FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Buenos Aires -byen der aldrig sover

01-08-2008 | Argentina | Af Thomas Hasselriis

Er man til storbyferie er Argentinas hovedstad et must. Her er tid og rum nok for alle, og byen byder på i hundredvis af spændende oplevelser for de besøgende. Los portenios, som befolkningen i Buenos Aires kaldes, elsker deres by, men de deler den gerne med gæster fra hele verden.
 
Buenos Aires, Argentinas kosmopolitiske hovedstad, sover aldrig. Byen er tangoens, fodbolden, gauchoernes og asadorernes hovedstad. Den tryllebinder den besøgende med sin atmosfære og de varierende udtryk, som man finder i de forskellige bydele.
Er man til storbyferie, kan det anbefales på det kraftigste at besøge Buenos Aires.
Byens spændende historie og atmosfære tiltrækker mennesker fra hele verden. De møder en charmerende by med en helt fantastisk atmosfære. Kunstudstillinger, kultur, tango, mode, arkitekturen, det spændende natteliv og selvfølgelig de berømte argentinske bøffer og de gæstfrie portenios, som indbyggerne kaldes. De elsker deres by, er stolte af den, og deler den gerne med de mange besøgende fra hele verden.
Det er Sydamerikas mest europæiske by, der med dens parisiske kvarterer til den mere nutidige arkitektur, hensætter de besøgende i en metropol, man ikke helt kan placere, fordi den rummer reminiscenser af meget, men samtidig også sit helt eget udtryk..
I Buenos Aires er det tid og rum nok til alle. Det er Argentinas finansielle og kulturelle centrum, der med sine mere end 12 mio. indbyggere rummer en tredjedel af det langstrakte lands befolkning.
De mange bydele, forbundet med hinanden, tilbyder i hundredvis af spændende oplevelser for turisterne. Tango, Evita og Juan Peron, Carlos Gardel, Boca Juniors, Maradona og bedstemødrene med de hvide tør-klæder på Plaza de Mao er ord, der åbner for et hav af oplevelser i den sydende by.
Los portenios har altid søgt at bevare den æstetiske nydelse og kunstneriske vene siden kolonitiden. Et ord sammenfatter sjælen og følsomheden hos indbyggerne: Tango. Og de internationale gæster, der åbner sindet, vil mærke byens indre glød, især hvis de er sammen med et par stykker af de varme og kærlige portenios.
 
På jagt efter tangoens sjæl
Det er i La Boca, farvernes bydel, man finder tangoens sjæl. La Boca var oprindelig indskibningshavn for italienske indvandrere, der byggede bydelen af skibsdele. Den berømteste af kvarterets gader, er El Carminito med sine huse i alle regnbuens farver, indhyllet i sange fra Carlos Gardel – tangoens konge.
Især i weekenderne er der livligt i La Boca-bydelen med boder i gaderne, kunstnere og tangosangere, der med nostalgiske fortællinger på vers fortæller om tiden der svandt i dette kvarter, hvis huse er blikskure, malet med rester af skibsmaling i et utroligt farvekalejdoskop.
Det var de første italienske indvandrere, der ”opfandt” tangoen. Den var i begyndelsen en dans, der inkluderede to mænd. De fattige indvandrere, der havde efterladt deres kærester og koner hjemme i Italien, blev, når de havde drukket tilstrækkeligt af den argentinske vin, melankolske og hjemmesyge, og da der ingen kvinder var imellem dem, dansede mændene parvis og digtede deres egen smukke historie, så den passede ind i musikkens rytme.
Los portenios var i begyndelsen meget forarget over den meget sensuelle dans, som to mænd dansede, men efterhånden adopterede hele Buenos Aires befolkningen tangoen, og kvinder og mænd opdagede, at det var en dans, der kunne udtrykke både jalousien og ædle følelser. Tangoen blev gadens melodramatiske teater, der lidt efter lidt fik sine egne dansehaller og cafeer.
Men der danses stadigvæk tango i Buenos Aires gader af både unge og gamle.
På den videre søgen efter tangoens sjæl, hvis man ikke har fundet den i La Boca, går turen til San Telmo-kvarteret. På vej hertil, passeres Bombonera, der er hjemmested for den berømte fodboldklub, Boca Juniors, der flere gange har været verdensmester for klubhold, og som også er Maradonas hjemklub. Det var her han fik sin boldopdragelse, efter at en ”talent-spejder” havde set ham spille fodbold på gader og veje.
 
Elegante bygninger fra kolonitiden
San Telmo, som er opkaldt efter sømændenes helgen, er det ældste kvarter i Buenos Aires. Det var her en af Argentinas mest betydningsfulde politikere og Buenos Aires grundlægger Pedro Mendoza først bosatte sig. Kvarteret består i det store og hele af huse fra kolonitiden, der i dag er hjem for kunstnere, som har renoveret deres boliger tilbage til deres oprindelige elegance. Der er to ting, der her trækker den internationale gæst: De små listige tangodansehaller, og antikmarkedet, der finder sted hver søndag på Plaza Dorrego, og i daglig tale benævnes San Telmomarkedet.
Denne pittoreske plads bliver iklædt boder med gamle hatte, farvede glas og lommeure, der har rødder tilbage til de europæere, der engang indvandrede til denne nye verden. Lokale sangere synger tangoens vemodige kærlighedssange i bedste Carlos Gardelstil, og kvinder og mænd iklædt habitter og kjoler fra 30´erne bruger gaden som forum til den stille tango.
Men sangere og dansere bliver også sultne, og når det sker, starter der gerne en tangolunch i en af de nær-liggende gader, der kan fortsætte til ud på nattens stille timer.
Antikbutikkerne er også åbne på hverdage, men da hviler det festlige kvarter i sig selv.
Det er også i San Telmo-kvarteret den danske kirke ligger. I over 100 år har argentinere af dansk afstamning samlet sig i deres egen kirke. I forbindelse mede kirken ligger et stort bibliotek med både skønlitterære og faglitterære danske bøger. Præsten og kirketjeneren virker som bibliotekarer
Under kirken ligger menighedssalen, hvor der holdes foredrag med dansk islæt og synges danske sange.
Det er også her menigheden, som er tredje og fjerde generation efter danske indvandrere, danser folkedans iklædt de gamle danske egnsdragter.
 
Bedstemødrene med de hvide tørklæder
På vores videre færd gennem den spændende by, passerer vi Plaza del Congreso. Her holder regeringen til i et monumentalt palads i græsk-romersk stil. Herfra drager vi ad Av. de Mayo mod syd. Under denne avenida løber verdens ældste metro, og langs de træklædte fortove finder vi nogle af de kendte gamle cafeer som f. eks. Totorini. En kunstnercafe, hvor kendte argentinske kunstnere og ditto internationale har siddet og nydt jazzen og tangoen. Cafeen har stadigvæk en litterær og kunstnerisk atmosfære, som absolut er et besøg værd.
Videre fører vores vej til Plaza de Mayo, der er omgivet af nationalbanken, Banco de la Nacion, den ikke særlig imponerende katedral, Carbido, der til gengæld er imponerende indendørs, det gamle rådhus overfor det nye, og ikke mindst præsidentpaladset Casa Rosada. Det var fra paladsets balkon, at Evita og Juan Peron tryllebandt befolkningen foran Maya Pyramiden, der symboliserer uafhængigheden af Spanien.
Det er her mødrene og bedstemødrene med deres hvide tørklæder demonstrerer hver torsdag for at minde befolkningen og gæster, der passerer pladsen, om deres mænd, sønner og døtre, der sporløst forsvandt under militærdiktaturet fra 1976 til 1983.
 
Kirkegården der er blevet et tilløbsstykke
Transport både med taxa og bus er billigt i Buenos Aires. Man kommer langt i taxa for bare 5 pesos, som er rundt regnet 10 kr. Vi kører til den nordlige del af byen, nemlig til La Ricoleta, hjertet af den aristokratiske bydel med kirken El Pilar og dens kirkegård, som er en kolonial perle. Kirkegården der er blevet et tilløbsstykke for både argentinere og internationale gæster efter Evita-film-musical´en, idet det er her Evita ligger begravet. Hendes gravsted, er som så mange andre på denne kirkegård, et pompøst mausoleum i marmor, hvor hele hendes familie efterhånden ligger begravet. Her mødes dem, der kan huske Evita, og dem, der kun havde hørt om, den smukke blondine, der især trylle-bandt fagbevægelsen og dens medlemmer til stor raseri for det argentinske aristokrati.
Vi faldt i snak med en dame på over 90, og som fortalte, at hun besøgte graven jævnlig. Hun havde været ung pige i huset hos Evitas mor og havde kendt Evita fra hun var en lille pige. Hun kunne næsten ikke stoppe med at rose moderen, og den smukke datter, som havde gjort så meget for Argentina.
-Ofte ønsker jeg mig tilbage til Evita og Juan Perontiden, fordi de skabte så mange forbedringer for den al-mindelige argentiner, sagde den gamle dame.
Det er også i Ricoleta-kvarteret, man finder byens bedste og dyreste restauranter. De ligger under træerne på de solbeskinnede terrasser. Et nærliggende shoppingcenter helliger sig boligindretning og spisesteder.
Ricoleta-kvarteret er desuden berømt for sin arkitektur. Her er også forskellige museer og et kulturcenter, som tilbyder en variation af udstillinger og shows.
På plænen foran kirkegården er der hver weekend et hippiemarked, hvor den bl. a. kan købes kunst af mange forskellig slags, smykker, kunstfærdigt udskårne chillums og skakspil, ligesom man kan blive spået i tarokkort eller i hånden. Alt imens veksler musikken mellem jazz og tango, og mange par tager sig en svingom.
Bevæger man sig nu mod nord, bliver byen grøn. Vi er kommet til de store parker i Palermodistriktet, som også rummer ambassader og psykiatere i stor stil, hvorfor kvarteret har fået tilnavnet ”Villa Freud”.
Palermo er også området for sport og hestevæddeløb. Her slapper befolkningen af i parkerne, driver sport eller andre fritidsinteresser, hvis ikke de spiller i de mange hestevæddeløb.
Der er også mange fortræffelige indkøbscentre i dette kvarter.
 
Et Mekka for power-shopping
Men hvis man virkelig vil powershoppe og har råd til det må man begive sig til Calle Florida og Calle Lavalle. På Calle Florida ligger de dyreste forretninger, mens priserne er mere moderate på Calle Lavelle. I dag er de to indkøbsgader lettere nedslidte, men stadig med en lang række finanscentre og modehuse repræsenteret.
Er man til skindjakker og sko, kan det absolut anbefales at besøge Calle Lavelle. Her kan man også spise til fornuftige priser, og det ene biografcenter ved siden af det andet viser tidens film, både de argentinske og de internationale.
Argentinerne elsker film og går meget i biografen.
Vi så Lars von Triers "Breaken The Waives" og "Dogville" her. Hvis argentinerne kan lide en film, rejser de sig op i biografen, når filmen er slut og klapper. De gjorde de efter de to Lars von Trier-film.
For enden af Calle Florida når vi til Plaza San Martin, der er omgivet af en række pragtfulde palæer og nogle af byens dyreste hoteller. Herfra er der ikke langt til det område, som los portenios kalder Retiro – en kæmpe banegård og busterminal, hvoraf tog og busser går til alle hjørner af landet. Herfra kan man med luksusbus med stewarder eller stewardesser, der serverer mad og drinks for én, køre f.eks. 1000 km, til Foz de Iguazu på grænsen mellem Argentina og Brasilien eller de 900 km. til Laguna de Ibera – det store vådområde med det rige dyreliv i Corrientesprovinsen nær grænsen til Paraguay for lidt mere end dansk 100 kr. seddel pr. person.
Nær Retiro finder man også et af Buenos Aires kendte monumenter, Torre de les Ingleses – skænket af Eng-land, men naturligvis ikke var et populært mindesmærke under Falklandskrigen i begyndelsen af 80´erne. I dag står det foran en mindelund for faldne ar-gentinere i en af verdens tåbeligste krige, kampen om Las Malvinas eller Falklandsøerne, alt efter hvilke briller man ser det med.
 
10 kørebaner i hver retning
Ikke lang herfra ligger Av. 9. de Julio opkaldt efter Argentinas uafhængighedsdag. Det er verdens bredeste avenida. En hel blok blev ryddet for at give plads til denne avenida, der skærer gennem byen. Et sydende hav af biler i 10 baner i to retninger dag og nat.
Centrum i det moderne Buenos Aires er obelisken, der blev rejst til minde om 100 året for byens grundlæggelse i krydset ved Av. Corrientes. Det er omkring denne gade, man finder de fleste mellemklassehoteller, hvor man kan overnatte fra 75 til 100 pesos pr. nat (150-200 kr.)
Det er altid blevet sagt om New York – The big apple –sover aldrig. Hvis man sammenligner med Buenos Aires er New York en rigtig soveby. Det havde passet bedre, om Frank Sinatra havde sunget om Buenos Aires som byen, der aldrig sover, i stedet for New York.
Buenos Aires er uden sidestykke klart Sydamerikas livligste by. En 24 timers by, hvor man på det hvilket tidspunkt af døgnet kan spise sammen med andre mennesker, der er vågne. Buenos Aires har restauranter, cafeer og barer i metermål i alle prisklasser – og til alle for¬mål og lejligheder.
Lad os her fortælle lidt om de mange spise- og drikke-tilbud:
 
Bjerge af kød stegt på gaucho-maner
Puerto Madro – byens gamle havnefront med de gamle pakhuse, er blevet nænsomt restaureret. Her finder man luksushoteller, restauranter af international karakter, kontorbygninger., gallerier, varehuse og private beboelser. Det er her, det er in at bo og shoppe.
Både maden og rødvinen er god på restauranterne, der ligger spredt på den strækning af tre kilometer. Og pri-serne er faktisk menneskelige, hvis man sammenligner med priserne på restauranterne i La Ricolettokvarteret.
Kød og mere kød. Der findes et væld af restauranter, der tilbyder tilberedning af på mange forskellige måder i mængder, der ikke kan beskrives. Man bør prøve de flade stykker, der er stegt på gauchomaner over gløderne på et bål, eller en parilla, hvor man ved en bordgrill selv styrer farten. Lutter argentinske delikatesser.
Når aftenen falder på og sulten melder sig, så kom ikke i god til. Gør som argentinerne. Restauranterne fyldes ikke op før efter kl. 22, og tjenerne har ikke travlt med at rydde bordene for nye gæster. Når man hen først på natten når til desserten, er der stadig tid at løbe på. Og alle tjenerne er smilende og har et venligt ord på læ¬ben. Sådan er den argentinske restaurantatmosfære.
 
På opdagelse hos boghandlerne
Avenida Corrientes er teatrenes gade. Her falder lyset hver aften over teatre, der tilbyder shows, som kan sammenlignes med, hvad Brodway i New York kan byde på. Her der også en del biografer, og mellem disse forlystelser store butiksruder med fristende tilbud. Cafeer og boghandler kappes om de besøgendes opmærksomhed. Ud på de små timer kan man stadig se kunder gå på opdagelse på boghandlernes hylder. Argentinerne er et meget læsende folk.
Teatrenes opførelser handler ofte om emigranterne, der kom til Argentina. Men også moderne teaterstykker er med til at fortælle om den argentinske kultur.
Her ligger også en af verdens vigtige operaer, Teatro Colon. Der vidner om dengang Argentina var et af verdens rigeste lande. Det er dog nok mere tango end opera, der tiltrækker de besøgende fra Europa. Men Teatro Colon er en både smuk og imponerende bygning.
Noget af avenidaen er som et stykke Paris, der er fløjet over Atlanten for at lyse op i Buenos Aires.
 
Slap af ved verdens bredeste flod
Er der tid og kræfter til det, kan man nyde en typiske ”asado” eller grillfest under en heldags ekskursion til en estancia, som er det spanske ord for kvægfarm. Man skyller det fortrinlige kødmåltid ned med en vin, der har topkvalitet –resultatet af vedvarende fremskridt i den argentinske vinbranche. Der skænkes fortræffeligt argentinsk vin i mange europæiske restauranter, ligesom vinen sælges til mange private, der har fået smag for den gode sydamerikanske vin. I Argentina er der spændende både små og store vinforretninger, der hver dag serverer smagsprøver for mange mennesker.
Hvis man gerne vil nyde det landlige sceneri væk fra byens larm, men ikke ønsker at køre langt, kan det anbefales at besøge Tigredeltaet i den nordlige del af Buenos Aires. Det er her Rio de la Plata (sølvfloden) forgrener sig i et mangearmet delta, inden den udvider sig og bliver til verdens bredeste flod.
Turen går med Tren de la Costa (kystbanetoget)fra banegården Retiro gennem de nordlige forstæder med de store herskabshuse til El Tigre. Tag med en af udflugtsbådene ud i deltaet og nyd skønheden på de mange øer med deres vidunderlige huse, som bebos af mennesker, der må sejle med egen båd eller med rutebåd for at komme på arbejde eller i skole i Buenos Aires. Her ved deltaet ligger også den skandinaviske roklub opført omkring 1900-tallet, hvor efterkommere af de skandinaviske indvandrere stadig dyrker den ædle rosport. Efter sejlturen kan man i en af de mange restauranter spise grillet kød eller grillet fisk. Prøv pejerrey eller surubi. Sidstnævnte er en flodfisk, der kan blive 1,50 til 2 meter lang. Et stykke af den smager fortrinligt. Der holdes hvert år en stor konkurrence om at fange den største surubi. Efter det velsmagende måltid kan man tilbringe resten af dagen ved flodbredden i den friske luft, inden man igen tager tilbage til storbyens larm.
 
Flere billeder fra Buenos Aires
 
 



Vælg land: