FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Valmer Resort på Mahé Island

08-11-2009 | Seychellerne | Af Sandra Leidersdorff

Valmer Resort er et rigtigt hyggeligt mindre resort, der oser charme og afslappende atmosfære. Resortet er bygget op ad en klippeskråning og poolområdet samt restauranten har den mest fantastiske udsigt ud over hele bugten.
 
 
Valmer Resort ligger på øen Mahé i Seychellerne. Mere præcist ligger resortet i Baie Lazare, som er på øens sydkyst. Der er 20 km. fra lufthavnen og ca. 35 til hovedstaden Victoria. Baie Lazare er et meget stille område og Valmer Resort ligger tilbagetrukket fra hovedvejen op ad en klippeskråning, der giver en fantastisk udsigt ud over hele bugten. Der er både mulighed for at bo i et "standard studio", "chalet" eller "junior suite". Vi boede i i et standard studio, som er en stor lejlighed med veludstyret køkken, stue med sofa-arrangement og spisebord og soveværelse, samt badeværelse. Selvom det var en del af det gamle resort - og ligger nede ved vejen - var det utroligt velholdt.
Resten af resortet ligger som sagt oppe ad klippeskråningen, hvor restaurant og poolområde ligger på toppen. Man skal derfor op ad en stejl bakke og en del trapper for at komme op og bade. Det er der dog rådet bod på; de 4 standard studios har deres eget lille poolområde lige ude for døren. Der var ingen andre, der benyttede området, så vi følte næsten, at vi havde vores egen private pool. Desuden ligger stranden lige på den anden side af vejen og enhver, der har været i Seychellerne, ved, at strandene dér kan konkurrere med en pool til enhver tid.
 
 
 
Restauranten på toppen var helt klart værd at gå efter. Vi havde bestilt half board og vi indtog derfor vores morgenmad og aftensmad her. Det virkede som om, at de fleste andre gæster også havde denne ordning og det hænger nok sammen med, at der ikke er så mange restauranter på Seychellerne, da de fleste er en del af en resort. Morgenbuffeten var rigtig lækker; masser af frisk frugt, juice, brød og så kunne man vælge mellem æg eller pandekager, som kokken tilberedte efter ens eget ønske. Efter morgenmaden blev vi præsenteret for aftenens menu og vi skulle nu vælge mellem 2 foretter og 2 hovedretter - desserten kunne man ikke vælge. Aftensmaden var virkelig lækker og bestod af traditionelle kreolske retter. Det var uden tvivl noget af det bedste mad, vi har fået i Seychellerne.
 
De ansatte på Valmer Resort var rigtigt venlige og havde virkelig styr på tingene. De arrangerede transfer for os fra lufthavnen, da vi ankom og til havnen i Victoria, da vi skulle videre til Praslin -hver gang kom de til tiden. Da vi skulle afsted, var det meget tidligt om morgenen, da vi skulle nå en færge, og aftenen inden kom personalet med morgenmad, som de satte i vores køleskab, da vi skulle afsted før morgenbuffeten åbnede. Det var bare én af de ting, som lige viser, at de gør lidt ekstra for deres gæster.
Resortet kan uden tvivl anbefales og er virkelig godt - også prisen taget i betragtning. Det er placeret meget centralt, da man kan gå til flere forskellige strande og bussen desuden kører lige ude foran døren. Herudover har man et biludlejningsfirma som nabo, der oven i købet giver rabat til Valmer Reorts gæster.
 
 
 



Vælg land: