FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Dykning ved Perhentian Islands

05-01-2009 | Malaysia | Af Peter Steen Leidersdorff

Vi dykkede et par gange i løbet af de fem dage, vi befandt os på Perhentian Islands. De tre dyk var meget forskellige, men bød alle på spændende oplevelser så som vrag, hajer, skildpadder, rokker og en masse utroligt flotte blødkoraller.
 
Perhentian Islands ligger der dykkercentre over det hele, så det er meget nemt at komme ud at dykke. Vi valgte dog bare Universal Diver, som lå lige op af vores resort. Dykkercentret blev ledet af nogle forholdsvis unge mennesker, der alle var meget søde. På nogle punkter var de rigtigt gode, mens de på andre var mindre gode.
 
Alt vores udstyr blev gjort klar inden vores dyk, hvilket gjorde at Sandra først lige før hendes første dyk opdagede, at hun manglede et mundstykke til hendes luft, hvilket medførte, at hun måtte bruge den gule ekstra regulator. Den smagte dog ret meget af plastic, hvilket gjorde dykket mindre godt. En anden ting var, at vores divemaster konsekvent på alle dyk var mere interesseret i at tage billeder end at holde øje med os andre, hvilket jo netop er hendes job som divemaster.
 
Shark Point
Shark Point ligger på sydspidsen af Perhentian Besar og kunne nås på 5 min med båd fra vores dykkercenter. Dykket startede lidt ude fra kysten, hvor der var nogle stor klipper under vandet. Desværre var sigtbarheden helt håbløs, så vi svømmede hurtigt ind mod kysten og det skrående koralrev. Dette gjorde at dykket blev på forholdsvis lavt vand stort set hele dykket, så vi kunne være nede i næsten 1 time. Korallerne her var ikke specielt flotte og meget de samme overalt. Vi så dog en sorttippet revhaj, et par barracudaer, nogle nøgensnegle og nogle ret flotte blødkoraller. Dykket var dog langt fra noget at råbe hurra for.
 
Tokong Laut
Tokong Laut er nok det mest kendte dykkersted ved Perhentian Islands. Det tog ca. 20-25 min at nå derud. Dykkerstedet er et slags undervandsbjerg, der ved lavvande lige stikker det øverste del op over vandet. Dykket går mere eller mindre ud på at svømme rundt om bjerget.
Allerede da vi kom i vandet kunne man forstå, at dette sted er noget specielt. Her vrimlede med tusindvis af gule fisk over det hele. Her var dog ekstremt kraftig strøm, hvilket gjorde det ret hårdt. Strømmen er dog også med til at få blødkorallerne til at trives og det gør de i stor stil her. Hvilket syn! Smukke blødkoraller i orange, rød og lilla over det hele. Dette samtidigt med, at vi mødte en havskildpadde der svømmede nærmest ind i os, så flere små hajer, et par blåprikkede pilrokker og meget mere gjorde dykket til en stor oplevelse. Uden tvivl et af de flotteste og bedste dyk, jeg har haft.
 
Sugarship Wreck
Sugar Ship Wreck er et dykkersted meget tæt på de to Perhentian Islands. Vraget af det 80 meter lange fragtskib, der sank i 2000, er velbevaret og vrimler med fisk - og dykkere.
 
Video fra dykket ved Tokong Laut og Shark Point(Af Peter og Sandra Leidersdorff)
 
Video fra dykket ved Sugarship Wreck (Af Peter og Sandra Leidersdorff)



Vælg land: