FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Turks and Caicos i Caribien

20-04-2011 | Turks-Caicos | Af Sandra Leidersdorff

Det har jeg aldrig hørt om” - gang på gang var det reaktionen, jeg fik, når jeg fortalte, at jeg skulle til Turks and Caicos. Der er dog tale om en caribisk øgruppe, der i dag er selvstyrende, men tidligere var en del af britisk vestindien, og som ligger oppe over Haiti.
Det var vist egentlig en tilfældighed, at vi lige faldt over Turks and Caicos. Vi skulle 5 dage til New York og ville derefter benytte lejligheden til at tage videre til Caribien en uges tid og få lidt varme. Vi startede med at kigge på Bahamas – men fandt hurtigt ud af, at det var meget dyrt og hovedsageligt var store resorts eller krydstogtsturisme. Da vi derfor blev opmærksomme på Turks and Caicos, der ligger lidt sydøst for Bahamas – og som virkede mere ”low-key” – slog vi til. Jeg fandt et lille hotel med 16 værelser i traditionel caribisk stil på hovedøen Providenciales. Hotellet var beliggende 2 minutters gang fra nok den mest kendte strand Grace Bay.

Det tog kun 2 timer og 45 minutter at flyve fra New York til Providenciales og pludselig stod vi i 30 grader i stedet for 5 grader. Hotellet, Caribbean Paradise Inn, var placeret i en rigtig hyggelig og frodig have og med en swimmingpool placeret i midten. Vi fik et rigtig dejligt værelse med terrasse ud til haven. Vi skiftede hurtigt til badetøj og 2 minutter efter stod vi på en helt fantastisk strand. Vandet var lidt mere turkist, end vi havde forestillet os og sandet var lige en tand mere hvidt og fint, end vi havde turdet håbe på. Vi fandt ud af, at hotellet lå rigtigt godt i forhold til restauranter og indkøbsmuligheder. Det tog ca. 10 minutter at gå ned til ”hovedgaden”, hvor der lå et stort supermarked og der også var et stort udbud af restuaranter/cafeer.
Caribbean Paradise Inn - Foto Peter Leidersdorff
De første par dage brugte vi på at slappe af og nyde stranden og ikke mindst det gode vejr. Hver dag var det ca. 28-30 grader og kun små skyer, som solen brændte igennem. Heldigvis blæste det også en del, for ellers var det virkelig varmt, da det samtidig var meget fugtigt.
Hjemmefra havde vi bestilt 3 dages dykning gennem dykkercentret Caicos Adventures. Vi blev hentet om morgenen ved vores hotel og blev kørt i bus ud til deres private havn på den modsatte side af øen. Herfra sejlede vi ud i deres dykkerbåd og dykkede to forskellige steder hver af dagene. I mellem dykkene var der frokost på båden og den ene dag, var der mulig for at springe fra klipper i vandet.
 

Det er også muligt at tage videre til nogle af de andre øer. Fra Providenciales kan man sejle til North Caicos og her kan man så leje en bil og køre videre til Middle Caicos. Der er også tur-arrangører, der tilbyder endagsture til de omkringliggende øer – enten med fly eller båd.
 
Vi havde 9 overnatninger på øen og det var helt tilpas. Vi kunne sagtens have taget videre til nogle af de andre øer, men formålet var at dykke og ellers slappe af og nyde de skønne omgivelser – og det må man sige, at vi fik gjort.
 
Det er ikke muligt at flyve til Turks and Caicos direkte fra Europa (man skal via USA), men vi hørte, at de er i gang med at udvide landingsbanen i lufthavnen, så det fra 2012 vil være muligt at tage imod de noget større fly fra Europa. Så hold endelig øje til næste år…




Vælg land: