Matagalpa

I den nordøstlige del af Nicaragua ligger Matagalpa. Dog ikke helt nordpå og heller ikke helt østpå. Sådan lige tilpas til, at man kan køre derop fra hovedstaden Managua på omkring 2 timer. Længere nordpå er bjergene højere og skarpere og vejene er dårligere. Længere østpå skal man igennem regnskoven og mennesketomme områder før man kommer til kysten.

Matagalpa er godt for øjnene. Her er frodigt og varmegraderne er mildere end i kogekedlerne, der ligger i lavlandet. Her er bjergene overskuelige og i bløde former. De lægger ryg til noget af verdens bedste kaffe og landets bedste majs og bønner. På de fladere sletter holder kvæget til, som må finde sig i at lægge krop til landets næststørste eksportprodukt efter kaffen - oksekød.

Ikke langt fra Matagalpa By holder de asfalterede veje op og støvet tager over. Her kører folk med firehjulstræk, fordi man rent faktisk kan få brug for det. Rundt omkring i provinsen ligger storgodser og ”fincaer” med rige ejere, der bor inde i byen, side om side med små eksistenslandbrug, hvor fattige bondefamilier dyrker jorden i kamp med naturens luner for familiens overlevelse, og håber på at de kan få et overskud fra den næste høst, så de kan betale for børnenes skolegang.

Matagalpa By er meget mere end en provinsby, hvor bønder står i kø foran bankerne, og cowboys med baseball-kasket og læderstøvler parkerer firehjulstrækkeren på hovedgaden. Matagalpa har Nicaraguas eneste forretningsgade med butikker med udstillingsvinduer på begge sider af vejen. Bagved ligger ”Bank-gaden”, med byens banker og et par forretninger mere. Fra byens to vigtigste gader udspringer alle de andre. Omkring de to gader finder man udmærkede spisesteder med god lokal mad, et par cafeer og både en italiensk, mexicansk og en kinesisk restaurant. Tro ikke at Matagalpa bare er en lille provinsby. På hovedgaden er der nu også et kasino, og i udkanten af byen ligger der et femstjernet hotel.
Men så er der også Guanuca-markedet i byens gamle indianske bydel. Og Matagalpa-floden der flyder stille igennem byen lidt nord for hovedgaden – hvis ellers regntiden har været god. For det er den langt fra altid, og byens ældre indbyggere taler om dengang, de var børn og man kunne svømme i floden hele året.

Matagalpa provinsen kan såmænd også prale af at have landets bedst organiserede bondebevægelse, der blandt andet har dannet grundlag for et eget kaffeeksportselskab – CECOCAFFEN. Spørger man dem pænt, kan man være heldig at få et besøg i deres kaffebehandlingsanlæg syd for byen – Beneficio el Sol. Og enkelte steder kan man også finde en særlig bondeturisme, hvor man mod betaling kan overnatte hos en bondefamilie og få en tur på kaffemarkerne. Det kan man fx hos Doña Santos i La Pita i San Ramon kommune – ikke så langt fra Matagalpa By.

Matagalpa har masser af lokalhistorie med fortællinger om velfungerende indianersamfund en gang for mange år siden. Det sidste store indianske oprør i fandt sted i Matagalpa i1880, hvor en stor gruppe gjorde oprør mod telegrafen. Matagalpas indianske samfund har i dag et hus i Matagalpa By nær Parque Darío, og man kan støde på i,ndianske samfund i kommunerne San Ramon, San Dionisio og Muy Muy.

Mange af den sandinistiske guerillas kampe mod diktator Somosas tropper blev kæmpet i Matagalpas bjerge og en hel sandinistisk kolonne blev nedslagtet i 1960’erne i kommunen Pancasan, der ligger i provinsens yderste kant langt ude østpå. Det blev en lærestreg for sandinisterne om, hvordan man ikke skal føre guerillakrig, og i dag er der et historisk mindesmærke, hvor man kan se nogle af gravstenene for de faldne.

Dengang kaffe var den nye mode i Europa fik tyske og danske nybyggerfamilier favorabel adgang til gode, frugtbare jorde, hvis de ville sætte gang i kaffedyrkningen i Matagalpa. Der er stadig efterkommere af de danske nybyggere, der hedder ”Moller” ”Grun” og ”Petersen”, og den tyske Kühn-familie har grundlagt kaffemuseet på hovedgaden i Matagalpa By, som er et besøg værd.

Rejser, billetter m.m.

Del denne side