FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Yucatán, Mexico – tre uger i lavsæsonen

23-02-2010 | Mexico | Af Maria C. Winther

Planlægningen af vores tre uger i Mexico blev påbegyndt allerede et år inden vi tog af sted i oktober 2008. Min kæreste og jeg ville gerne prøve at rejse sammen udenfor Europa – inden vi blev forældre - og valget stod til sidst mellem Japan og Mexico. Da jeg allerede var begyndt at lære spansk på aftenskole faldt valget på Mexico. Vi fandt hurtigt ud af, at det var Yucatán-halvøen, vi ville besøge. Til at begynde med forestillede vi os også, at Guatemala og Belize lige skulle med på ruten, men så langt sydpå kom vi altså aldrig.

Vi valgte Yucatán blandt andet på grund af de gode muligheder for snorkling og dykning langs revet i Det Caribiske Hav. Også de mange mayaruiner og den stadigt eksisterende mayakultur tiltrak vores nysgerrighed. For ikke at rende ind i for mange turister og for selv at kunne planlægge vores rute, valgte vi at rejse dels i lavsæsonen og dels uden brug af rejseselskab og dansk rejseguide. Men da muligheden bød sig for en uges ophold på luksusresort ved den caribiske kyst - befolket at primært ældre, amerikanske turister - til en meget favorabel pris, tog vi nu alligevel imod tilbuddet.
Foto: Maria C. Winther
En uge i luksus og regn

Det skulle sidenhen vise sig, at dykning blev udelukket, da jeg var knap fire måneder gravid da vi rejste, og snorklingen blev i høj grad forhindret at stærk blæst og regn. Vores første uge i luksus blev derfor - for en stor del af tiden - tilbragt inden døre i aircondition eller udendørs i forsøg på at undgå de hyppige og voldsomme regnskyl. Sidst på ugen valgte vi dog at trodse regnen og tog på en guidet tur i junglen, hvor vi fløj i wire gennem trætoppene og bagefter besøgte vores første cenote, som er betegnelsen for de oftest underjordiske, ferskvandsfyldte huler, som Yucatán er undermineret af.

På den sidste dag i vores første uge lykkedes det os endelig at komme i bølgen blå fra den lille fiskerby Puerto Morelos, og vi havde en fantastisk, omend fysisk krævende, oplevelse med masser af farverige og sjove fisk – men desværre så vi ingen havskildpadder. Det blev vores eneste snorkeloplevelse, men heldigvis ikke den sidst tur i bølgen azurblå. Foto: Maria C. WintherPå grund af vores uheldige vejroplevelse den første uge, besluttede vi at tilbringe nogle dage, når vejret blev bedre, i den mindre kystby Tulum, som især er kendt for sine hvide palmestrande og mayaruinerne med samme navn som byen. Det blev til at vi sluttede rejsen af med fantastisk vejr, kolde (alkoholfri for mit vedkommende) drinks og massage på Playa Paraiso – stranden som til fulde lever op til sit navn.

Tilbage til virkeligheden i Valladolid og Merida
Det gode vejr kom dog allerede den dag vi forlod amerikanerne og deres luksus på kysten ved Mayan Riviera. Vi rejste ind i landet i bagende sol og til en opvågning af dimensioner. Yucatán er ikke præget af hverken luksus eller amerikanere, men snarere af spansk mentalitet, mayakultur og en rigtig god blanding af de to. Vi tilbragte henholdsvis 3 og 7 dage i Valladolid og Merida og her er hver dag en fest. Især i Merida er det altid muligt at finde en begivenhed, som skal fejres med traditionelle danse, musik og mexicansk fastfood. De hvidklædte mænd, kvinder og børn pryder gadebilledet og kvindernes farverigt broderede kjoler minder om, at moden i Danmark også påvirkes af traditionelle dragter fra så fjern og gammel en kultur som denne.
 
Byen er større og byder på mere, end hvad der kan nås til fods. I hvert fald når man er gravid i 4. måned. Det kan derfor anbefales at tage en guidet tur enten i bus eller i hestevogn – ikke for komforten, for den er der ikke meget af, men bare for at få det hele med. Her skal en note om trafikken i Mexico lige tilføjes. Her har fodgængere ingen rettigheder – heller ikke når der i sjældne tilfælde er en grøn-mand-gå. Så her gælder i høj grad reglen om at gøre som de lokale. Løb for livet!

Leder du efter en hængekøje kan du med fordel købe den her. Der findes flere væverier i byen, hvor du kan prøve de mange forskellige modeller. En hængekøje er god at have på en rejse rundt i Yucatán, hvor de fleste hotelværelser har kroge til det samme og hvor bed bugs er et udbredt fænomen.

Valladolid bærer præg af at være en storby, som engang har været mere, end den er i dag. Det kan hurtigt blive svært at få tiden til at gå her, men er du her alligevel, så gå ikke glip af de interessante cenoter, som byen gemmer på. Og husk badetøjet, for det er virkelig noget at skrive hjem om, når først man har vovet sig ud i det iskolde sorte dyb, fuld af gåder, myter og blinde fisk.
Foto: Maria C. Winther
Vi benyttede den lokale bustrafik på vores rute rundt på Yucatán. Det fungerede ganske udmærket, og det er muligt at vælge forskellige klasser at rejse på. Priserne er meget rimelige og på en førsteklasses bustur er der drikkevarer, film og ekstrem kulde via aircondition inkluderet i prisen, så husk tæppe og overtøj. Vælger du at rejse på ”budget class” får du ikke andet end ondt i numsen, turen til din destination og en masse spænding, men det er vel også ok for et par kroner. Vær opmærksom på, at tid og tidspunkter er noget andet i Mexico, end det er i Danmark. Du kan ikke regne med at de tidsplaner, som hænger over billetlugen svarer til den virkelige tidsplan. Det gælder både i store og små busterminaler og for elektroniske som for håndskrevne planer.

Fordele og ulemper ved lavsæson

Vi valgte at rejse i lavsæsonen for at undgå for mange turister, og det giver jo en række oplagte fordele. Det er nemt at få en taxa, faktisk så nemt at taxierne spotter dig, før du spotter dem. Du kan planlægge din rute undervejs, for ledige hotelværelser er der masser af, og det samme gælder borde på restauranterne.

Ulemperne er vel egentlig de samme som ved de fleste rejsemål. Vejret kan være utilregneligt - vi havde en uge med silende regn, og derefter to uger med strålende solskin. Dog var det ikke for varmt, som det måske kan være på andre årstider. En anden ulempe her er måske lidt atypisk, nemlig mindre service, da mexicanerne er gået i vinterhi – de der ikke er, kan dog føles som sløve hvepse: meget nærgående og svære at slippe af med. Risikoen for aflyste arrangementer på grund af for få deltagere skal man også være opmærksom på.
 
Mayabebyggelser

Tulum
– få bevarede ruiner, lille og overskueligt område, fed strand, mange store leguaner

Chichén Itzá
– enormt område, interessant historisk sportsplads, spændende historie, mange turister, fantastisk restaureret pyramide mm.

Dzibilchaltún
– ingen turister, spændende historie, flot åben og svalende cenote, lille museum

Cobá
– ruiner i junglen, enormt område med dyreliv, kæmpepyramide tilgængelig for besøgende

Uxmal
- interessant historisk sportsplads, kæmpepyramide tilgængelig for besøgende (fantastisk udsigt), forholdsvis lille område med mange ruiner



Vælg land: