FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Stevns klint

31-01-2007 | Danmark | Af Peter Steen Leidersdorff

Stevns klint blev dannet for 65 millioner år siden, da Danmark var dækket af vand. Klinten består af kridt og kalk, hvilket gør, at den er helt hvid. En tur herud af er en stor oplevelse – i hvert fald ud fra dansk standard.

Vi havde overnattet i Køge og besluttede, at vi måske burde være en smule kulturelle efter af have spist (og drukket) det meste af aftenen. Det oplagte mål blev at køre en tur ud til Stevns klint og gå en tur og samtidigt nyde solen, som heldigvis skinnede fra en skyfri himmel.

Højerup kirke
Man parkerer ca. 50 meter fra den gamle Højerup kirke. Kirken er opført af kridtsten omkring 1250-1300. Da kirken blev bygget, lå den en rimelig afstand til selve klinten og man forstår godt hvorfor den blev placeret på dette sted. Sagnet siger, at kirken hver julenat flytter sig et hanefjed ind i landet. Dette hjalp dog ikke meget, da kirkens kor og lidt af kirkegården i 1928 styrtede i havet – fordi havet havde gnavet sig ind i klinten. Resten af kirken er i dag sikret, så der ikke er nogen risiko for, at resten falder i vandet.

Klinten
Stevns klint blev dannet for 65 millioner år siden, da Danmark var dækket af vand. Klinten består af kridt og kalk. Set fra vandsiden rejser den 18 kilometer lange, stejle klint sig som et massivt forbjerg. Nærmer du dig derimod fra landsiden, så vær forberedt på en overraskelse, når det flade Stevns brat afsluttes af den op til 41 meter høje klint. Fra toppen af klinten har man et flot kig over indsejlingen til Øresund, og på gode dage kan man se Sverige og Øresundsbroen. På en solskinsdag farver havbundens kalk havet i utrolige blå og grønne farver, og klinten står knaldhvid.

Ved hjælp af en meget lang trappe ved siden af kirken, kommer man ned til bunden af klinten. Længst ude mod havet er lagt masse store sten, som er lagt ud for at beskytte klinten mod havet og bølgerne. Det er faktisk ret imponerende at stå nede i bunden og kigge op mod kirken og klinten – man får virkelig en fornemmelse af storslået natur, hvilket ikke er en følelse jeg ikke tit får i Danmark.

Vandet er utroligt klart, fordi bunden er kridt og kalk. Jeg fik helt lyst til at dykke i vandet, men desværre var vandet mere end koldt, så det må vente til en anden god gang. Her var en del lystfiskere, der stod og håbede på at fange noget – men jeg så dem dog ikke hive nogen fisk op af vandet.

Hvis du alligevel er på disse kanter, kan Stevns klint varmt anbefales som en rimeligt imponerende naturskabt seværdighed. Klinten er ikke ligeså flot som Møns klint, men er alligevel uden tvivl et besøg værd. 




Vælg land: