FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Vallåsen - en enkelt dag på ski

30-01-2010 | Sverige | Af Sandra Leidersdorff

Vallåsen ligger i Sverige, men er kun 110 km. fra København og 68 km. fra Helsingborg. På kun lidt over en time er det derfor muligt for os danskere at komme op og stå på ski. Med den længste pist på over 1250 meter, en faldhøjde på 145 meter og to stolelifte har Vallåsen en masse at byde på for hele familien.
 
 
Det har snart været koldt, rigtigt koldt, meget længe. Vi tænkte derfor at ville udnytte denne, til tider, uudholdelige kulde til noget rart. Vi besluttede os derfor for at tage til Vallåsen i Sverige for at stå på ski en enkelt dag. Vi kunne læse på deres hjemmeside, at der var masser af sne deroppe - ikke at der skulle være den helt store tvivl om det.
Fra vi kørte af færgen i Helsingborg, til vi holdt på parkerings- pladsen ved Vallåsen, gik der kun 40 minutter. Stedet er meget nemt at finde, da man kører på motorvejen mod Göteborg det meste af tiden. Vi var deroppe ca. et kvarter efter åbningstid, men vi var langt fra de eneste, der var oppe så tidligt! De har et smart nummersystem, så man ikke skal stå i kø for at leje ski og købe liftkort - men det gjorde dog ikke, at vi slap for ventetid... Vi måtte vente ca. tre kvarter, før end det blev vores tur. Man kan også lave en web-booking hjemmefra, men det var nu ikke vores opfattelse, at de ventede særligt meget mindre.
 
Vi fik endelig ski under fødderne og var klar til at styrte ned ad pisterne. Der er to stolelifte til henholdsvis tre og fire personer. Desuden er der et par T-lifte, men dem så vi ikke i brug. Vallåsen består hovedsageligt af tre lange piste; en grøn, en blå og en rød. Herudover løber der en del piste på kryds og tværs af disse tre lange. I alt bliver det til omkring 10 piste og så er der også en terrænpark - nok hovedsageligt til snowboardere. I bunden af bakken finder man en lille børnebakke med tallerkenlift, som er perfekt til de mindste. Den længste pist er 1260 meter lang, så man kan sagtens stå lidt tid ned, før end man skal op med stoleliften igen.
Vallåsen er med sin størrelse helt perfekt til en enkelt dag på ski. Sværhedsgraden på pistene er ikke særlig høj og de utroligt mange børnefamilier vidner også om, at dette er et sted for børn og ikke professionelle skiløbere. Det er rigtigt rart, at der er to stolelifte, så man ikke skal bruge alle sine lårkrafter på at komme op med T-lift.
 
Der er en restuarant, som serverer nogle simple traditionelle svenske retter og ellers er der en varmestue, hvor man kan medbringe sin egen madpakke. Desuden er der midt mellem piste og træer et lile skur, hvor der kan tændes bål og tilberedes grillmad, hvis man selv medbringer det.
 
Vi havde en rigtigt god dag i Vallåsen og var dejligt udmattede, da vi efter en times tid i bilen atter sad derhjemme - ret mærkelig følelse. Der er længere mellem Danmark og skisport i mit hoved!
Vi var deroppe en fredag og der var allerede en del mennesker, så det kunne godt tænkes, at der er ret tæt pakket på pistene i weekenderne. 
 
 
Fakta
Liftkort koster for én dag 290 SEK pr. voksen og børn under 7 år er gratis!
Leje af fuldt udstyr koster for én dag 240 SEK og børn under 7 år 130 SEK.
Åbningstider: mandag - tirsdag 9.00 - 18.00
onsdag - fredag 9.00 - 21.00
lørdag - søndag 9.00 - 18.00
Vallåsen plejer at åbne i juleferien og sæsonen varer normalt til marts måned.
De sidste 5 sæsoner har Vallåsen gennemsnitligt haft åbent 75 dage.
Læs mere her.



Vælg land: