FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Castell del Montgrí i Spanien

21-06-2011 | Spanien | Af Peter Leidersdorff

Er man i L'Escala eller L'Estarit området kan man ikke undgå at se Castell del Montgrí på toppen af Montgrí-bjerget. Det var vi og derfor skulle fæstningen selvfølgelig besøges - og det var hele turen værd.

Vi havde siden vores ankomst kigget op på Montgrí-bjerget og set fæstningen på lang afstand. Personligt er jeg mere end vild med gamle borge og bygninger, så jeg var selvfølgelig klar til at vandre derop, men de andre skulle lige overtales. Da vejret ikke var til strand, snorkling og lign, var det en smule lettere at lokke dem med. Castell del Montgrí
Vi kørte derop en eftermiddag og efter lidt rundture i byen Torroella de Montgrí, fandt vi skiltet til Castell del Montgrí. Der er en lille parkeringsplads, der hvor stien starter. Stien er afmærket hele vejen op til toppen. I starten er der en grussti, som går stille og roligt op. Omkring halvvejs oppe ligger der et par gamle vagttårne, som er meget fine, men desværre nu mest bruges til affald af turister. Her slutter grusstien og bliver mere til en sti gennem/over en masse sten og klipper. Et par gode sko kan anbefales.

Det tager ca. 40-50 minutter at nå toppen - alt efter hvor hurtigt, man vandrer. Solen kom frem under vores tur op mod fæstningen, men det var heldigvis ikke voldsomt varmt. Tager man turen om sommeren, så husk rigeligt vand.

Fæstningen Castell del Montgrí er et historisk bygningsværk omkring byen Torroella de Montgrí i Catalonien i Spanien. Fæstningen blev bygget mellem 1294 og 1301. For at kontrollere flytningen af greverne af Empúries besluttede retten i Barcelona, at Bernat de Llabià, guvernør i den kongelige by Torroella de Montgrí, skulle føre tilsyn med bygningen af en fæstning på toppen af ​​Montgrí bjerget. Arbejdet startede i 1294, men borgen blev aldrig gennemført. Efter disse dage, mistede fæstningen mistet sin strategiske værdi, men er i stedet blevet et symbol i regionen.

Fæstningens stil er som ​​de mellemøstlige fæstninger, der blev populære i Europa efter korstogene. De byggede cylindriske tårne, der ​​er fastgjort til væggene. Muren er 31 meter på hver led og jeg vil gætte på, at murene er 15-20 meter høje.

Fæstningen er ikke voldsomt imponerende, men er alligevel meget flot. Det er muligt at komme helt op på murene og ud på hvert af de 4 tårne. Man kommer op via en vindeltrappe i det ene tårn. Det er her, fæstningen viser sit værd. Udsigten er fænomenal. Man kan se hele vejen til Roses og pyrænæerne i nord, L' Esterit og Medes-øerne i øst, mod Palamos, Pals og Palafugell i syd - og langt mod vest ind i landet. Vi blev her i godt stykke tid og bare nød udsigten og "erobringen" af bjerget. Man forstår godt fæstningens strategiske placering.
 



Vælg land: