FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  

Luftballon over Wadi Rum i Jordan

15. november 2011 | Jordan | Af Sandra Leidersdorff

Jeg har altid godt kunne tænke mig at flyve i luftballon. Der er noget fascinerende og tiltrækkende ved den store farvestrålende ballon, man en sjælden gang i mellem kan spotte på himlen. Der er også noget romantisk ved tanken om at stå i en svævende flettet kurv et par tusinde meter over jorden, mens man ikke kan høre andet end vinden, der suser.
 
Min drøm skulle endelig blive til virkelighed, da vi i efteråret 2011 rejste til Jordan. En af de ting, vi gerne ville opleve her, var Wadi Rum-ørkenen – og kunne det gøres på en mere fantastisk måde end med luftballon?
 
Vi skulle meget tidligt op, da vi blev hentet kl. 5.30 på vores hotel. Herfra blev vi kørt ud til Wadi rum, hvor vi mødtes med luftballonkaptajnen Khaled og andet personale fra Royal Aerosports. Der var også andre, der skulle med på dagens flyvetur. Som det første sendte Khaled en lille ballon til vejrs for at kunne bestemme vindretningen. Han besluttede på baggrund heraf, hvor ”opsendingen” skulle ske. Vi kørte derfor lidt videre og Khaled og hans personale havde luftballonen med på en trailer. Det perfekte sted blev fundet og de begyndte at gøre luftballonen klar. Det var meget fascinerende at se, da ballonen blev fyldt med varm luft og den langsomt begyndte at tage form; pludselig stod der en kæmpe luftballon foran os, og kaptajnen råbte: ”Everybody in”. Så snart vi alle stod i kurven, fyldte han en masse varm luft i ballonen og langsomt begyndte kurven at lette fra jorden…
 
Det var en fantastisk følelse pludselig at mærke, hvordan vi svævede over jorden. Det var selvfølgelig planlagt sådan, at vi lettede da solen stod op. Wadi Rum-ørkenen havde en flot rød farve, der kun blev mere markant på grund af solopgangen. Da vi nåede den ønskede højde (omkring 1500 meter), stoppede Khaled med at fylde varm luft op i ballonen, og så lagde man rigtigt mærke til den stilhed, der er så langt oppe over jorden. Det var en utrolig og på en måde også uvirkelig følelse at hænge så langt over jorden i en kurv, der ”kun” blev båret af en stor ballon. Udsigten var intet mindre end fantastisk! Efter en god times flyvning gjorde Khaled klar til at lande. Langsomt lukkede han den varme luft ud af ballonen og vi begyndte at tabe højde. Han lavede en helt perfekt landing, hvor man dårligt nok kunne mærke kurven ramte jorden. Han fik dog lyst til at demonstrere, hvor hurtigt en luftballon kunne stige til vejrs og fyldte derfor ballonen med varm luft, hvorefter den steg lynhurtigt op. Det var en sjov fornemmelse, der kildede lidt i maven. Endnu en gang landede Khaled perfekt og vores ballontur var nu slut. På jorden stod personalet klar med kaffe og kage, som vi kunne nyde, mens de pakkede luftballonen sammen.
 
Det var intet mindre end en fantastisk oplevelse, der fuldt ud levede op til forventningerne om, hvor romantisk det må være at svæve i en stor farvestrålende ballon. Og jeg kan ikke tænke på en bedre måde at se Wadi Rum-ørkenen.
 
Billeder af udsigten fra luftballonen
 
 


Vælg land: