FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Palawan i Filippinerne

10-03-2010 | Filippinerne | Af Søren Knudsen

Af de syvtusinde øer som udgør Filippinerne, har Palawan har ry for at være en af de mest smukke og interessante. Øens positive omtale skyldes i høj grad de fænomenale strande og klippeformationer ved El Nido, som er blevet et uomgængeligt og ikonisk postkortbillede fra Filippinerne, på samme måde som Angkor Wat er for Cambodia eller Eiffeltårnet for Paris.

Det er derfor næppe overraskende, at et besøg til El Nido lå højt på vores ønskeliste, da vi besøgte Palawan i tre uger. Desværre faldt vores besøg sammen med en tyfon, som medførte så store nedbørsmængder at den nordgående vej slet og ret var regnet væk. Den slags sker naturligvis, når man rejser i et land med beskeden infrastruktur, så istedet bestemte vi os for at tilbringe det meste af vores tid omkring Puerto Princesa.

Af de mange attraktioner som Puerto Princesa byder på, er en sejltur på verdens længste underjordiske flod en særlig oplevelse man ikke bør gå glip af. Det sætter fantasien på overarbejde, når man sagte glider gennem vandet kun eskorteret af den rytmiske knagen fra roerens årer. Bevæbnet med en svag lommelygte passerer man brede tunneller, katedral-agtige kamre og tusindårige kalkstenssøjler, mens utallige par flagermuseøjne over én plirrer i lyset. Angiveligt skulle det betyde held at blive ramt af flagermusenes naturgødning, men en bredskygget hat eller kasket med skygge er nu alligevel anbefalelsesværdigt! For at komme til den underjordiske flod, skal man køre i bus nogle timer samt sejle en kort tur. Der er mange selskaber i Puerto Princesa som arrangerer guidede ture, og det kan være svært at gøre billigere eller lige så bekvemt på egen hånd. På vejen til den underjordiske flod, kører man iøvrigt forbi en helligdom, hvor en kvinde som af nogen beskrives som en nonne, af andre en heksedoktor, praktiserer sin healing gennem håndspålæggelse. Hertil valfarter Filippinere med alskens dårligdomme. Stedet kan kendes ved den kæmpe hvide madonna-statue, som er rejst på det nærliggende bjerg. Sommerfuglefarm - Foto Søren Knudsen

Når man er i Puerto Princesa bør man heller ikke snyde sig for en tur til sommerfuglefarmen, som ligger lidt uden for selve byen. Snesevis af forskellige arter har her deres hjem i en smuk have dækket af tæt net. Turen kan tages enten i en jeepney (en ombygget og forlænget jeep) eller en tricykel (motorcykel med overdækket sidevogn) - Sommerfuglefarmen ligger omtrent en halv time uden for byen, og byder på mange interessant motiver for fotointeresserede.

Da både min rejsefælle og jeg selv er passionerede dykkere brugte vi nogle dage på at se på marinelivet ud for Puerto Princesa. I byen findes der tre-fire dykkerselskaber, som alle er ret beskedne af størrelse. Vi aflagde dem dog alle et besøg, den ene butik efter den anden, for komisk nok syntes det at være tilfældet, at de alle havde en underlig ikke-interesseret indstilling til salg. De der egentlig arbejdede med dykningen, divemasterne og instruktørerne, var enten til havs eller havde fri; Det betød at forretningerne var overladt til temmelig ubehjælpsomme piger, som aldrig havde dykket, ikke kendte til de lokale dykkerforhold og hverken vidste hvad det kostede, eller hvor eller hvornår der blev dykket. Helt ærligt, så skyldtes det nok alene at vejen til El Nido var regnet væk, at vi alligevel valgte at prøve lykken hos et af selskaberne. ...Og det var vi glade for! Dykningen var ganske glimrende! Udemærket udstyr, rutinerede og professionelle divemastere samt flot dykning som bød på sunde koraller, fint makroliv og en sigtbarhed på cirka femten meter. Lokale arbejdere - Foto Søren Knudsen

Er man heldig at besøge Palawan mellem marts og juni og har man interesse i at dykke, bør man overveje at tage til Tubbataha reef, som ligger hundrede og halvtreds km sydøst for Puerto Princesa. Tubbataha revet er et fredet og berømt koralrev, som består af to relativt tætliggende atoller. Området er i alt ca 33.000 hektar stort. Pga. revets placering langt fra land er det særligt udsat for elementernes rasen, og derfor er det kun muligt at dykke der nogle få måneder om året. På Tubbataha har majestætiske djævlerokker, søkøer, havskildpadder og utallige arter revfisk deres naturlige hjem. I erkendelse af det naturens skatkammer som Tubbataha vitterligt er, har præsident Gloria Macapagal Arroya fredet området som et World Heritage Site. Bevæbnede vagter i patruljebåde passer nu på området i så vid udstrækning, som vejr og vind tillader. Bemærk at den lange afstand til revet gør, at det kun er muligt at dykke fra liveaboards, altså dedikerede dykkerskibe med overnatningsfaciliteter.

Hvad enten man er til dykning eller ej, er Palawan så rigeligt et besøg værd. De lokales venlighed samt den smukke og særegne natur, gør øen til et oplagt rejsemål hvad enten man er backpacker, fuglekigger, trekking-interesseret, mest til sol og strand eller måske honeymooner.

- Søren Knudsen




Vælg land: