FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Mexico City

20-01-2007 | Mexico | Af Mårten Florentz

Navn:
Ciudad de Mexico, Distrito Federal (D.F.), Mexico City

Geografi:
Mexico City ligger i 2.239 m. højde, og dækker ca. 9.560 km2. Byen ligger i en dal – Valle de Mexico eller Anáhuac – og er dækket at bjerge fra fire sider, med en lille åbning mod nord. Dette gør, at byens forurening bliver hængende over byen, med mindre der er meget stærk vind eller kraftig nedbør.

Byen er den eneste i Mexico der ligger i 3 delstater – Hidalgo, Estado de Mexico og Distrito Federal. Indbyggertallet varierer af hvem du spørger, men Centrum (eller D.F.) har omkring 8.7 millioner indbyggere og har været ret stabilt de senere år. Det samlede indbyggertal derimod varierer fra ca. 20 millioner til 30 millioner – alt efter hvem du spørger og hvad man medregner som ”The Greater Metropolitan Mexico City”. Byen vokser eksplosivt og det gør det svært at trække grænserne klart op, samtidig med, at der er en heftig tilvandring af indbyggere fra provinsen som søger lykken i denne verdens største metropol.

Byens størrelse er dog voldsomt imponerende og gør et stærkt indtryk. Især hvis man kommer efter solnedgang og under indflyvningen kan se de mange lys strække sig igennem flere dale og nærmest forsvinde ud i horisonten, og så pludselig lægge an til landing midt inde i denne millionby.

Transport:
De fleste ankommer med fly via Aeropuerto Internacional Benito Juarez, som er den største lufthavn i Latinamerika. Her kappes taxa-chauffører om de rejsendes gunst. Et godt råd er at betale for en taxa på forhånd i en af de mange små stande som sælger denne service, hvor man kører efter et takstsystem ud fra afstand fra lufthavnen. Det er en del dyrere end at tage en taxa på gaden, men også mange gange sikrere (se efter ”Taxi Seguro” eller ”Taxi prepagado” ell. lign.). Disse forudbetalte taxa’er er sattelitovervåget og man risikerer ikke at blive snydt med prisen når man er vel fremme. Der er ingen penge mellem chauffør og passager, med mindre du vil give lidt drikkepenge, som i øvrigt altid er velset. Man bør undgå at rejse med rygsæk eller kuffert igennem byen i metro’en eller med lokale busser.

Metro’en er dog et glimrende transportmiddel til meget billige penge, når man skal transporteres rundt i byen som turist. Et omfattende net fra nord til syd og øst til vest flytter dig hurtigt og effektivt rundt. Men vær altid opmærksom når du bevæger dig rundt i byen, og undgå at bære alt for mange smykker. Selvom Mexico City er turistvenlig på mange måder er det også en storby på godt og ondt, og kriminalitet er desværre også en del af hverdagen. Sørg derfor at kun have det på dig som du kan tåle at miste, og hold øje med lommer og tasker.

Lokale busser kan være en nem måde at komme rundt, men det kræver et lidt mere indgående kendskab til byen, da disse tit kører ad omveje og man risikerer at stige af et forkert sted (der er ingen deciderede stoppesteder). Står man og skal bruge en taxi – vælg da kun en taxi fra et ”Sitio” – det står typisk på siden af bilen hvor den hører til – men vær opmærksom og check, at der køres efter taxameter.

Når du skal fra Mexico City og videre rundt i landet, så er busser et godt alternativ. Det er billigere end fly og hurtigere end tog. Ruter mod syd kan med fordel tages fra ”Terminal TAPO” og ”Terminal Taxqueña”. Ruter mod nord kan med fordel tages fra ”Terminal Central del Norte”. Der kører dog linier både nord og syd fra alle tre terminaler – så ofte er det lettest blot at tage til den terminal der er nærmest. ”La TAPO” er klart den største, mens Taxqueña er den mindste.
Man bør ikke køre i egen eller lejet bil med mindre man har et indgående kendskab til byens struktur. Selvom der er en høflig og smidig trafikkultur, så er det også et sted hvor der tages mange chancer og hvor ikke alle har taget et kursus før det sætter sig ind i en bil. Dertil kommer trafikpropper og diverse omlægninger af trafikken på grund af vedligeholdelse af vejnettet mv. Så husk at komme af sted i god tid når du skal nå enten bussen videre eller flyveren hjem…

Sikkerhed

Som før nævnt er Mexico City en storby med alle de glæder og ulemper dette medfører. Byen tilbyder simpelthen alt hvad hjertet begærer, men har også mange af de sygdomme en stor metropol ofte har. Kriminalitet er derfor også en del af livet i Mexico City – men et par små huskeregler kan gøre det til en fornøjelse at bevæge sig igennem byen.
  • Få dig et kort over byen – kan købes i mange kiosker. ”Guia Roji” er et godt et af slagsen, og fås i forskellige varianter. Prøv at danne dig et overblik, så du ved hvorhenne i byen du bevæger dig.
  • Stating the obvious, men alligevel: Hold kamera og andet udstyr i lommen eller i tasken indtil du skal bruge det. Lad være med at rende rundt med dit store Nikon-kamera hængende på maven…
  • Bær ingen eller få smykker – men bær gerne sølv hvis du skal bære smykker.
  • Lad i videst mulige omfang kreditkortet ligge på hotellet. Det er ”på mode” at kidnappe personer og lade dem dræne deres kreditkort under trusler om vold og det der er værre. Bær derfor kun kontanter.
  • Hav et telefonnummer til den danske ambassade med dig plus et direkte nummer til politiet – skulle ulykken komme til dig.
  • Vær ikke bange for at opgive dine penge og andet hvis uheldet skulle være ude – don’t be a hero!
  • Vær opmærksom uden at være paranoid. Selvom det er svært ikke at ligne en turist, så er der absolut ingen grund til at tro at alle er en tyv. Brug din sunde fornuft og nyd byens glæder og seværdigheder, frem for at tro at alle vil stjæle fra dig – for det vil de ikke…mexicanerne er som regel åbne og imødekommende mennesker.

I de 15 år jeg har rejst igennem, rundt og frem og tilbage i Mexico City har jeg ikke oplevet noget kriminelt, så med en godt portion sund fornuft og realitetssans, så er denne verdens største by et sandt overflødighedshorn af muligheder og oplevelser – god fornøjelse.




Vælg land: