Walking Safari i Arusha National Park27-07-2011 | Tanzania | Af Peter Steen LeidersdorffJeg har været på safari tre gange tidligere, men aldrig på en walking safari. Så 8 timers afslapning, inden jeg skulle rejse hjem fra Tanzania, skulle selvfølgelig udnyttes til at opleve dette.
![]() Arusha National Park ligger 20 min fra det sted, jeg havde arbejdet de seneste 4 dage (MS-TCDC). Jeg blev hentet ved 7-tiden og kørt til parken. Efter lidt papirarbejde ved indgangen er vi inde i selve Arusha National Park. Det er en forholdsvis lille nationalpark - kun 137 km², hvilket ikke er meget i safariland nummer ét; Tanzania. Så snart vi er inde i parken, kan der ses vilde dyr. Der er intet hegn omkring parken, så dyrene er der af egen fri vilje. Langs vejen på vej mod ranger-kontoret, hvor min walking safari skal starte, så vi en masse giraffer, bøfler og zebraer. Ved ranger-kontoret kom jeg desværre til at vente i ca. 45 min. på min ranger, da rangerne åbenbart skulle træne i parade-march. Åbenbart meget vigtigt i nationalparken!? Endelig kommer min kvindelige ranger og jeg følger med hende ud langs en sti, der fører op mod den enorme bjerg Mount Meru, der pryder nationalparken. Bjerget er over 4.500 meter højt og er Afrikas 10. højeste bjerg. I Tanzania er det kun overgået af sin kendte nabo Kilimanjaro, hvilket man lige kunne skimte i horisonten om morgenen. Efter 5 min. er vi ude på et åbent område, hvor der er bøfler og giraffer. 15 meter fra os går 4-5 vortesvin, men da vi går tættere på, smutter de. Vi bevæger os over mod en gruppe af 4-5 giraffer, mens rangeren fortæller mig om de forskellige dyr. Generelt er dyrene meget rolige, da her ikke er ret mange rovdyr. Kun i skovene er her leoparder og hyæner, men det er vist sjældent, de bliver set. Så det er en god nationalpark at være i for de planteædende dyr. Det er rimeligt specielt at stå 20 meter fra girafferne, når man normalt sidder beskyttet i en safaribil. ![]() Efterfølgende går vi i retning af Mount Meru og ser en masse bøfler. De kan godt være aggresive og derfor har rangeren et gevær med. De virker dog ret ligeglade med os. Stien begynder langsomt at gå pænt op og vi når efter 30 min. et flot vandfald. Vi er de eneste heroppe og bliver her et stykke tid for at nyde synet. På vej tilbage ser vi flere giraffer, vortesvin, antiloper og bøfler. Alt i alt bliver det til ca. 2 timers walking safai. Efterfølgende kørte jeg rundt med min chauffør og så hele Arusha National Park. Her er mange bakker, skove og søer og generelt er den meget anderledes end Serengeti og de andre nationalparker i Tanzania. Vi så flamingoer, antiloper, zebraer, giraffer, forskellige aber og en meget sød lille dik dik. Til frokost kørte vi op på kanten af Ngurdoto krateret, der minder om Ngorongoro-krateret - bare i mini-udgave. Her var en utrolig flot udsigt ud over krateret og ekstremt mange sommerfugle. Som baggrundslyde var her en masse abe-skrig. Arusha National Park er perfekt til en endags udflugt. Ikke mere. Næste gang skal Mount Meru uden tvivl bestiges...
Vælg land:
|