FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Valencia

01-06-2006 | Spanien | Af Øyvind Bordal

Valencia ligger på den spanske vestkyst, altså mod Middelhavet, nogenlunde på samme breddegrad som Mallorca. Det er Spaniens tredje største by, med et befolkningstal på en lille million. Der tales to sprog: Spansk og ”Valenciansk”.
 
Valencia -den gamle bydelPå en måde passer det meget godt sammen: America´s Cup er på en gang en stærkt historisk og klassisk begivenhed, og en hypermoderne, højteknologisk event. Sådan er værtsbyen Valencia også. Da det svejtsiske Team Alinghi slog Team New Zealand i finalen under America’s Cup i Auckland 2003, stod én ting klart: ”The ugly mug” skulle returnere til Europa efter 152 år i hhv. USA, Australien, og New Zealand. Men der var et problem: Med mindre den næste America’s Cup skulle foregå på ski, var det nødvendigt for det svejtsiske bjergfolk at finde en værtsby med direkte forbindelse til det blå saltvand. Team Alinghi havde ambitioner om at beholde pokalen, så de besluttede at finde et sted, som favoriserede deres stærke sider. Erfaringsmæssigt sejlede de hurtigt i let vejr og ”choppy”, dvs. korte bølger, hvilket udelukkede Atlanterhavet. En interesseret by ved Middelhavskysten blev hurtigt målet. Valget landede som bekendt på spanske Valencia – Spaniens tredje største by havde store havnefaciliteter, et ambitiøst og ekspansivt byråd, og forholdene på vandet svarede meget godt til de ønsker, som det svejtsiske hold havde til vejr, vind og bølgeforhold. Og i dag er byen tydelig mærket af den pågående begivenhed: Alle steder hænger store posters og plakater med de fotogene America’s Cup både i forskellige vinkler og situationer. Byggearbejder og nye hoteller, store PR-fremstød, et uendeligt udbud af AC-accesories, og et voksende internationalt miljø sætter tydeligt sit præg på Valencia. Når en af verdens største sportsbegivenheder indtager byen, går det ikke stille for sig. Selve Port America´s Cup er allerede et in-sted for byens befolkning, og det spektakulære anlæg tiltrækker både turister og fastboende - også dem uden tilknytning eller forhåndsinteresse i sejlsport.

Men hvad kan Valencia ellers byde på? Næste sommer vil turister og sejlsportsinteresserede valfarte til byen, i forbindelse med Louis Vuitton Cup og selveste finale-sejladserne om America´s Cup. Byen vil blive en heksekedel af sejlere, journalister og mediefolk, tilskuere og tilrejsende publikum, og i det hele taget folk med forskellige former for tilknytning til sejlsporten. Mange af dem vil have familien med. Sandsynligheden er stor for at mange vil føle behov for at se andet og mere end kun havnen og baneområdet, når de nu er i Valencia. Vi har kigget lidt på byens ”hot spots”.

For førstegangs tilrejsende er det groft sagt to steder, udover byens ansigt mod Middelhavet, som er særlig spændende. Det ene repræsenterer det historiske, det andet det moderne. Valencias gamle bydel er en af Europas største, historiske bydele. En sightseeing i Valencia begynder gerne her. Dele af den er erklæret som ”World Heritage” af UNESCO, og denne del af byen går faktisk helt tilbage til romersk tid. Spanien var derudover - i tidlig middelalder - arabisk besat (de såkaldte maurere), og indflydelsen fra både romersk og arabisk kultur gør sig gældende i den gamle bydel. Gaderne er smalle, og man har forstået at bevare en antik, klassisk glød og patina som giver bydelen en særlig atmosfære. Der er masser af barer, cafeer og restauranter, og nattelivet florer livlig både her og i andre dele af byen. Valencias klubliv har faktisk været kendt over hele Europa i mange år. Det rigtige, pulserende natteliv begynder ret sent - først godt efter midnat – og fortsætter helt til den lyse morgen.

Ciudad artes y cienciasImellem den gamle bydel og Middelhavet ligger et bælte fyldt med noget af Europas mest futuristiske og moderne arkitektur. Træk vejret: Ciudad de las Artes y las Ciencias de Valencia er det imponerende navn på et center for kunst og videnskab, som tager pusten fra de fleste, ikke kun når det skal udtales, men bestemt også når det beskues første gang. På den tidligere flodbund af floden Turia har Santiago Calatrava og Félix Candela skabt et helt område med arkitektoniske krumspring, fyldt med udstillinger, events, forestillinger, koncerter, restauranter og meget andet. Her findes IMAX filmshows, opera, planetarium, og museer med historiske og moderne samlinger med relation til kunst og videnskab. Gulliver børnepark er et spændende bekendtskab for ungerne, som jo ellers kan være vanskelige at motivere under storby-ferier. Og bygningerne i sig selv er så eksperimentelle i sin udformning, at selv folk med begrænset eller ingen interesse i arkitektur bliver fascinerede.

Restaurant i ValenciaValencia regnes for paellaens hjemby, i hvert fald af byens egen befolkning, og forskellige varianter over temaet kan fås alle vegne. Ellers er de gastronomiske muligheder talrige: I Valencia hentes mange af råvarerne fra køkkenhaven, den såkaldte ”huerta”, og selvfølgelig fra Middelhavet. Fisk, skaldyr, friske urter og grønsager, samt et udbud af skinke som slår det meste, er nogle af hovedtemaerne når det gælder mad. Tapas – små retter der spises i stort antal og over lang tid, samt nedsvælges med rigelige mængder lokal vin – er en attraktion man ikke bør forlade Valencia uden at få med sig.
Syd for byen ligger L’Albufera, en stor naturpark omkring en sø, som lokalbefolkningen er meget stolte af. Udover den slående natur, valfarter folk hertil for at studere fugleliv og menukort; Restauranter og fugle flokkes rundt bredden, og den kulinariske standard går for at være høj, både for gæster med og uden vinger. Der er ellers flere naturområder i regionen: Alto Turia, El Rincón de Ademuz, og El Valle de Ayora er nogle af de centrale navne i den forbindelse. Og har man udforsket den gamle bydel, kunsten og videnskabens by, og naturområderne omkring, er det vel naturligt igen at rette blikket mod det blå Middelhav. Strænderne Las Arenas og La Malvarrosa er lange, hvide sandstrænder hvor også de sol- og badehungrende kan få sit. Herfra er vejen ikke lang tilbage til det som selvfølgelig vil være byens nerve og omdrejningspunkt det næste års tid: Port America´s Cup.
 
Øyvind Bordal
Freelance journalist
Læs mere på



Vælg land: