FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Med dhow fra Tanzania til Zanzibar

18-10-2006 | Tanzania | Af Pernille Bærendtsen

De fleste tager flyet eller flyvebåden til Zanzibar. I august 2004 sejlede jeg i dhow til Zanzibar fra den tanzanianske kyst nord for Dar-es-Salaam. Det var ikke planlagt, men det gjorde ikke oplevelsen ringere. Tværtimod. Da jeg tilfældigvis stod i Bagamoyo kl. syv en mandag morgen, fordi jeg havde fået et lift med et par udviklingsarbejdere fra Mellemfolkeligt Samvirke, vidste jeg ikke at jeg 24 timer senere skulle ankomme til Stone Town på Zanzibar på traditionel vis. Det er den absolut billigeste og smukkeste måde at rejse til Zanzibar på, men også den længste og mest usikre.
 
Ombord på Dhowen - Foto Pernille Bærendtsen'Min ven har en dhow, der sejler til Zanzibar i aften!!'
Jeg har ikke været mange minutter i Bagamoyo før det vælter ind med tilbud om at sejle til Zanzibar i en dhow. Jeg havde læst om at sejle med dhow i en guidebog, så jeg vidste godt lidt om hvad det kunne indebære. Også at det frarådes på det bestemte, og at Tanzania øvrigt har forbudt udlændinge at sejle ud på åbent hav. En dhow er en traditionel, arabisk sejlbåd bygget af træ og med trekantet sejl. Dhowen bruges til transport af mennesker og varer langs den østafrikanske kyst. For år tilbage sank en dhow og alle omkom. Der var i dette tilfælde tale om europæiske turister, hvilket resulterede i forbuddet. Det er ikke ufarligt. Man sejler på åbent hav og uden redningsveste. Man sejler om natten, og uden brug af elektronisk udstyr eller mulighed for nødråb. Kun få dhows har en motor i reserve til at sætte ind, hvis sejlet skulle briste eller masten knække. Sandsynligheden for at de dhows, der har en motor også har brændstof, er lille. Jeg vidste at der ville gå lang tid, før jeg ville få muligheden igen - for at sejle til Zanzibar på traditionel vis – og gik så på havnekontoret for at ordne formaliteterne.
 
Læg dit hjerte ned
Bagamoyo er Tanzanias ældste by, grundlagt i slutningen af det 18. århundrede. Bortset fra et par moderne strandhoteller, fremstår byen fattig med tilfældig og faldefærdig arkitektur. Men byen har også et svagt sus af tidligere tiders storhed – de gamle bygninger bærer præg af de indiske og arabiske handelsfolk, af den tyske kolonimagt og de kristne missionærer som gennem historien har lagt beslag på Bagamoyo. I den første halvdel af det 19. århundrede var byen center for handel med elfenben og slaver, og senere hovedstad i tysk Østafrika fra 1891. På swahili betyder Bagamoyo (Bwaga Moyo) 'læg dit hjerte ned'. Helt fra Lake Tanganyika og Usambara førte araberne slaverne ud til kysten, hvorfra de blev stuvet om bord på dhows, der sejlede dem til Zanzibar og herfra videre ud i verden. Når slaverne forlod Bagamoyo, så de Afrika for sidste gang, dermed også deres frihed.
 
Endnu et billede ombord på dhowen - Foto Pernille BærendtsenLivingstone og Stanley
De europæsiske opdagelsesrejsende rejste den modsatte vej. Fra Europa til Zanzibar, og videre med dhow til Bagamoyo, hvor bla. Stanley og Livingstone satte af, når de rejste ind på det afrikanske kontinent. Livingstone i 1866 for at lede efter Nilens udspring, og Stanley i 1871 for at lede efter Livingstone. Stanley fandt som bekendt Livingstone i Ujiji. Livingstone døde kort tid senere i 1873 i Zambia, efter endnu et forsøg på at finde Nilens udspring. Hans to trofaste bærere, Susi og Chuma bar ham tilbage til Bagamoyo – en gåtur på flere tusinde kilometer. Ved Bagamoyo's katolske katedral er der i dag indrettet et museum til ære for Livingstone og afskaffelsen af slaveriet, som officielt ophørte i 1873. Bagamoyo opretholdt dog sin position som udskibningssted for slaver til udgangen af det 19. århundrede. Det lille kapel, hvor man kortvarigt opbevarede Livingstones lig før han blev sejlet fra Bagamoyo til Zanzibar i en dhow, står stadig.



Gode råd

På stranden var de første dhows ankommet tidligt om morgenen ved højvande. Ankomsten er tilpasset tidevandet, som her svinger flere meter. Når tidevandet trækker sig tilbage, ligger bådene nærmest skibbrudne hen, mens folk kan tømme dem tørskoet for varer fra Zanzibar. På havnekontoret betalte jeg en pris og fik udleveret et blankt A4 med tilhørende krav om at skrive 'Jeg gør dette af egen fri vilje og påtager mig det fulde ansvar for mit eget liv'. Jeg tilføjede min nationalitet, for som de sagde 'så var det lettere at kontakte ambassaden i tilfælde af dødsfald'. Herefter skulle jeg vælge hvilken dhow, jeg skulle sejle med. 'Du skal sejle med en dhow, der har en motor'. 'Ja, og du skal med en dhow, der ikke lastes med kulsække eller fisk'. De selvbestaltede guider sloges videre om mig i strandkanten. Og inden at jeg havde nået at forveksle den tanzanianske venlighed med indtjeningsmulighed, havde de både inddelt min dag imellem dem, og bestemt hvilken dhow de senere skulle sætte mig på.

Dhow i solnedgangen - Foto Jesper GuhleBeach boys
Bagamoyo's guider er et interessant fænomen. Jeg havde hørt mange rygter om Bagamoyo, om turister der blev overfaldet på stranden. Nogle sagde at Bagamoyos beach boys selv har skabt disse rygter for at kunne tjene penge på usikre turister, andre at der vitterligt var hold i dem. Det var min første gang på egen hånd i Afrika, og selvom jeg lige havde sagt ja til at krydse det Indiske Ocean i en træbåd, vidste jeg også at jeg skulle tage mine forholdsregler – og holde folk på afstand. Det er lettere sagt end gjort. Folk er gode til at stikke hele snotten op i ansigtet på én for at få dig til at forholde sig til alle mulige ligegyldige ting. Da jeg sad og ventede på afgang på en tom benzindunk ved havnefronten i bragende mørke, var jeg ved at fortryde min plan. Ham der fulgte mig gennem mørket og ned til båden, blev ved med at tigge om et kamera; 'Når du kommer hjem til Danida, så sig at de skal sende mig et digitalkamera!' Jeg opgav at forklare, at Danida ikke er et land, og at de ikke sender digitalkameraer til tilfældige mænd i Bagamoyo.

Alle man omborde

Ved ebbe steg vi op i båden. Det er ikke en let sag at forcere en fugtig og fedtet ræling. Indersiden stank af fisk og urin. De andre dhows lastedes med kulsække. Vores dhow lastedes med vandmeloner, et tre-fløjet klædeskab og skumgummi. Jeg og en anden kvinde med et lille barn fik lov at indrette os på skumgummien. Resten af selskabet, omkring 20 mænd og en styrmand indtog deres pladser på de rå planker. Jeg prøvede at sove, mens vi ventede på højvande. Omkring midnat skibede vi ud. Jeg lå på ryggen og kiggede op i stjernerne, og den sidelæns vuggen fik mig omsider til at falde i søvn. Jeg vågnede lidt senere ved den skrattende lyd fra en lynlås. Da jeg åbnede øjenene, så jeg en mand i flyverdragt, pisse over rælingen. Jeg kunne pludselig mærke, at jeg selv skulle tisse. Jeg prøvede at få øjenkontakt med styrmanden, og håbede at 'I need a toilet' kunne forklare min nød. Styrmanden grinede, og pegede på rælingen. Da jeg protesterede, fandt han en spand og en kæmpestor olieret pressening frem. Da jeg sad på hug over spanden, under presseningen med 20 afrikanere omkring mig, var det svært ikke at grine. På samme tid både ærgeligt, men nok også bekvemt, ikke at skulle dele oplevelsen med andre der kunne se komikken.

Dhow ud for Zanzibar - Foto Jesper GuhleAnkomst til Stone Town

Nattens oplevelse stod i stor kontrast til det jeg så, da jeg vågnede. Solen ramte os os med sine varme stråler ude på det åbne hav. Delfinerne svømmede langs med båden. Jeg gned mine øjne, og kunne mærke at jeg havde aftaget lugten fra båden. Jeg måtte konstatere, at det meget vel er eksotisk at rejse minimalistisk, men jeg havde også på fornemmelsen at Stone Town ville kræve lidt mere end det min taske indeholdt. Jeg havde SMSet et hotel på Zanzibar som tilbød at hente mig på havnen; 'Hvornår ankommer du?', skrev de. Jeg havde ingen ide. Dem som satte mig på båden, sagde at det ikke ville tage mere end fire timer. Det tog omkring otte, og først ved 8-tiden om morgenen kunne vi skimte Zanzibar i horisonten. Vandet blinkede som diamanter på turkis silke, og palmerne svajede i den lune vind. Flere dhows kom til syne, og som var det aftalt, sejlede vi som en flåde ind mod Stone Town.

Kontraster

Afrika er fuld af kontraster - og lige meget hvordan man vælger at rejse rundt, er balancen mellem det sikre og det usikre, meget fin. Kontrasten fra stanken af fisk og at sove ved siden af 20 afrikanerne til storslået, afrikansk stjernehimmel og morgensol med udsigt til Stone Town, gjorde oplevelsen intens. Og det gik godt denne gang. Men man skal overveje grundigt, hvad det er man gør. Usikkerheden er en væsentlig faktor, og hvis man fortryder undervejs, bliver man ikke hentet i land. Hvis man vil opleve Zanzibar fra søsiden, er et langt sikrere alternativ at hoppe på nogle ad de mindre både, der tilbyder turister at sejle langs stranden ved Zanzibar. Jeg har senere rejst til Zanzibar på mere bekvemme måder, men denne første gang, hvor jeg måtte slide for det, gjorde det største indtryk. Og nogle ting skal som bekendt prøves bare én gang.
 
Pernille Bærendtsen arbejder som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda. Du kan læse mere om hendes oplevelser på hendes blog, http://pernille.typepad.com/



Vælg land: