FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Chichicastenango

02-12-2006 | Guatemala | Af Tina Agerbak

Turisterne valfarter hver søndag og torsdag til Chichicastenango for at udleve enhver købelyst på det mest kendteste marked i Guatemala. Mayaindianere fra hele landet valfarter til gengæld til Chichicastenango for at besøge den gamle hellighøj Pacual Abaj lige uden for byen.
 
”Chichi” er på alle andre dage end søndag og torsdag en stille lille by i det centrale højland i Guatemala. Det er kun en god times kørsel væk fra de to største samlingssteder for Guatemalas turister – Antigua og Panajachel – og måske er det derfor byens marked to dage om ugen har udviklet sig til at være det største marked for kunsthåndværk i Guatemala.
 
Og det siger ikke saa lidt. For Guatemala er i forvejen et eldorado for folk, der holder af kunsthåndværk. Især sætter mayaindianernes håndvævede tekstiler et uudsletteligt indtryk på nethinden. Hver landsby sine mønstre og farver. Og dygtige forretningsfolk har for lang tid siden fundet ud af, at kvindernes farvestålende bluser kan sys om til tasker, punge eller puder. Mønstrene på bluserne kan videreudvikles og bruges til bordløbere og dækkeservietter, og farverne kan ændres til mere afstemte jord og okkernuancer, så de passer bedre ind i et nordeuropæisk eller amerikansk hjem. Eller de oprindelige stoffer kan puttes i et brunt, grønt eller blåt farvebad, så bliver de vilde farvekombinationer udjævnet med en fælles grundtone, og passer lige til en taske eller et sengetæppe i luksushippiestil.

Gamle religiøse traditioner
Men Chichicastenango er også kendt for at være det sted i Guatemala, hvor det er mest synligt for udlændinge, hvordan den katolske tro kan ekstistere side om side med langt ældre religiøse traditioner. På trappen op til byens katolske kirke er der et lille alter til offerbål, og mayapræster står uden for indgangen med fyrretræsrøgelse i metalbøtter, der svinges frem og tilbage så røgen breder sig ud over trappen med en duft, der minder om sommerbål i en dansk fyrreskov, eller brændende grankviste ved juletid. Røgen lægger sig over markedskonerne, der sælger blomster på trappen. De sælger især til folk, der er på vej ind i kirken for at bede om hjælp med livets genvordigheder.

Inde i kirken er der ned igennem midtergangen stenplader, hvor folk tænder stearinlys og drysser blomsterhoveder i forskellige farver, ikke som i andre katolske kirker for en helgen eller et billede af den hellige jomfu, der kan hjælpe dem med deres problemer, men for en sammensmeltning af de selvsamme helgener og langt ældre mayaguddomme, der har de samme egenskaber og forbindelser ”opad”, som de katolske helgener, de forbindes med.

De fleste turister kommer til Chichi i minibus fra Antigua eller Panajachel – frem og tilbage samme dag. Vi tog derop dagen før markedet og fik fornøjelsen af at opleve travlheden med at få sat boder op til næste dag og mulighed for at kigge os lidt omkring før ”alle de andre” også ankom.

Hellighøjen
Det gav os tid til en tur op på Chichi gamle hellighøj fra lang tid før spanierne erobrede landet i 1520’erne. Pascual Abaj – som stedet kaldes – har på toppen et alter med et stenhoved, der repræsenterer guddommen, som stedet har fået sit navn efter. Hertil kommer mayaindianere fra praktisk talt hele landet for at udføre ceremonier forestået af en mayapræst. Ceremoniens centrale del er et bål, der bygges op af godter i form af madvarer, stearinlys, røgelse, tobak og alkohol. I blandt hører det også med at slagte en høne. Der er faste traditioner for hvordan bålet bygges op og hvad det skal bestå af alt efter formålet med ceremonien – og så er det selvfølgelig også afhængigt af hvor meget hver familie har råd til at ofre. Formålet med ceremonierne kan være mange – ønske om helbredelse og bedre økonomiske forhold, indvielser af nyfødte eller at sikre god energi til et nystartet projekt eller arbejde.

Vi kom op på højen først på eftermiddagen på et tidspunkt, hvor der allerede havde været holdt en del ceremonier.

Toppen af højen, hvor hovedaltret med Pascual Abaj-stenen står, er omkranset af høje fyrretræer. På altret steg en svag røg op fra stearinlys, der var smeltet og løbet ud på stenpladen, som udgør altret. Rundt omkring ulmede flere bål i rundkredse af aske med orangegule blomsterhoveder fra tagetes drysset rundt om. Et par hunde snusede rundt og ledte efter spiselige rester i de ulmende askecirkler. Tilsyneladende i et dilemma mellem angsten for at brænde snuden og sulten. For en af hundene fik sulten overtaget for den snappede en tilsyneladende varm kulklump, som den listede af med. Et par høns løb rundt og pirkede i jorden og var tilsyneladende ikke klar over den fare, de kunne befinde sig i på højen. I fyrretræerne omkring toppen boede en stor familie af hvide og grå duer. Som om den var bestilt til det, fløj en hvid due ned på hovedaltret og spiste efterladte sesamfrø. Det var næsten for symbolsk til at passe.

Vi plukkede et par vilde blomster og lagde dem ved stenhovedet for at give et bidrag til den stemningsladte atmosfære på højen og var egentlig på vej ned, da en lille familie kom op på højen ledsaget af en mayapræst for at udføre en ceremoni.

Præsten rensede først altret og tændte nye lys ved stenhovedet, før han sammen med faren for den lille familie pakkede en medbragt bylt op fyldt med gode sager til bålet. Sammen gik de to i gang med den langsommelige proces at bygge bålet op af briketter af røgelse lavet af harpiks fra fyrretræ, af stearinlys i forskellige farver, af sukker og af chokolade. To små piger i traditionelle mayadragter fra Chichi løb rundt som små ivrige hundehvalpe og fandt ting i bylten, som de prøvede at få passet ind i det mønster, faren og præsten var igang med at skabe af tingene. Moren satte sig lidt væk og ammede en lille dreng, hun havde båret i en slynge på ryggen.

Da bålet var færdigt blev moren kaldt hen til resten af familien, og de satte sig alle på knæ foran bålet, mens præsten tændte det. Moren endnu en gang med den lille dreng i slyngen på ryggen. Præsten gik i gang med at messe en bøn for familien på quiché-sproget og hældte ind i mellem flere alkohol på bålet eller dryssede mere sukker på. Han svingede med bøtten med med brændende røgelse, der altid hører med til en mayaceremoni, og førte den rundt om hver af familiemedlemmerne.

Vi havde holdt os diskret i baggrunden og undladt at forestyrre den private ceremoni med lyden af digitalkameraer og blitz. En ung dreng, der havde vist os op på højen, kunne fortælle at bønnen drejede sig om familiens forretning, som tilsyneladende ikke gik så godt. I hvert fald bad de om flere kunder og bedre tider for forretningen.Vi listede stille af og lod dem fortsætte ceremonien, der kunne vare en pæn tid endnu, uden nysgerrige øjne i nakken.



Vælg land: