FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Male

04-10-2006 | Maldiverne | Af Mårten Florentz

Maldivernes hjertepuls udgår fra hovedøen Malé, som ligger midt i øgruppen. Øen er dækket af etagebyggeri og ligner slet ikke en tropeø. Men øen har en række små hemmeligheder som klart er et besøg værd – og så er det en lidt underlig oplevelse at vandre rundt i en moderne storby på størrelse med Nørrebro og som er omgivet af vand. Faktisk vokser byen så meget, at man har inddæmmet nyt land – midt i det indiske ocean!

Mange kommer til Maldiverne for at holde ferie på et af de utallige ressorts som ligger på nogle af de ca. 300 beboede øer i øgruppen. Der er i alt over 1200 øer i hele republikken som strækker sig over ca. 800 km fra syd til nord. Turisme er da også langt den største industri i Maldiverne, men hvis man er på vej til et resort, så planlæg et stop i Male inden hjemrejsen. Det er det værd, og byen/øen kan opleves på en enkelt dag.

Male er Maldivernes hovedstad og centrum for al ind- og udrejse fra den selvstændige republik. Der kræves ikke visum for indrejse og man er hurtigt ude af lufthavnen. Har man booket plads på et ressort, vil man med stor sandsynlighed blive hentet i lufthavnen og sejlet direkte til sin destination, hvis man da ikke tager en vandflyver. Men på tilbageturen er der som regel plads til at man kommer af sted i god tid og kan opdage Malé på egen hånd inden den endelige afrejse hjemad.
 
Der sejler vandbusser i pendulfart mellem lufthavnen (som ligger på sin helt egen ø) og den nordlige landgang på hovedøen. Turen koster ca. 1 USD pr person hver vej. Herfra kan hele Malé klares til fods, men hvis man ønsker det er der også taxi-services (!) på den lille ø i denne én af verdens mindste hovedstæder.
Selve øen er fyldt med butikker langs de to hovedgader – Chandanee Magu og Majeedhee Magu – som krydser hinanden på midten. Disse to gader inddeler bekvemt øen i 4 kvadrater, som ellers er et findelt net af små gader og stræder fyldt med små hemmeligheder. Men på grund af den relativt lille økonomi, så er der i disse butikker ofte gode køb at gøre på internationale mærkevarer, og selvom butikkerne ikke lever op til vestlig standard i al almindelighed, så er det heller ikke ren banarepublik..

I de to sydlige kvadranter ligger større boligkvarterer og den tungere industri, og er som sådan ikke et besøg værd som turist. Der anbefales det at lægge vægten på de to nordligste kvadranter.
I den nordvestlige kvadrant finder man det muslimske centrum blot 2 gader fra Chandanee Magu langs Medusiyaarai Magu. Her ligger de ældste moske i Maldiverne – Huskuru Moskeen eller ’Fredagsmoskeen’ – som blev bygget allerede tilbage i 1700-tallet. Ønsker man adgang hertil skal det aftales med det de muslimske autoriteter på forhånd, men man ser det uden problemer ude fra, hvis man ikke har tid til bureaukratiet. Den ligger sammen med en traditionel gravplads og både på moskeen og på gravstenene ses mange flotte udskæringer og detaljer.

’Fredagsmoskeen’ blev i 1984 afløst af ’Den Store Fredagsmoske’ som blev bygget i fællesskab af de store arabiske nationer som Brunei, Marokko, Saudi Arabien, Iran mv. og fremstår som et fantastisk monument – ikke blot for islam, men også for det fællesskab der er imellem de muslimske nationer og den styrke det er at stå sammen om en fælles sag.

Moskeen er fantastisk at gå rundt og den huser 45.000 bedende maldivere – eller ca. halvdelen af byens/øens indbyggere. Selve hjertet af moskeen er en storslået håndværksmæssig bedrift, hvor en 10 meter høj og 25 meter bred håndudskåret træfrise smukt indrammer rummet – og giver det en majestætisk følelse. Man kan ikke andet end at imponeres over dette stykke arbejde. Som i så mange religiøse rum fyldes man med ro og andægtighed, samtidig med at man bare nyder de smukke og rene linier i arkitekturen – glemt er mohammed-kriser og civilisationskrige.

Selvom Maldiverne er et muslimsk samfund, hvor kun islam er tilladt – alle religiøse symboler konfiskeres i lufthavnen ved indrejse på samme vis som alkohol og madvarer - så er landet ikke mere muslimsk, end at der tages ret let på det set over en bred kam. Der er alle ekstremer af den muslimske tro at finde i denne by, hvor man ser ortodokse burkaklædte kvinder følges med veninder i shorts og kort top. Den holdning man ofte mødes med er en respekt overfor det faktum at man ikke er muslim men af en anden tro, da ”vi jo alle sammen dybest set tror på det samme”. Så selvom der leves efter muslimske forskrifter, og alkohol ikke kan købes i supermarkeder og på restauranter, så er der som sagt generelt et meget afslappet forhold til religion.

Da islam er statsreligion er der reelt ikke noget alternativ, så man er pr. definition islamister, men ikke nødvendigvis troende. Dog fastholdes de 5 daglige bønner, som oven i købet kræver at butikkerne lukker i bestemte perioder i løbet af dagen. Mange butikker lukker dog kun af pligt og ikke alle beder 5 gange om dagen – endsige 5 gange om ugen.

Området omkring det islamiske centrum er dog meget spændende og klart et besøg værd.

Ikke langt fra det islamiske centrum ligger de lokale markeder, hvor alt fra hakker til friskfanget fisk kan erhverves. Der er som altid en hektisk aktivitet og de mange små gader gør det svært, men ikke mindre uinteressant at bevæge sig rundt. Der fanges primært tun i farvandene omkring Maldiverne, og det er kun tilladt at bruge traditionelle metoder for at undgå overfiskeri – trawl er bandlyst og underlagt store bøder hvis man fanges i at bruge den slags. Så den står på long-lining eller traditionelle net – hvilket dog ikke forhindrer fiskerne i at hive store fangster hjem hver dag. Området er som sagt hektisk og travlt – især om eftermiddagen hvor fiskerbådene kommer i land – og praktisk taget lander sprællende fisk til de ivrige husmødre og restauratører som står og venter. Og lad det være sagt – fisken smager himmelsk på Maldiverne…

Ellers er Malé en travl og hektisk by fyldt med knallerter og mennesker på vej – man skulle tro at alle kører i ring dagen lang. Man kan få meget ud af at blot vandre rundt i byen og opleve livets gang. Og vil man have noget at spise er der mange restauranter og cafeer at vælge imellem – og vil man have en øl eller en drink er det bare at søge til det nærmeste hotel med en bar; der må man nemlig gerne servere alkohol…

Flere billeder fra Male
 



Vælg land: