FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Klatring i Sinaiørkenen

16-02-2011 | Egypten | Af Sandra Leidersdorff

Hidtil havde vores formål med at tage til Sinai, nærmere bestemt Dahab, været at udnytte den fantastiske verden under vandet, men pludselig opdagede vi, at også oppe over overfladen – faktisk en del højere oppe – havde Sinai nogle fantastiske oplevelser at byde på.
 
Det var under en af vores sædvanlige dykkerferier til Dahab, at vi, før vi fik set os om, sad i en jeep på vej ud i ørkenen for at klatre. Det var en af egyptiske venner, der med sine fantastiske overtalelsesevner havde fået os med på denne tur. Ud over ham selv, var der også en lokal klatreguide og 4-5 andre klatreentusiastiske mennesker. De var alle sammen øvede klatrere, så vi var de eneste nybegyndere.
 
Vi tog ud til et sted, som bliver kaldt vandfaldet i Wadi Gnai, da vandet rent faktisk løber ned igennem bjergene den vej, når det en sjælden gang imellem regner i Sinai. Det var et fantastisk flot sted og da vi var der om ”vinteren”, var der flotte grønne planter i kontrast til de orange klippesten. De andre fortalte, at dette sted er perfekt til klatring, da klippevæggene her er glatte og har den rette stigning. Faktisk så bestod klippevæggen af fem ruter op – alle i hver sin sværhedsgrad, så man kunne starte fra den ene ende og så avancere.
 
Vores ven havde sørget for udstyr til os og pludselig stod vi iført klatreseler og klatresko – klar til at sætte kurs mod toppen. Det var helt ekstremt grænseoverskridende og noget af en tillidserklæring at skulle stole på den, der står nede på jorden og holder ens reb. Jo længere man kom op ad væggen, jo mere fokuseret blev man og pludselig lukkede man alt andet ude og så kun ruten op. Ens hjerne arbejdede på højtryk for at finde de rigtige steder at sætte hænder og fødder og man kunne mærke, hvordan enhver fiber i hele kroppen spænder. 
Følelsen, da man nåede toppen, var helt ubeskrivelig! Selvom jeg startede på den letteste rute, var det et adrenalinsus uden lige, der gik gennem kroppen, da man så udsigten oppe fra 25 meter og kun et tyndt reb der holdt en. Næste udfordring var at komme ned igen og det var virkelig sjovt at vende ryggen til og rapelle hele vejen ned langs klippen.
 
Der var et utroligt sammenhold mellem alle klatrerne og man iagttog hinanden og kom med gode råd, hvis der pludselig var en, der sad fast et sted. Der blev klappet, når man nåede toppen og givet anerkendende skulderklap, når man kom ned på jorden igen. 
Til frokost havde vores beduiner-chaffør lavet mad til os og vi sad sammen og spiste og drak beduin-te. Det var rigtigt hyggeligt at møde en masse nye mennesker, der kom fra forskellige steder i verden. Tilfælles havde de dog deres passion for klatring. Det var sjovt, som de var nogle helt andre typer, end dem, man sædvanligvis møder, når man tager ud og dykker. Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til Dahab og vores kroppe var godt smadrede efter at være blevet brugt på en hel ny måde.
 
Der gik ikke mere end et par dage, før end vi tog med ud i ørkenen igen for at klatre. Det var samme sted, vi tog ud igen og det gav mulighed for at avancere til nogen af de sværere ruter. Inden vi tog hjem den dag, havde jeg været oppe ad den næstsværeste og det var virkelig noget af en personlig præstation.
 
Klatring overraskede os virkelig positivt og måske hænger det sammen med, at vi ikke havde nogen forventning til det og mest bare var taget med for sjov. Vi er ikke ét sekund i tvivl om, at vi også næste gang, vi er i Dahab, skal ud og klatre. Pludselig er Dahab ikke længere kun en dykkerdestination for os – men nu også en klatredestination.
 
Du kan selv prøve klatre med Nomad Safari:



Vælg land: