FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Inhambane

03-06-2009 | Mozambique | Af Sandra Leidersdorff

Inhambane ligger ud til vandet ca. 500 km. nord for Maputo og er hovedstaden i Inhambane-provinsen. Byens arkitektur vidner om Mozambiques tid som portugisisk koloni, men har med tiden også fået et afrikansk, arabisk og indisk præg. Inhambane er uden tvivl af en Mozambiques mest charmerende byer og er helt klart en besøg værd.
 
Inhambane er en super hyggelig by, der ligger ned til vandet. Den har lange gader med træer på hver side, der giver byen et fornemt udtryk. Husene er bygget i ægte kolonistil og minder med sine pastelfarver og slidte udseende om arkitekturen i Mellemamerika eller Cuba. Der ligger en rigtig flot kirke på en bakketop i byen, hvor der er udsigt udover vandet. Der er også en gammel og en ny moské.
 
Midt på hovedgaden ligger der en rigtig hyggelig cafe, der har lækker mad og dejlig friskpresset juice. Udenfor sidder man på første parket til at se, hvad der foregår i byen; kvinder, der går forbi med alverdens ting på hovedet, børn, der leger og sydafrikanere, der suser forbi i deres store landcruisere. Det er dog hovedsageligt hvide mennesker og derved turister, der opholder sig her. Der er egentlig ikke særligt mange turister i byen, men man føler sig meget velkommen og der bliver ikke kigget skævt til en. Man kan sagtens gå rundt i byen uden at føle sig det mindste utryg, hvilket man langt fra kan gøre i alle afrikanske byer.
 
Der er ikke de store shopping-muligheder i Inhambane, men byen byder på en stort marked midt på torvet. Her kan man købe alt fra frugt til tøj og reservedele til biler. Det er her, de lokale handler ind, men de har også mange souvenirs, der selvfølgelig henvender sig til turister. Det er et utroligt farvestålende marked og man kan virkelig føle den lokale stemning.
 
Inhambane ligger som sagt ud til vandet, men har ingen strande. Til gengæld kan man fra byen køre videre ud til badebyerne Tofo og Barra, der ligger ca. 25 derfra. Tofo og Barra byder på lange brede sandstrande, klart vand og god dykning. Der er et par overnatningsmuligheder i Inhambane, men ellers er det oplagt at bo i Tofo eller Barra, der byder på mange overnatningsmuligheder ved stranden og så tage ind og opleve Inhambane om dagen. På den måde får man lidt af hvert; hyggelig bystemning og afslapning på stranden.
 



Vælg land: