FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Ankomst til Uganda

04-06-2006 | Uganda | Af Mårten Florentz

De fleste ankommer til Uganda via Entebbe International Airport, hvor den ubehagelige befrielsesaktion "Operation Thunderbolt" fandt sted, efter et fly fra Air France blev kapret og fløjet til Entebbe tilbage i 1970'erne. Lufthavnen er ikke nær så imponerende som sit ry, men den er til gengæld så overskuelig og effektiv, at man hurtigt er ude i "det virkelige Uganda".
 
Mine personlige erfaringer fra Afrika er primært fra det sydlige Afrika, hvor kriminalitet og uroligheder er meget udtalt. Jeg var derfor meget påpasselig og opmærksom på mine omgivelser. Hurtigt stod det meget klart, at uganderne er utroligt venlige, hjælpsomme og - frem for alt - smilende. Efter en hektisk og sindssyg tur rundt i Kampala, for at betale diverse overnatninger på lodges i min videre færd samt skaffe SIM-kort til mobilen, lykkedes det mig efter et par fejlkørsler at komme ud af byen. Trafikken er for sindssyg og der hersker totalt kaos i gaderne - anarkiet på det trafikale plan råder max! Jo større bil du kører i, jo bedre, og er man en lille smule hårdkogt og kynisk, kan man sagtens få skaffet plads og komme rundt. Jeg har kørt bil i Mexico City, men det frustrerende ved at køre bil i Uganda er den manglende skiltning. Så med mindre man er lokalt kendt, så er det svært at holde fokus på vejen og kort samtidig, og desuden finde vej igennem kaoset.
MEN det lykkedes mig at komme fri at storbyens kæber og var pludselig på vej med en fuld tank diesel og masser af forhåbninger - som ret hurtigt skulle udskiftes med en lind strøm af bekymring.

Jeg var for det første 4 timer forsinket (fordi det tog en krig at finde parkering (!) inde i byen og fordi det tog lige så lang tid at komme ud af byen) og så var skiltningen jo mildt sagt ringe. . og jeg havde kun et 4 år gammelt kort at køre efter. Men efterhånden som man stille og roligt kommer igennem de få afmærkede byer på kortet begynder indtrykkene at vælte ind. Overalt er der overlæssede cyklister og gående i vejkanten (og til tider midt ude på vejen!), og jeg måtte af flere omgange kaste bilen til venstre (yep - der er venstrekørsel) for at undgå de busser der fulde af folk, kvæg og bananer kom susende imod mig med en bekymrende luv og skæv sporing. Når du nu kan læse disse linier er det fordi der ikke skete mig noget og det skulle vise sig, at det bare var mig der var for pylret og vant til at køre i pæne DK - men jeg fik hurtigt hår på kofangeren og fangede rytmen.
 
For at tegne et hurtigt mentalt billede af det landskab man kommer igennem, så er det på det meget bakket terræn og utroligt grønt. Der er masser af papyrus, bananpalmer og uopdyrket land med akacietræer og andet jeg ikke lige kunne genkende. Og byerne man kører igennem består typisk af én gade(landevejen), som så har små støvede sideveje som folk bor ved. Byerne minder i skræmmende grad om de byer jeg har set på Jamaica - lidt a la de byer man ser i westerns, blot af mursten og bliktage; og et mylder af mennesker der er på vej på knallert, cykel eller gående. Overalt er der støvet af rød jord, og der er intet fortov - kun støvet jord ved siden af vejen. Ved hver by er der et væld af handlende, rejsende og andet godtfolk. Det er som om livet foregår ved hovedvejen – og det er egentlig ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at den er det eneste forbindelsesled mellem Nairobi og Kinshasa. Så der er en hel del tung trafik til tider, men vejene er så tilpas brede, at det ikke gør noget. Skal man rejse østover fra Kampala bør man tage sine forbehold, da vilkårene der er mere barske og vejen er meget dårligere.



Vælg land: