FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Sipadan - dykkernes Mekka

02-02-2010 | Malaysia | Af Søren Knudsen

Med mellemrum støder man på artikler, som forsøger den umulige opgave, at pege på verdens ti bedste dykkersteder. I disse artikler nævnes Sipadan næsten konsekvent. Det er sikkert og vist, at Sipadan er uomgængelig i dykkerlitteraturens kanon.
 
Havskildpadde ved Turtle Tomb - Foto Søren KnudsenMyten er altså stor, men selve øen er ganske lille. Alt i alt udgør den kun tolv hektar, som mestendels er dækket af regnskov. Spredt rundt på den lille ø, står faldefærdige rester af gamle hoteller, forladte og spøgelsesagtige, som sporadisk beboes af de soldater, hvis hverv det i dag er at passe på øen og turisterne.
Sipadan er en totalfredet ø; De resorts der engang fandtes på øen er for længst lukket. Nu overtager fiskehejrer og monitorvaraner stranden, når turisterne tager hjem sidst på eftermiddagen. Om morgenen er situationen omvendt - et halvt til et helt dusin speedbåde står ud fra Semporna og øen Mabul for at fragte dykkere til Sipadan. Der gives kun tilladelse til 150 dykkere om dagen, så pladserne er meget eftertragtede og svære at få fat på. Det er en håbløs opgave bare at rejse dertil og håbe på pladser - dykning på Sipadan skal bookes i forvejen - ofte flere måneder før!
 
Forståeligt nok agiterer de lokale dykkercentre kraftigt for at øge kvoten af dykkere, men indtil nu har den Malaysiske regering været urokkelig. Selvom øen og undervandslivet formentlig kunne bære det dobbelte antal dykkere, er det alligevel en politik man værdsætter, når man kan nyde så spektakulær dykning, uden at se andre dykkere end ens egen gruppe.
 
Det der gør Sipadan så unik er øens særlige topografi. Øen er bygget af koraller over en udslukt vulkan gennem tusinder af år, og rager som en søjle op fra havbunden 600 meter længere nede. Det gør at næste al dykning ved Sipadan er vægdykning uden nogen synlig bund under én. Sammen med det krystalklare vand betyder det, at det kan være svært at vurdere hvor dybt man dykker; Der er næsten ingen synlig forskel mellem 25 og 45 meter!
Ydermere kan strømmen ved Sipadan være rigtig stærk; Er man glad for strømdykning kan man få nogle fantastiske flyveture langs væggene! Selvom man almindeligvis altid kan finde ly for strømmen på den anden side af øen, frarådes dykning på Sipadan for uerfarne dykkere. Et fornuftigt mindstekrav kunne være fyrre-halvtreds dyk, men det er desværre ikke en politik, som de lokale dykkercentre følger. Har man penge kan man få…
 
Afhængig af hvordan man gør det op, er der cirka et dusin forskellige divesites rundt om Sipadan. De er alle et dyk (eller halvtreds!) værd, men fælles for dem er, at man kan være sikker på at se snesevis af havskildpadder og sort- og hvidtippede revhajer. Med så skøn dykning er det svært at vælge, men skulle jeg alligevel pege på mine favorit-dykkersteder ved Sipadan må det blive Turtle Tomb og Barracuda Point.
Turtle Tomb, skildpadde graven, er det malende navn et hulekompleks under Sipadan har fået efter de mange havskildpadde-skeletter der findes inde i det. Da øen blev opdaget som dykkerdestination fandtes der mange flere skeletter i hulen, men en del er desværre siden blevet fjernet af skruppelløse souvenirjægere. En populær skrøne var og er, at det var dertil havskildpadder søgte når de var gamle og mætte af dage. En romantiserende, men ganske smuk forklaring. En anden, nok mere nøgtern forklaring er at skildpadderne svømmer derind og bliver desorienterede i mørket, hvorefter de drukner. (Havskildpadder skal op og ånde med mellemrum.) Ved indgangen til hulen hænger der, udspændt mellem kæder, et falmet skilt i vandet, som med et dødningehovede advarer det én om farerne ved huledykning.
 
 
I hænderne på en erfaren guide er Turtle Tomb dog en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for - hulen er ganske enorm og delt i flere sektioner, én sektion opleves som en enorm katedral, med højt til loftet, og en anden er labyrintisk med små passager man lige akkurat kan komme igennem uden at tage sin BCD af. Guiderne vurderer dog ens færdigheder, før man bliver taget med dertil, - men selvom man kun får lov til at se de store kamre og skelettere dér, er det et fantastisk dyk. Selv som hærdet, forkælet og erfaren dykker finder man her mystik, spænding og oplevelse af udforskning. Er man ikke klaustrofobisk, findes der en alternativ udgang, som man lige akkurat kan klemme sig igennem inde fra et af de store kamre. Hvis man er stor eller bred, er man måske nødt til at tage sin BCD af og skubbe den foran sig på vej ud. Pga. de farer som huledykning naturligt indebærer, anbefales det at man er meget rutineret og har mindst hundrede dyk.
 
Barracuda point, er et dykkersted som oftest dykkes som et strømdyk, men man kan også være heldig og få helt roligt vand. Her kan man se havskildpadder dovent hvile sig på viftekoraller, hajer svømme elegant og majestætisk forbi samt så tætte sølvfarvede stimer af fisk, at de synes som ubrydelige mure. Alt dette blegner dog nærmest i forhold til det fænomen som har givet dykkerstedet dets navn - barracudaerne, når de danner deres forunderlige og fantastiske tornado eller vortex. En langsomt hvirvlende, drejende skypumpe af talløse rovfisk. Der er ikke meget i dykning, der kan måle sig med at svømme under sådan et naturmirakel og se solens stråler kastes tilbage fra de slanke sølvkroppe der langsomt drejer rundt om i endeløse cirkler over én.

Dykkersæson og indkvartering
Dykningen er bedst mellem marts og august, men dykningen er god året rundt, selvom sigtbarheden falder noget. Sørg for også at dykke ved de andre skønne dykkersteder i området - Både Mabul, Mantabuan, Si Emil, Bahayan og Mataking er deres egen lille dykkerferie værd. Specielt Mabul er rigtig spændende, hvis man elsker makro og muckdiving - sørg for ikke at snyde dig selv for et dyk under Sea Ventures, en gammel olieplatform, hvis du er i området. Det er et sjovt dyk, og det er svært at finde flere krokodille-, sten- og løvefisk samlet ét sted!
 
Der er mange indkvarteringsmuligheder, lige fra luksus-resorts til budgetværelser i Semporna eller på Mabul. Jeg har selv dykket med flere selskaber baseret i Semporna, og af de forskellige operatører der, vil jeg kun anbefale Scuba Junkies. De har rigtig gode værelser og har styr på dykningen. Det er dog absolut nødvendigt at booke i forvejen hos dem, for de har altid fulde huse. Der er også forskellige gode indkvarteringmuligheder på Mabul og ved at bo der, kan man spare tyve-tredive minutter i speedbåd både morgen og aften. Endelig kan man flotte sig i et af de lækre resorts som ligger rundt i området. Både Mataking og Kapilai har et godt ry, men en hurtig google søgning på “sipadan resort review” kan nok give brugbar information, hvis ens behov går i den retning.
God fornøjelse!
- Søren Knudsen

http://www.gotomalapascua.com




Vælg land: