FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Sifnos i Grækenland

12-09-2007 | Grækenland | Af Sandra Leidersdorff

Sifnos er en utrolig hyggelig ø. Den er ikke specielt stor, hvilket er en del af dens charme. Man fornemmer virkelig den afslappede stemning, så snart man træder i land fra færgen. Som kyklade har den de karakteristiske blåmalede døre og vinduer –og ikke mindst den skønne mad.
 
Udsigt over havnen i Kamares!Vi er syv personer afsted sammen og bor i tre lejligheder, ejet af en meget venlig græker, i havnebyen Kamares. Vi har alle udsigt udover det meste af byen og havet. Går vi ned af en trappe og krydser vejen er vi på stranden. Det er en lille strand, men med fint sand, meget klart vand og nogle hyggelige træer, hvorunder man kan komme i skygge. Der er ikke helt sort af mennesker, så man kan sagtens finde en plads for sig selv. Selvom byen ikke er særlig stor er der masser af restauranter at vælge mellem, og bortset fra nogle få italienske, så har de alle stort set det samme at byde på. Så det er op til en selv at finde sit yndlingssted, eller bare prøve en masse forskellige. Vi fandt en lille hyggelig restaurant, der er ejet af et gammelt ægtepar og børn og svigerbørn hjælper med at servere. Selvom menuen som sagt ikke er så meget anderledes end de andre steder vi prøvede, så har den bare noget specielt over sig. De er simpelthen så flinke og maden er bare skøn.
 
 
Efter at have prøvet byens egen strand et par dage tager vi den lokale bus ud til en strand, der hedder Crysopigi. Her ligger en kirke placeret midt ude på nogle klipper omgivet af vand. Det er et meget smukt syn. Vi går forbi kirken og kommer helt ned til vandet. Her ligger vi os på nogle klipper, hvorfra vi kan springe i vandet. Her er vandet endnu mere klart end i Kamares og derfor rigtigt godt at snorkle i. Ud for klipperne bliver der hurtigt meget dybt –omkring 10-15 meter. Men inde ved klipperne er der fantastisk meget at se på, ikke mindst fisk, som er over det hele. Faktisk er nogle af dem ret farvestrålende at se på. Sigtbarheden er utrolig god og sammen med lyset giver det nogle rigtig flotte farver. Udover klipperne er der også en rigtig strand ved Crysopigi. Sandet er dog lidt grovere her, og der er sten- i stedet for sandbund ude i vandet. Hvilket også gør at vandet er meget klart. Også inde fra stranden kan man svømme ud til nogle andre klipper, hvor det også er ret spændende at snorkle. På stranden ligger én restaurant, men den er til gengæld og meget hyggelig og maden er god.
 
Bugten i Heronissos!En anden dag tager vi en taxa ud til en anden strand, der hedder Heronissos. Den ligger i en meget lille aflang bugt, der snor sig så man ikke kan se resten af havet. Der er rigtigt hyggeligt og charmerende med de mange fiskerbåde, der ligger i bugten. Stedet virker meget lokalt og udover os, er der kun en anden familie på stranden. Her er to fiskerestauranter, der begge ligger helt ned til vandet. Det er meget nemt at komme omkring på øen, for der kører en masse lokale busser det meste af dagen. Prisforskellen mellem det og en taxa er ikke så forfærdelig stor, så hvis man vil gøre køreturen kortere – og noget hurtigere – er dette et udmærket alternativ. Der er dog noget charmerende ved at tage de lokale busser, og det giver en mulighed for at se det meste af øen.
 
 
Sifnos er et utroligt hyggeligt sted at holde ferie, og kommer man lidt ude for sæsonen, er der ikke særligt mange turister. Det er også mange grækerne, der selv tager derud for at holde ferie. Og de der bor der, er meget venlige og imødekommende og altid friske på en lille sludder. Kameres er som sagt en lille hyggelig og stille fiskerby, men der er altid et leben, idet det er her færgerne lægger til. Det betyder at alle turister –og lokale, der skal til Sifnos kommer igennem Kamares. Mange gange dagligt lægger en færge til, og så myldrer det ud med nye forventningsfulde og glade mennesker.
 
Se også:
Fra København til Sifnos (hvordan man på egen hånd tager fra Danmark til Sifnos)
Kirken på toppen (om trek til en af de utallige kirker på Sifnos)
Strandene på Sifnos
 
Andre græske øer
Amorgos
Serifos
Milos
 
Flere billeder fra Sifnos
 



Vælg land: