FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Påskeudflugt til Salinas Grandes

09-05-2007 | Nicaragua | Af Sven Gårn Hansen

Så blev det påske igen - og tid til Den Store Badedag med vennerne fra landet – fra Terrabona i Matagalpa – som vi hvert år til påske tager på tur med. I år gik turen til stranden ved Salinas Grandes syd for Leon.

Det er tirsdag i påskeugen, Nicaraguas store badeuge, hvor alle, der har råd, tager til stranden, eller i det mindste til søen, badeanstalten eller floden. Og de, der ikke har, stiller et oppusteligt svømmebad op på fortovet, så børnene i det mindste får en smag af ferie.

Vi kører til Salinas Grandes med vores venner fra Terrabona, bonden Reynaldo og hans familie. 14 mennesker og en hund i lånt pick up, fra Terrabonas tørre bjerge til Stillehavet, 4 timers kørsel hver vej og seks timer uafbrudt i vandet. På stranden er man stadig ikke klar til at tage imod gæster. Boderne, diskotekerne og barerne er stadig under opførsel, der er flere hamre i gang end stereoanlæg, og ingen fisk eller grøntsager at købe til den medbragte ris.

En flink opsynskone lader os bruge den strandejendom, hun holder opsyn med, ejerne kommer først på torsdag, og hvis bare vi parkerer bilen udenfor, opdager de det ikke. Hun kører også rundt med os i landsbyen, og vi finder tortillas, vand, kylling, sodavand og salt.

For mig og min kæreste Maggan er det største ved dagen vores venners glæde ved havet - det er en hel verden væk fra deres gård i Terrabona.

Bølgerne er noget af det bedste vi har oplevet ved Stillehavet - god gang i dem, men på en lang flad strand, så der er langt ud til det bliver farligt.
Bror Balbino tog med på et øjebliks indskydelse. I virkeligheden var han bare på vej til byen efter benzin til sin pumpe, så hans mark med grønne pebre kunne få en sidste overrisling inden de skal høstes…

Sønnen Reynalditos nye kæreste, som han har “røvet”, og som nu bor hos ham i hans værelse, er kun 14 år. Det er hendes første tur længere væk hjemmefra. For Eynar på 3 år derimod er det allerede anden gang han er ved havet, så det hele er lidt “been there, done that” for ham.

Påske er også baseball-ligaernes tid. Dagen efter strandturen står Reynaldo i trænerens cirkel, da hans landsby El Arado spiller mod nabobyen Monte Verde. 2-0, til den rigtige side – selvfølgelig.

En helt anden påsketradition er optælling af ugens døde. 43 var ugens tal, skriver avisen ”El Nuevo Diario”: 28 drab, et dusin druknede og lige så mange trafikdræbte.
Men i El Salvador dør der tre gange så mange under ugens blanding af biler, druk og strand, med dertilhørende jalousidramer, venneslagsmål, familiegensyn og længe ulmende opgør. Så i Nicaragua går det stadig godt.
 
Sven Gårn Hansen er journalist og solidaritetsarbejder. Han bor og arbejder i Nicaragua. Læs hans blog her: http://svensblog.wordpress.com/

Flere billeder fra Salinas Grandes
 



Vælg land: