FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


En rå kærlighedserklæring til Johannesburg

30-01-2009 | Sydafrika | Af Pernille Bærendtsen

Hvis Johannesburg var en kvinde, ville hun være en bitch. My bitch. Siger sydafrikanerne, og mener det skam kærligt. Talemåderne er hårdtslående i Afrikas næststørste by, og giver også en forsmag på det stof Johannesburg er gjort af.
 
Da jeg senest besøgte Johannesburg i juni 2008, forsøgte jeg at erhverve mig en af de her t-shirts, hvor der på fronten står skrevet: ‘Jozi is my bitch’, og som plejede at blive solgt i den funky modebutik ’The Big Blue’. T-shirten er en af de mere rå kærlighedserklæringer til Sydafrikas største by, Johannesburg.

Jozi, som den omtales af de, der holder af den på trods af dens mere barske sider. Eller måske netop fordi Johannesburg – om byen nu virkelig var en kvinde – ville være en af dem med gods i. Hårdtslående nuvel, men i live og i stand til at give svar på tiltale.

Men t-shirten er udsolgt; ’Vi har ikke flere tilbage, de var vildt populære,’ forklarer den kvindelige ekspedient. Hun har en røv der er betydeligt bredere end de flestes, men hvor jeg på typisk, selvudslettende og skandinavisk maner ville forsøge at kamuflere min, fører hun sig selvsikkert frem som ventede verden blot på at blive indtaget af kvinder af et vist format. Ikke fordi at disse kvinder på nogle måder er bitschede - tag bare Zolani Mahola fra Sydafrikas pt. mest populære band ’Freshlyground’, der på deres seneste single ’Pot Belly’ synger; ’Even though I have fat thighs, flabby arms, a pot belly still gives good loving’. www.freshlyground.com

Ekspedienten afbryder min tankestrøm, fuld af andre gode forslag; ’Du skulle istedet tage og købe denne her nederdel eller denne her...’ Jeg kan vælge mellem en nederdel med print af Johannesburg skyline eller en afrikansk huskeseddel. Designet er svært uimodsigeligt som en sydafrikansk tout, der forsøger at rekruttere passagerer til sin mini-taxi i downtown Johannesburg.

For hvem siger nej, når en sydafrikansk kvinde med slående overbevisning siger: ’You look fantastic, the colours are just great! You must take two!’. Jeg går derfra med et bredt smil, med to par sko, to par t-shirts – og nederdelen, hvorpå der er trykt en ’typisk afrikansk huskeseddel’, hvis du vel at mærke bor i en sydafrikansk township – vaskepulver, majsmel og taletidskort.

Afrikansk storby i absolut højeste gear

Jo’burg er den mest anvendte forkortelse for Johannesburg. De der grundlagde byen, kaldte den E'Goli eller Gauteng, som refererer til guldet der er hele fundamentet for Johannesburg. Byen er med sine 6 millioner indbyggere den næststørste by i Afrika, kun overgået af Kairo i Egypten. Minedriften, der påbegyndtes i midten af forrige århundrede og som lagde grunden til verdens største produktion af guld og diamanter, tegner stadig Johannesburg skyline: skyskrabere, asfalt, industribygninger, mineskakter og bjerge af hvidt mineaffald. Jorden hvorpå Johannesburg er bygget, er blevet endevendt med det ene formål at filtrere værdierne fra.

Det er svært ikke at lade sig forføre af en virkelig afrikansk metropol, når man selv bor i en østafrikansk kystby til hverdag, hvor alt foregår i slow motion. I Johannesburg er asfalten lagt lige og uden huller. Her køres gennem gaderne i fuld fart, mens man kan lægge hovedet tilbage og se himlen spejle sig i skyskrabernes glasfacader. Butikkerne bugner af nutidens mest fashionable produkter. Og det er stadig Afrika. Johannesburg har puls og politisk drivkraft. Et kreativt overskud, der konstant omsættes i musik, kunst og kultur.

På 7th Street i Melville er der lørdag eftermiddag fyldt op af mennesker i alle farver og stilarter. Vintersolen stryger over de rødmalede vægge, hvorfra der bliver kigget ned på os fra fotostater der afbilleder Lenin, Che Guevara og Bob Marley. Vi drikker eksotiske cocktails inden middag, hvilket i sig selv føles revolutionerende. Automatisk falder folk i snak på tværs af bordet. Berøringsangst ligger sydafrikanerne fjernt, og den distance man som dansker ofte lægger mellem sig selv og folk man ikke kender, udmærker sig her ved sit fravær. Man hilser pænt på folk, også på dem man ikke kender. Sydafrikansk retorik er ellers ikke for sarte ører. ’Der er jo ligesom en grund til at vores nationalsport ikke er skak, men rugby!’, minder mit selskab mig om.

Der hvor verden begyndte

Og man skal heller ikke køre langt ud af Johannesburg for at få rød jord under fødderne - for at mærke det stof sydafrikanerne er gjort af. ’The Cradle of Humankind’ – ’menneskehedens vugge’ er et 47.000 hektar stort område, der er med på UNESCOs liste over Verdensarven. Man kan køre de 45 kilometer hertil fra Johannesburg på under en time og for 80 rand få en guidet rundvisning i hulerne på Sterkfontein, hvor fundet af kraniet fra det 2,6-2,8 millioner gamle menneske, der blev navngivet Mrs. Pless, gav anledning til den populære formulering, at menneskeheden er født her. At herfra, eller ihvertfald fra det afrikanske kontinent, er alle verdens folkeslag udvandret. Med andre ord stammer vi alle fra Afrika. Man kan kombinere besøget på Sterkfontein med nogle af de andre forskellige seværdigheder i området. Læs mere om mulighederne her: http://en.wikipedia.org/wiki/Sterkfontein

Ubuntu

Tilbage i Johannesburg i Civic Theatre, blot et stenkast fra Constitution Hill, er Sydafrikas kendteste, hvide musiker, Johnny Clegg allerede gået på scenen, da vi forsøger at finde en parkeringsplads. Parkeringsvagten spørger om vi ved ’what he is always hating the most?!’, da vi parkerer bilen og styrter ud.

Der er mange muligheder at vælge imellem, når man kommer for sent til en koncert med en sydafrikansk legende, der kæmpede mod apartheid ved bla. at insistere på at leve, optræde og arbejde sammen med sorte sydafrikanere. Parkeringsvagten griner afklarende: ’at når I kommer for sent, så går jeg faktisk selv glip af den første del af showet’.

Vi drikker tequila shots, og finder de sidste tomme sæder. Allerede inden første set har jeg tabt mit hjerte til Johnny Clegg. Manden fylder rummet med en udstråling, der smitter. Omkring halvvejs inde i showet introducerer Johnny Clegg sangen ’The Crossing’ der er dedikeret til hans afdøde ven og mentor, Dudu, der blev skudt i 1992. Seks balletdansere fra Johannesburg Ballet kommer på scenen, og kombinationen af deres yndefuldhed og historien bag sangen, får folk omkring mig til at græde. Jeg kan heller ikke holde tårerne tilbage, for Johnny Clegg går i kødet på den kollektive skyldfølelse mange sydafrikanere går rundt med
Johnny Clegg opfordrer os til at interessere sig for og respektere det vi ikke umiddelbart forstår.

At man skal anerkende hinanden, fordi det er gennem forholdet til andre mennesker, at vi selv eksisterer. Det handler med andre ord om; ’ubuntu’, det særlige (syd)afrikanske begreb, som vi europæere har svært ved at forstå, og i mangel af andet oversætter til demokrati eller solidaritet. Johnny Clegg minder publikum om at Sydafrika er nået langt siden afskaffelsen af apartheid, men at der stadig er kampe at kæmpe.

Samtalen flyder, da vi opstemte efter koncerten trykker fem mennesker sammen i bilen. Diskussionerne flyder på tværs af vores respektive afrikanske nuværende og tidligere adresser i Swaziland, Zimbabwe, Mozambique, Tanzania, Uganda og Sydafrika. De fire er vokset op med Johnny Clegg og apartheid. Jeg er den femte, og min egen danske opvækst forekommer at være den rene idyl i sammenligning.

This is still Africa

Et godt sted at hente indsigt er Apartheid museet, som skærer tiden før og under apartheid ud i pap. (Afsæt mindst to-tre timer!) Et andet bud er at tage en guidet tur til Soweto, hvor man fx finder Vilakazi Street, den eneste vej i verden hvor hele to Nobelpris-tagere har haft adresse, nemlig Desmond Tutu og Nelson Mandela, hvor man bla. kan gå rundt i sidstnævntes soveværelse. Oplevelsen er stærkt undervurderet - det er altså ret vildt at stå i Nelsons og Winnies soveværelse fra dengang de blev kategoriseret ’terrorister’. http://www.southafrica.info/mandela/mandela-museum.htm

Siden afskaffelsen af apartheid og det første demokratiske valg i 1994 er levevilkårene for det store sorte befolkningsflertal blevet bedre b.la. pga. forskellige udviklingsprogrammer, men det er langt fra alle sydafrikanere der lever under anstændige levevilkår. Fx. undrede det mig, at den midaldrende kvinde der tigger i lyskrydset på Beyers Naude ved Cresta shopping centret faktisk er hvid, ikke sort. Selvom der utvivlsomt er flest sorte blandt de fattigeste i Sydafrika, er skellene mellem rig og fattig mere komplekse. Man er dog ikke i tvivl, når man kører langs de elektriske hegn der indhegner boligerne i de nordlige forstæder. I Lone Hill eller Sandton er det svært at forestille sig at Sydafrika på trods af en høj vækst har nogle af de største sociale og økonomiske forskelle i verden.

Og det skal gå stærkt med at løse nogle af disse problemer - for ’2010 is coming up soon!’, siger sydafrikanerne i munden på hinanden og hentyder til det kommende verdensmesterskab i fodbold der skal afholdes i Sydafrika i 2010. Der bliver b.la. investeret i infrastrukturen for at sikre en international standard. Læs mere om det kommende fodboldmesterskab i fodbold her: http://www.joburg.org.za/fifaworldcup/index.php, og vær opmærksom på at 2010 initiativer markedsføres bredt og i mange priskategorier til publikum fra hele verden. Du kan bl.a. opleve fodboldmesterskaberne fra en township. Læs her http://www.facebook.com/group.php?gid=22090188552&ref=mf

Ikke for sarte sjæle

Foruden fattigdom og arbejdsløshed slås Sydafrika med en lang række andre problemer: Det højeste antal HIV-smittede i verden – i 2007 blev det anslået at 5,5 millioner mennesker levede med sygdommen, hvilket svarer til 18,8% af den voksne befolkning: Og selvom antallet af overgreb på menneskerettigheder er gået ned siden valget i 1994, er Sydafrika stadig berygtet for sin ekstreme vold og kriminalitet. I flg. kvindesagsgrupper bliver en kvinde udsat for et seksuelt overgreb hver 26. sekund og hvert 15. minut bliver et barn voldtaget. Derudover har Sydafrika siden slutningen af 2007 oplevet omfattende strømafbrydelser, fordi den regeringskontrollerede el-virksomhed Eskom slet ikke har kunnet følge med væksten.

’Remember, this is still Africa’, siger mine sydafrikanske venner med slet skjult ironi, når der udveksles personlige oplevelser krydret med hårde fakta, eller når strømmen går midt i et trafikeret lyskryds. Afrikas andenstørste by – en bitch bestemt, men også et befriende kontrastfyldt og virkelighednært bekendtskab.

Se mere på: Johannesburg turistinformation



Vælg land: