FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


NFL: Football American Style

12-05-2007 | USA | Af Mårten Florentz

Man kan ikke besøge USA i vinterhalvåret uden at unde sig selv, at opleve et af de største teatre på nogle af de største arenaer i verden…fænomenet American Football – i særdeleshed den professionelle maskine som er bedre kendt som NFL, National Football League. For en drengerøv der har siddet oppe og set TV2 Zulu hver søndag er det selvfølgelig et must, men selv for uindviede er dette ærkeamerikanske tidsfordriv bestemt ikke uinteressant.

Detaljerne omkring spillet skal jeg nok spare til en anden gang, men lad mig blot sige, at det er mange gange sjovere at se dette spil udfolde sig live end at se det på TV, selvom man godt kan savne et par replays og NFLmings tørre kommentarer til spillet på banen. Men at mærke intensiteten og publikums engagement er smittende og man lader sig let rive med.

NFL – de professionelles liga

Kampe i NFL spilles typisk om søndagen (dog er der Monday Night Football hver uge, og en sådan kamp er efter sigende noget helt specielt at se live), og for football-fans bruger hele dagen på at ”gå til fodbold”. Enten ved at bruge hele formiddagen på at rejse fra de små samfund i oplandet omkring de større byer, hvor holdene typisk er lokaliseret, eller også ved at parkere i området omkring stadion og ”tailgate”.

”Tailgating” består i, at man sammen med venner og familie griller, hører musik, spiller lidt football og bare hænger ud på parkeringspladserne omkring stadion – nogle med simple anordninger a la engangsgrill på ladet af pick-up’en og andre med avancerede teltlejre med komplet bar og sattelitopkoblinger…dog alle med det ene formål at hygge sig og se en god omgang football. Selvom det ikke er en fyldestgørende beskrivelse, så lugter det lidt af stemningen i Fælledparken en god sommerdag inden en landskamp mod Sverige, tilsat store biler og masser af hiphop-attitude og redneck-stil – det skal helt klart opleves! Man kan i øvrigt sagtens tailgate uden at have billet til kampen, da mange ser den på medbragte TV-skærme, og folk er som regel meget gæstfri og byder gerne på en øl – har man egne øl og eget kød med, så er man endnu mere velkommen…

Indenfor dørene er den gode stemning fra tailgaterne taget med ind, og som europæisk sportsfan er det første man bemærker, at fans af både hjemme- og udehold går rundt imellem hinanden – den ene mere udsmykket end den anden. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende i tailgate-området – og når man hjemmefra er vant til en politimæssig mandsopdækning af fans ved større sportsbegivenheder, er det ikke uden en vis uro i maven man går rundt i området og hører på fansenes kamp på ord. Men dette er en helt accepteret del af ”kampen” – at der er to hold som sammen skal skabe underholdningen, og der er en respekt om de andres farver. Jeg oplevede ingen fysiske optøjer eller ballade, selvom der blev gået til den.

Selv inde på stadion er der ingen opdeling – som før antydet – mellem ude- og hjemmehold, og dette er helt fabelagtigt at opleve. Især fordi der var masser af plads til at både fejre sit eget holds bedrifter og gøre grin med de andres fejl. Men det er ”a two way street”, og devicen hedder nok ”at hvis man kan give kan man også tage”. Dette giver en masse fed lir på tribunerne og skaber en ekstra dimension til det der sker på banen. Det er dog ikke så koordineret som i Europa, hvor fangrupperne er organiseret og skarpt opdelt, men der er ikke mindre larm eller action af den grund. Det er blot anderledes, og det er en uforglemmelig oplevelse at mærke intensiteten og loyaliteten overfor holdet uden at det går ud over den gode stemning. Klart en oplevelse jeg sent glemmer…

Selvom publikum klart bidrager til den gode stemning, så sørger NFL-apparatet også for at fyre op under hele begivenheden (hvilket også er nødvendigt før en 4 timer lang kamp afbrudt af reklameblokke), og hjemmeholdet præsenteres en efter én og hver spiller løber på banen i en sky af røg og ild med bannere og tiljublende cheerleaders. Dette element bruges ofte til at sætte fokus på enten defensiven eller angrebet, alt efter hvem der har brug for det mentale skub denne indledning giver – og til tider løber hele holdet samlet på banen for at markere sammenhold eksempelvis efter en down-periode med flere nederlag i træk. Hvor cheasy det så end lyder og hvor amerikansk det så end ser ud, så virker det, og publikum elsker det! – og det er i den grad med til at fremhæve det macho-prægede spil, hvor der ikke er plads til tøsedrenge og tudefjæs.

Min oplevelse var 2 kampe i Atlanta, hvor hjemmeholdet ”Falcons” er meget populære. Men byen i kraft af en befolkningstilvækst de sidste 10 år sammensat af mennesker fra hele USA, så der er ofte mange ”udebanefans” til hjemmekampene i Georgia Dome. Amerikanerne rejser ikke så meget til deres holds udebanekampe, da man jo oftest skal rejse på tværs af landet, men da de ofte flytter, tager de deres ”hjemmehold” med sig og støtter op om det når det kommer på besøg. Og det gør de for fuld drøn…og man skal som sagt ikke føle sig truet fordi man har hjemmeholdets farver på og ender i en gruppe med udeholdets farver.

Jeg oplevede på tæt hold hvordan en gruppe fans fra Pittsburgh og en gruppe Falcons-fans kampen igennem skiftedes til at håne hinanden – uden at de gik ud over humøret, gejsten eller glæden ved spillet. Der var hele tiden kontakt – og man var endda gode til at anerkende et godt spil fra det modsatte hold, og der var hele tiden smil på…en skærende kontrast til opgørene rundt omkring på stadions i Europa og Sydamerika.

Jeg var endda så heldig, at Atlantas ene kamp var mod Pittsburgh Steelers, som var de regerende mestre – og kampen gik i over-time da den endte 39-39, og at hjemmeholdets dansker – Morten Andersen -scorede det afgørende field-goal til sejr 41-39! Kampene var fyldt med lækre detaljer og man forbløffes over spillernes atletiske formåen og sportslige specialisering…de er virkelig i en liga for sig selv og man bør ikke snyde sig selv for denne opvisning i menneskelig formåen!

Det er relativt let at få billetter til kampene i den regulære sæson (playoff billetter er både sværere og dyrere at anskaffe sig), og man skal ikke være bange for at købe hos billethajer der gerne sælger dem på metrostationer tæt på stadion og i området heromkring. Dette er fuldt lovligt i USA, og ofte er dette den eneste måde at skaffe sig afgang til kampene. Det er selvfølgelig muligt at købe via internet på forhånd, men også her er der tale om billethajer, men de er blot internetbaserede og priserne er typisk det dobbelte af hvad det koster på gaden.

College-football – amatørernes paradis

Den professionelle liga er klart et bedre sportsligt alternativ til den amatørprægede college-liga, men den sidstnævnte er mere afslappet og traditionsrig, og muligvis et rigtigt godt alternativ for den udi amerikansk fodbold uprøvede tilskuer.

College-sæsonen er kortere end NFL-sæsonen og kampene er typisk en mulighed for gamle elever at ”vende hjem” til sit universitet eller college, hvilket de også gør i stor stil. Der er som regel en stærk lokal forankring i de enkelte stater omkring de hold der spiller for statens universitet – også selvom der ofte er flere universiteter og tillige NFL-hold i samme stat.

I Georgia er Georgia State Bulldogs eksempelvis langt mere populære end Georgia Tech Yellowjackets og det professionelle hold i NFL, Atlanta Falcons, som ligger i samme stat. Så skal man se college football er Bulldogs det klare valg, hvis man er i Georgia, og så kan man samtidig snuse til den særlige campus-stemning, der er i byen Athens en god times kørsel fra Atlanta ad Highway 85 og som er Bulldogs hjemsted.

De har tillige et åbent stadion – i modsætning til Atlanta Falcons, der spiller i en overdækket dome – med plads til over 90.000 tilskuere, og der er godt gang i den! Får man en plads øverst oppe får man tillige en fabelagtig udsigt over Georgias smukke grønne skove og kurvede landskab.

Spillet er anderledes end i NFL både på grund af andre regler, men også på grund af spillernes kvaliteter. Kun få college-spillere har talentet og evnerne til at blive professionelle, men der er til gengæld plads til mere fantasifulde spil og individuelle præstationer i college-kampene end i de mere taktisk stramme kampe i NFL. Dertil kommer at aktiviteterne omkring spillet er mere varierede og traditionsopbundne. Man har for eksempel et 100-mands band der i pausen og under kampen sørger for underholdning og show.

College kampene er dog også lidt mere a la Europa. Selvom NFL-fans er meget engagerede og entusiastiske, så er der en meget mere afslappet holdning til selve holdet – det handler mere om selve spillet og showet. Muligvis fordi et holds ejere kan beslutte at flytte/lukke et hold, hvis der ikke længere er økonomi eller forretningsmæssig fremtid i det i den pågældende by. College-holdene har en langt stærkere tradition og lokal forankring, idet universiteterne jo har ligget det samme sted i – mange steder – over 100 år. Universiteterne er desuden grundlaget for hele omegnen og byen det ligger i ER universitetet. Derfor føler mange – især de unge – en stærk tilknytning til holdet, da man lever og ånder sit universitet konstant og derfor mere intenst. Jeg oplevede dog personligt ikke nogen ballade, men der er en anden mere spændt stemning end til NFL-kampene – det er sikkert.

College kampene er selvfølgelig billigere end NFL-kampene, og også her er det relativt let at få billetter hos billethajerne, som står placeret ved indfaldsvejene til campus og omkring stadion.

Så er du i USA fra september til december (playoff fra ultimo december til januar) så bør du ikke snyde dig selv for denne oplevelse af et helt særligt amerikansk fænomen, som i højere og højere grad er ved at fange an rundt om i verden – men det skal opleves på amerikansk grund, med et amerikansk publikum og en drink i hånden – for det kan man købe på stadion i USA!



Vælg land: