FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  

Marrakech – den røde by i Marokko

1. januar 2012 | Marokko | Af Sandra Leidersdorff

Da vi skulle på en forlænget weekend i slutningen af november, faldt valget på Marrakech i Marrokko. Nogle vil nok mene, at det er et lidt atypisk valg af destination til en storbyferie, men da man nu kan flyve direkte dertil, er det et spændende alternativ til de mere typiske storbydestinationer som f.eks. Rom, Barcelona, New York osv.
 
Vi tog af sted meget tidligt onsdag morgen og fløj direkte med Norwegian fra København til Marrakech. Flyveturen tog ca. 4 ½ time, og vi landede allerede i Marrakech kl. 09.50 (der er en times tidsforskel). I lufthavnen blev vi hentet af en taxa, som var arrangeret af hotellet. Vi skulle bo på Ryad Dyor, som vi havde booket hjemmefra. Det var utroligt svært at vælge hotel, da de alle sammen så meget hyggelige ud og næsten alle sammen lå mere eller mindre samme sted. De fleste hoteller er såkaldte ”ryads”, der er kendetegnet ved en gårdhave i midten og typisk 6-7 værelser. Vi kom dog ikke til at fortryde vores valg; fra det øjeblik vi trådte ind ad den store blå port ind til hotellet, følte vi os hjemme. Det var som en oase midt i storbyen og der duftede sødt og var så roligt, at man med det samme følte sig godt tilpas. Vores værelse var virkelig flot, og den dertilhørende tagterrasse var perfekt til at nyde eftermiddagssolen. Morgenmaden blev serveret, hvor og hvornår vi ønskede det. Personalet var ubeskriveligt venligt og gjorde alt for at hjælpe. De kom med forslag til restauranter, seværdigheder og udflugter – som alle levede op til deres anbefalinger.
Marrakech
 
Vi havde næsten fire hele dage i Marrakech, da vi først skulle flyve hjem igen lørdag aften. De første dage brugte vi på at gå rundt og opleve byen, nyde solen på tagterrassen om eftermiddagen og spise god mad om aftenen. Marrakech er delt i en gammel og en ny bydel. Den gamle bydel er omkranset af en 19 km. lang bymur og bliver kaldt ”Medina”. Hele denne bydel fremstår rød, da den er bygget af sten og grus fra de omkringliggende bjerge, der har et højt indhold af okker. Når solen går ned, er den røde farve endnu mere iøjnefaldende, og man forstår, hvorfor marokkanerne kalder den for ”den røde by”. Inden for bymurene er der mange gader, hvor der ikke kan køre biler – det betyder dog ikke, at man som fodgænger kan gå sikkert rundt, for der er ikke den lille gade, hvor der ikke kører knallerter og scootere. Så det er om at se sig godt for. Dog afslører deres larmen dem god tid i forvejen…
 
Marrakech er ud over sin røde farve nok mest kendt for den store plads ”Djerma el Fna”, som er et Unesco World Heritage Site. På pladsen finder man alt fra slangetæmmere til gadesælgere og hyggelige caféer. Om aftenen forvandles pladsen til ét stort gadeteater. Slangetæmmerne er der stadig efter mørkets frembrud og har nu selskab af andre gøglere, der optræder – vel og mærke for at få penge for det. Samtidig stilles der en masse gadekøkkener op, og så vidt vi kunne tælle, var der over 100. Her laver de traditionel marokkansk mad, det meste tilberedt på grill. Det er overraskende billigt, hvilket betyder, at der også er mange lokale familier, der spiser her.

Som alternativ til gadekøkkenerne findes der et utal af restauranter i Marrakech. Alle de steder, vi spiste, var virkelig hyggelige og fine – og maden var virkelig god. Blandingen af det arabiske og franske køkken giver et overraskende godt udfald. Det var heller ikke særligt dyrt at gå ud og spise de mere pæne steder; vi gav ca. 300 kr. for 2 personer med forret, hovedret og vin. Flere steder kunne man også bestille en tre- eller femretters menu – det var selvfølgelig lidt dyrere. Marrakech
Foruden de mange gadesælgere på ”Djerma el Fna”, er et stort område af den gamle bydel de såkaldte ”souks”. Souk betyder marked, og området er inddelt i ”spice-souk”, ”gold-souk” osv. – alt efter hvad der sælges. Markederne er utroligt betagende med sine mange farver og overdådige udvalg af alt mellem himmel og jord. Man kunne få flere dage til at gå bare med at kigge – hvis ikke de var for de mange sælgere, der desperat prøver at få en til at købe noget. Man kan holde til et par timer, men så får man også nok, og må trække sig tilbage på en cafe eller hotellet for at få et pusterum – men det er selvfølgelig også en del af charmen.
 
Da vi havde set, hvad vi synes, der var at se inde i selve bymidten, herunder flotte moskeer, gamle grave, et par parker og den nye bydel – som kunne minde lidt om en europæisk by – besluttede vi os for at tage en halv dag ud til Ourika Valley for at trekke op til nogle vandfald. Det var en rigtig spændende tur og ikke mindst en god mulighed for at få set lidt mere af Marokko end bare storbyen Marrakech. Der er et væld af muligheder for endagsture, bl.a. kan man også tage op og trekke eller stå på ski i Atlasbjergene, som ligger kun en times kørsel fra Marrakech, og hvis højeste punkt er på intet mindre end 4167 meter.
Jeg kan helt klart anbefale en forlænget weekend i Marrakech. Det var uden tvivl flyveturen værd – også kun for 3 overnatninger. Egentlig så var det en passende længde, for som med så mange andre storbyer, så bliver man træt af larmen og de mange mennesker efter nogle dage. Marrakech var arabisk på den gode måde – i modsætning til f.eks. Cairo, som jeg personligt ikke er så begejstret for. Der er meget ”1000 og en nats drøm” over byen, hvilket er meget betagende. Det er ikke sidste gang, jeg har været i Marrakech… Næste gang skal det muligvis kombineres med noget mere trekking.


Vælg land: