FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Sinaiørkenen - Ørkenfascination

17-12-2006 | Egypten | Af Tina Agerbak

Sinai. Ørken, bjerge og hav.
Så rent. Solen er stærk og nådig, havet er gavmildt og smukt.

Sinai er ikke blevet ødelagt og kan ikke ødelægges af olieboringer, mineraludvinding, krige i årtusinder, våbensmugling, bombeattentater, religiøse fanatikere af enhver slags eller hotelkomplekser. Sinai er stadig hemmelighedsfuldt og rent. Her findes en underliggende og sitrende livskraft, som man ikke ville forvente at finde på en halvø der består af ørken, ørken, ørken og en grøn stribe ved Middelhavet kyst.

Jeg tjekkede temperaturen kl. 18.30 og da var det 37º. Det virker ikke helt så slemt, men måske er det bare sammenligningen med dagens kvælende hede, hvor det var overvældende bare at sidde i skyggen ved pølen kl. 4 i eftermiddags. Hvad er det også lige man laver på kanten af Sinai-ørkenen, hvis ikke så lidt som muligt i nærheden af noget vand, man kan kravle ned i mindst hver halve time.

Nu er kl. blevet 21 og det er blevet varmere. Det er også begyndt at blæse – fra ørkenen. Vi skal ikke tro at vi kan glemme den og dens magt over vejret hernede, bare fordi vi gemmer os i hotelhaver med svømmepøler, palmer og blomstrende buske. Med udsigt mod havet og ryggen til ørkenen.

Blæsten er fascinerende som en kæmpe føntørrer eller et stort dyr, der ånder mig i hovedet. Jeg elsker det. Det bringer mig tættere på den virkelige verden lige udenfor, selvom jeg sidder her i Sharm el Sheikh, denne 1001 nats drøm af en by og nyder en kold drink.

Jeg kom hertil første gang for et år siden. Jeg skulle bare koble af, dase i solen med udsigt over det røde hav, læse, skrive og meditere. Men jeg ville gerne opleve Sinai Ørkenen, så jeg meldte mig til en bustur til St. Katarinaklostret ved det såkaldte Mosesbjerg.

St. Katarina er fra 300-tallet og fungerer stadig som kloster med en græskortodoks munkeorden. Her vogter de blandt andet over en tjørnebuks, der skulle være en aflægger af den berømte brændende tjørnebusk, som Gud talte igennem til Moses.

St. Katarina ligger fantastisk flot som en gammel middelalderborg hævet op på en klippeskråning med mure rundt om. Selvom det i sig selv er et besøg værd, var ikke mindst køreturen igennem Sinai halvøens ørken med lave bjerge og klippeformationer i alle nuancer af sandfarve og lys okker den medfølgende køresyge værd.
Fuldt udsyn over den bjergfyldte ørken fik jeg dog først, da jeg nogle måneder senere fløj fra Sharm el Sheikh til Cairo en tidlig morgen i klart vejr. Først fløj vi over et smalt stykke sandørken langs kysten brudt utallige steder af klumper af hoteller og lige streger af veje. Så kom vi over bjergene, da vi fløj vestover mod Suez-bugten og fastlandet. Da vi nærmede os Cairo, fløj vi nordpå et stykke langs den skarpe linje, der adskiller den østlige del af Sahara-ørkenen med den smalle, frugtbare stribe jord på begge sider af Nilen. Og der lige under os, den ”røde pyramide”, som jeg kun et par uger tidligere havde været inde i, og lidt efter de ældste af pyramiderne ved Sakhara.

Grænsen mellem ørken og frugtbar jord er skarp og bestemmes udelukkende af, hvor til overrisling og kunstvanding når.

Her er der grønt, og her ligger ørkenen og venter.
 
 
Flere billeder fra Sinaiørkenen
 



Vælg land: