FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Bohuslän - svensk skærgård

05-01-2007 | Sverige | Af Øyvind Bordal

At sejle i den svenske skærgård har de fleste et indre billede af – også dem der ikke endnu har prøvet det. Det er en helt anden verden end den danske kyst, fuld af naturoplevelser som kan tage pusten fra enhver. Blandingen af hav og klipper, blomster og fugle, samt tilgangen til fuldstændig ugenerede steder, gør kyst-strækningen til en labyrint af sommer-oplevelser – tilstrækkelig for mange somres eventyr.
 
Mange synes måske det er lidt langt, eller at navigationen er for krævende mellem de mange skær og holmer. Men faktum er, at lige så snart man passerer Øresund for nordgående, kan eventyret begynde. Få timers sejlads længere nord ligger Hallands Väderö, som en forsmag på den svenske skærgård. Derfra er der en dags sejlads til Gøteborg – og så er man i Bohuslän; en ubrudt perle-række af nydelige holmer og skær, hele vejen til Norge.


Ikke så svært

En GPS og et sæt friske søkort gør navigationen ufarlig og ikke særlig vanskelig, så længe der er dagslys – og det er det jo næsten døgnet rundt om sommeren. Afmærkningen i skærgården er god, og man vælger selv sværheds-graden. Der er mange trange ruter, som snørkler sig mellem holmer og skær, men det er også muligt at vælge en sejlads, der går i mere åbent og oversigtligt farvand. De fleste oplever dog, at det ikke er så vanskeligt som de havde troet.

Fortøj i klipperne

Vi har valgt at se på hvad der gemmer sig på ruten Långedrag – Smögen. Långedrag ligger i udkanten af Gøteborg, og Smögen ligger tæt på en anden halvstor svensk by – Lysekil. Distancen mellem de to er omkring 60 nautiske mil, men man kan sagtens tilbringe en hel uge i området uden at se det samme sted to gange. Rundt om de to store øer Tjörn og Orust er det tusindvis af større og mindre holmer og skær, spækket med beskyttede ankerpladser og frem for alt muligheder for en fortøjningsform som virker eksotisk på de fleste danskere: Direkte til klipperne, enten i de fortøjningsringe som findes mange steder, eller i medbragte bjerg-kiler som bankes ned i sprækker i fjeldet. Oftest er der dybt helt ind til fjeldet – men et ekkolod er nok en god idé.

Sejl uden egen båd
I Långedrag finder vi Sjösportskolan, som arrangerer sejlads-oplevelser og kurser både for private og virksomheder. Dette er et af flere tilbud til folk som enten vil lære mere om sejlads og navigation, eller som bare vil sejle, og ønsker muligheden for at stige ombord i en båd som ligger klar når de kommer. Det er altså ikke kun en sejler-skole; at arrangere maritime ferie-rejser og sejle-oplevelser er en mindst lige så stor del af aktiviteterne. De fleste af skolens både er større havsejlere med skipper, men der er også mulighed for ”bareboat” – dvs. båd uden skipper. Tilbuddet gør – hvad mange ikke er klar over – den svenske skærgård tilgængelig for alle, også dem der hverken har båd eller sejle-erfaring. Virksomheden arrangerer både sejl-kurser, teambuilding og andre erhvervs-arrangementer, men også noget lidt særligt, som måske er det mest interessante for almindelige danske fritids-sejlere: De såkaldte ”seglar-veckor”.

Sverige, Norge, Shetland

En sådan sejler-uge er tilrettelagt sådan, at der hver uge sommeren igennem starter et nyt, ugelangt togt langs kysten. Bådene er moderne havsejlere på 45-50 fod, og der er skipper med. Man tilmelder sig ganske enkelt, enten alene eller sammen med nogen man kender, og når båden lægger fra kaj, er der dannet en gruppe ombord, bestående af dem som har tilmeldt sig turen. Man kommer altså af sted med en blandet gruppe, og dem man ikke selv medbringer, vil man ikke kende i forvejen. Hver anden uge går turen igennem Bohuslän og videre til henholdsvis Norge og andre dele af Sverige, oftest med en indlagt stop i Skagen. Togterne starter i uge 25 hvert år, og løber i år helt frem til uge 35. Der er også ture til Shetland, samt sejlads-aktiviteter i Middelhavet - og om vinteren i Karibien. Bådene er med et enkelt undtag i privat eje, men lejes ind og benyttes af Sjösportskolan til deres arrangementer gennem hele året. Virksomheden har 35 år på bagen og er i dag en af de store, etablerede aktører på området. Der findes dog en række andre, tilsvarende tilbud i området. Vestsvenska Turistrådet er behjælpelig med information – se listen over links andetsteds i artiklen.

Blomster og fugle
SejlerAvisen var med, da skipper Magnus Oscarsson stak til søs med en af skolens mange havsejlere – en Beneteau Oceanis 500. Båden var indrettet ligesom mange større charter-både, med fire separate dobbelt-kahytter med eget bad, en stor salon midtskibs, og et mandskabs-kahyt med indgang gennem en dæksluge foran i stævnen. Foran os lå en hel labyrint af store og små øer og skær, bevokset med mos og krat, og blomster som lyste op imellem fjeld-sprekkerne. Der er en spændende og varieret vegetation i skærgården, og fuglelivet er et helt studium for sig; blandingen af hav og sten, blomster og fugle, samt tilgangen til fuldstændig ugenerede steder gør kyst-strækningen til noget helt særligt – og noget man ikke kan finde mage til i Danmark. Specielt er det også, at man kan gå helt tæt på land. Danske sejlere er vant til at holde god afstand til land – vi har lang-grunde kyster, ofte med sandbanker hundredevis af meter ud. I Bohuslän kan man mange steder navigere så tæt på klipperne, at man kunne hoppe i land i forbifarten hvis man ville! At følge med i kortet er selvfølgelig nødvendigt, og måske endda mere nødvendigt end i Danmark. Sten er hårdere end sand, og der er mange af de førstnævnte imellem de svenske øer. Farligt er det imidlertid kun, hvis man ikke følger med i kortet!

Kontrastfyldt liv

Lokalkendte som skipperne jo er, fik vi se havne og kyst-strækninger som er særlig smukke, og hvor der også var muligt at afprøve det svenske køkken når det er bedst. Sverige har måske ikke ry for at være et gourmet-land, men de bedste spisesteder i Bohuslän kan lave fisk så man kan høre englene synge. Efter en dag på havet, hvor man er blæst godt igennem og er fuld af indtryk fra alt man har set og oplevet - og måske endda er blevet både våd og kold - føles det helt eventyrligt at træde indenfor i en svensk havne-kro, hvor både mad og vin er af rigtig høj klasse. Kontrasten mellem det udendørs vildmarksliv og det indendørs luksusliv gør begge dele til stærkere oplevelser. Det var tilfælde både i Marstrand, hvor vi havde en stor oplevelse på Grand Hotels spisested ”Tenan”, og på Käringön, hvor vi spiste på den legendariske ”Pettersons krog”, og endelig i Smögen, hvor ”Sea Lodge” i Søsportsgården sørgede for en pragtfuld frokost.

Fisk i topklasse
Området har tradition for at tilberede en toast – gerne som forret – med skaldyr og fisk vendt i creme-fraiche og mayonaise, krydret med dild og citron og oftest med kaviar eller rogn på toppen. Man tilbereder gerne fisk som helleflyndre og rødfisk med enkelt tilbehør som for eksempel revet peberrod, rødbede og kartoffel-puré, hvor råvarernes friskhed og kvalitet får lov til at dominere – og alle tre spisesteder bød på rigtig, rigtig god mad i flotte omgivelser. I det hele taget var oplevelserne rent madmæssigt en stor overraskelse - naturen og mulighederne rent sejladsmæssigt er helt fantastiske i området, men det er maden også – i hvert fald de steder skipper Oscarsson sejlede os hen. Man spiser altså mere end almindelig godt i Bohuslän!

Havkajak

Andre aktiviteter som for eksempel havkajak-padling er også tilgængeligt – vi havde stor fornøjelse af Getskär kajak og fritid, som tog os med rundt i skærgården ved Skärhamn, få nautiske mil nord for Marstrand. Havkajak er populært i området, og mange lejer kajak i en uges tid, og padler i farvandet rundt Orust og Tjörn med telt og sovepose. I kajaken er man helt tæt på vandet og naturen, og den fysiske aktivitet er også noget, som mange sætter pris på. Der er 3000 øer i Bohuslän, så man kan altid finde sit eget lille paradis. Kajak er et velegnet fartøj for området – en enkelt, let lille båd som kan komme ind alle steder, og bæres i land næsten hvor som helst.

Prøv selv!
Vi kan ellers anbefale steder som Gullholmen, Stenungsund, Kyrkesund og især Käringön. Længere nord end vi kom denne gang, ved vi også at der gemmer sig perler som Hamburgsund, Kosterøerne, og Fjällbacka. Den berømte Gøta kanal som via sludser og søer krydser hele det svenske ”kontinent” er et helt kapitel for sig - men prøv selv: Bohuslän-kysten er lang nok til mange sommer-ekspeditioner!
 
FAKTA OM BOHUSLÄN
  • Den del af den svenske vestkyst, som går under navnet Bohuslän, strækker sig 86 nautiske mil (160 km.) nordover fra Gøteborg til den norske grænse.
  • Der findes over 3000 småøer at vælge imellem.
  • Havnepengene ligger på nogenlunde samme niveau som i Danmark – måske lidt billigere (svingende omkring 130 kroner pr. nat)
  • Det mest almindelige er at ligge i ”naturhavn” – dvs. fortøje i klipper og skær, eller ankre op. Statistikken siger, at der er 2,6 millioner overnatninger i fritidsbåd i området - årligt. Kun 850 000 af disse ligger i gæstehavn.
  • Lystbåd-trafikken er det næst største område (efter camping) af turismen i Bohuslän. 18 % er nordmænd, mens danskerne indtil nu kun ligger omkring det halve.
  • Man kan leje båd – med eller uden skipper – så området er tilgængelig også for folk uden hverken sejle-erfaring eller egen båd.



Vælg land: