FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


En tur med kyllingebussen

04-11-2006 | Guatemala | Af Tina Agerbak

Normalt handler transport om at komme fra det ene sted til det andet, men hvis man giver sig hen til det, bliver en bustur nemt en rejse i sig selv. I hvert fald hvis man tager en tur med busserne, der kører fra by til by i Guatemala.

Rygsækfolket kalder dem for ”kyllingebusser”. Vel sagtens fordi man, hvis man er så heldig at få en siddeplads, kan risikere at få en kurv med kyllinger på skødet. Det er selvfølgelig, hvis der ikke er plads til flere kurve eller kasser med kyllinger, majs eller grøntsager oppe foran hos chaufføren mellem indgangsdøren og gearstangen.

Busserne har en fortid som skolebusser i USA, men langt de fleste er siden blevet malet i nye farver og mønstre, der passer bedre til en Guatemalansk sammenhæng. Hvis en bus er særligt kunstfærdigt udsmykket, kan man være heldig ligefrem af finde kunstnerens navn og telefonnr. foran i bussen – som reklame eller måske bare fordi han er stolt af sit arbejde.

Selvom de oprindelige farver fra skolebustiden i de fleste tilfælde er malet over, kan man stadig finde spor af bussens amerikanske fortid. Det kan fx være et skilt, hvor der står ”Your children´s safety is our business”. Eller bagpå kan der stå ”Stop for red signal”.

Et andet efterladenskab fra fortiden er sæderne, som ikke er skiftet ud – eller for den sags skyld – rykket for at give mere plads til voksne benlængder.
Det lader ikke til at være et voldsomt problem for langt de fleste Guatemalanere, der er mayaindianere og af natur en hel del mindre end de fleste nordboer. Men er man som jeg en mellemhøj skandinav et sted mellem 175 og 180, kan man lige akurat sidde lige op og ned med ret ryg og knæene ind mod sædet foran uden at det bliver ubehageligt.

Nu er det sådan, at sæderne er tiltænkt tre personer hver – altså igen børn – og gælder det voksne af normal bredde, kan de sådan cirka rumme 2½ numse. Når busserne fyldes op, skal der sidde tre på hvert sæde, og det kan faktisk godt lade sig gøre, for midtergangen er ret smal, og sidder der ligeledes tre på sædet overfor, kan man stemme hofterne mod hinanden og faktisk sidde ganske udmærket.
Ind til der er nogen der skal forbi.
Og det er der hele tiden.

På en eller anden mirakuløs måde så lykkes det hele tiden, at folk bevæger sig op og ned igennem bussen, mens nogen står af og andre står på. Og så skal det lige med at der selvfølgelig også står nogen op i det der er tilbage af midtergangen imellem sæderækkerne og rækkerne af sammenkoblede hoftepar ned igennem bussen.

Al denne bevægelse ud og ind, masen og skubben sker som regel i al mindelighed og uden konflikter, mens bussen bevæger sig igennem landet i skiftevis hæsblæsende fart nedad bakke og i sneglefart op ad bakke, hvor den gamle motor må kæmpe en hård kamp mod tyngdekraften.
Og det kan kun lade sig gøre på grund af konduktøren eller busassistenten. Han er uden konkurrence den vigtigste person på bussen – ja måske ligefrem selve bussens sjæl – og så kan du godt glemme alle indvendinger om chaufførens rolle.

Busassistenten er den, der hænger ud af bussen i den åbne dør og råber potentielle passagerer an. Han finder plads til deres bagage oppe foran, i hattehylderne eller oppe på bussens tag. Han dirigerer rundt med folk, så der bliver plads til alle. Han tager mod betaling, holder styr på, hvornår folk skal af og sørger for at de får al deres bagage med sig igen. Han hjælper chaufføren, hvis der er trafikpropper, bussen skal mase sig igennem, eller når den skal bakke.
Og så er han altid i godt humør.
Jeg er intet mindre end imponeret.

Det kan være et studie værd bare at iagtage, hvordan busassistenten bevæger sig igennem en propfuld bus. Jeg så engang en busassistent, der kravlede igennem bussen på ryggen af sæderne henover alle de siddende passagerer, mens han holdt fast i hattehylden. Et mere almindeligt trik er at kravle uden på bussen for at komme fra den ene ende til den anden. Flere tager turen ud gennem fordøren og op på taget, ned igen bagpå og ind gennem bagdøren. En lidt farligere version er at tage den samme tur på siden af bussen, mens man holder fast i vinduerne. Selvfølgelig mens bussen kører derudaf i fuld fart.

En altid spillende radio er et fast indslag i bussen. Som regel er det ”ranchera”- musik – en slags mexikansk country og western spillet med ”sombrero”, der handler om livets genvordigheder. Men det kan også være salsa, latinamerikansk rap eller latinpop fra USA. Og så er det en god idé at tage en jakke eller et tørklæde med på busturen. Ikke kun fordi det kan blive koldt i bjergene. Men også fordi vinduerne og fordøren næsten altid er åbne hele turen igennem.

Jeg holder meget af den form for frihed, der ligger i at tage afsted fra et sted til et andet i Guatemala – uden på forhånd alt for nøje at have planlagt, hvordan det kan lade sig gøre eller hvornår busserne kører. Forudsætningen er bare at have god tid og så er det en fordel ikke at have for meget bagage.

Man går ned til byens busstation eller til den vej, der fører ud af byen i den retning man skal. Så er der uden tvivl venlige folk, der guider en videre til det rigtige sted at vente på bussen og til den rigtige bus. Man kan selvfølgelig ikke altid regne med en direkte bus, men man kan uden tivl komme et stykke af vejen. Bliver man sat af ved et vejkryds er det bare at vente på den næste bus der kører i den rigtige retning.

Man kan som regel regne med at der vil være andre der også står og venter - måske oven i købet på den samme bus. Og så er der sikkert også en der sælger ”tamales” eller tortillasandwich med fyldte peberfrugter – og selvfølgelig cola eller vand på flaske. Der er flere af disse vejkryds, hvor et par centrale hovedveje mødes, der har udviklet sig til faste busventepladser med deres egen kultur – og de har også fået navn – som ”Los Encuentros” - ”møderne”, eller ”Cuatro Caminos” – ”De fire Veje”.

Er man langt uden for alfarvej, kan man være så uheldig, at den bus man venter på først kører om onsdagen. Så kan man prøve at få et lift på ladet af en pick up-truck eller en lastbil. Ellers kommer der måske en bus til et andet sted i en anden retninhg, hvorfra man kan komme videre – ad en omvej men fremad. Til sidst når man på en eller anden måde frem til bestemmelsesstedet.
Nogen gange ender man også et helt andet sted end tiltænkt - og er det måske ikke også en del af hele turen?




Vælg land: