FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Udzungwa Mountains National Park

29-04-2008 | Tanzania | Af Sandra Leidersdorff

Navnet Udzungwa lyder ret specielt, men på en betagende måde. Parken er kendt for at have Tanzanias største vandfald beliggende i en nationalpark (der må være et der er større uden for parken, red.). Dette vandfald hedder Sanje Waterfall og består af flere fald, hvoraf det længste falder 170 meter. Folk kommer til Udzungwa for at trekke, da parken består af bjerge dækket med regnskov og her er ingen veje, kun stier.
 
Sanje Waterfall ligger på østsiden og på vestsiden skulle der være mulighed for at kombinere sit trek med en walkingsafari, da der lever mange vilde dyr på denne side.
Vi valgte et trek på østsiden, da vi hovedsaligt var interesseret i vandfaldene. Udzungwa Mountains National Park ligger vest for Dar es Salaam og er nabo til Mikumi National Park, hvor vi netop havde været på safari i tre dage.

Vi ankom for foden af bjergene om aftenen og tilbragte derfor en nat på et hotel lige uden for hovedindgangen, så vi kunne starte vores trek tidligt den næste morgen.
Om morgenen bliver vi kørt op til hovedindgangen, hvor vi skal registreres og hente en guide. Man kan ikke komme ind i nationalparken uden en af deres egne guides. Der er mange forskellige ruter at vælge mellem, alt efter hvor mange dage, man har og hvor meget man vil gå. Vi tog den korteste på 5 km., da vi kun havde et enkelt døgn i parken. Den længste rute var på omkring 65 km. og ville tage en lille uge.
Herefter bliver vi kørt til startpunktet for den rute, som vi har valgt. Denne rute vil føre os hele vejen op til toppen af vandfaldet på de 170 meter, hvor vi så skal overnatte, for at trekke den samme vej ned igen den efterfølgende morgen. Dette startpunkt ligger i ca. 200 meters højde og toppen af vandfaldet ligger i 850 meter, så vil skal omkring 650 meter op. Vores bagage, telt, mad osv. skal vi ikke tænke på, for der står tre bærer og tager alle disse ting.

Stisystemet i parken er meget flot lavet og utroligt imponerende. Flere steder er der lavet små trapper, så stigningen ikke føles så stejl. Ved de fleste træer langs stien står der skilte, der fortæller, hvad træet hedder. Det første sted vi kommer til er et udkigspunkt, hvor der er en fantastisk flot udsigt til det store vandfald og det er efterhånden rart med et hvil. Vi følges alene med vores guide, som er en meget flink ung lokal fyr, der er rigtig god til engelsk og gerne fortæller alt, hvad han ved om Udzungwa.
Efter at have nydt udsigten begynder vi at gå nedad!? Det viser sig, at vi skal ned for foden af vandfaldet. Det er ret imponerende at stå for enden af et så stort vandfald og mærke kraften, det har i sig. Vi får lov til at bade der, hvilket er ret sjovt, da der er meget strøm i vandet. Vi svømmer ind bag vandfaldet og kommer ind i en lille grotte, hvor man kan få et ordentligt brusebad af en tyk stråle vand. Da vi kommer ud igen fra grotten ser vi til vores store skuffelse, at det styrtregner. Vi skynder os at svømme tilbage og står op. Her står vores guide ved siden af alt vores tøj, samt vores taske, der er drivvådt. Vi tømmer vores sko for vand og tager vores drivvåde tøj på. Heldigvis havde vores taske et regnslag på, så tingene (kameraer, penge, pas, rent tøj osv.) ”kun” er blevet halvvådt og ikke gennemblødt.

Herfra går turen op –og meget op, da vi først skal op til udkigspunktet igen for derefter at forsætte turen opad. Men den lille omvej var helt klart det værd. Regnen begynder at tage af og da vi endelig kommer op til toppen af vandfaldet skinner solen. Udsigten deroppe er intet mindre end fantastisk! Helt ubeskrivelig. Vi står helt oppe på toppen af det kæmpe vandfald, vi har kunnet se og ikke mindst høre hele vejen op. Og vi står endda helt ud til der, hvor faldet begynder. Vi glemmer hurtigt, at vi er gennemblødte, mudrede og trætte i benene.
Vores telt er allerede slået op og vores kok er i gang med at forberede aftensmaden. Vores ”campsite” er direkte ned til floden få meter fra, hvor faldet starter. Udover os er der også et engelsk par, der skal overnatte heroppe. Vi er derfor fire turister, men hele 11 bærer, kokke og guides –kun for vores skyld.
Vi får lagt vores våde tøj til tørre og sidder så og spiser frokost, mens vi nyder udsigten. Den udsigt ville man aldrig kunne blive træt af! Lidt senere går vi sammen med vores guide lidt længere ind i regnskoven. Her ser vi to yderligere fald af Sanje Waterfall. Det ene er på 30 meter og det andet på 70 meter. De er utroligt flotte, men ikke helt så imponerende, når man kommer fra det store på 170 meter. Vi får at vide, at vi kan tage en svømmetur igen, men vi takker pænt nej, da vi føler, at vi har været nok våde for i dag.

Om aftenen har vores kok lavet dejlig mad til os, som vi spiser sammen med vores guide. Det er meget spændende, alt det han ved om parken og hvad han kan fortælle om Tanzania generelt. Efter maden sætter vi os hen til bålet med alle de lokale, hvor vi hører musik og får tørt resten af vores våde ting. Der er totalt sort inde i en regnskov, når solen går ned og det er derfor kun lige omkring bålet, man overhovedet kan se noget. Der er også kommet en ranger i løbet af aftenen, der skal passe på os, når vi sover. Hvad han skulle passe på os fra, fandt vi aldrig ud af, men han havde taget en AK47 med til formålet.

Efter en mindre god nattesøvn på grund af et meget hårdt underlag at sove på, våde soveposer og larmen fra vandfaldet, står vi tidligt op, så vi er klar til at trekke ned igen. Mens vi spiser morgenmad, pakker bærerne alle vores ting sammen. På vejen ned ser vi en masse aber, der svinger sig i træerne lige over os. Det er Red Colobuses, der kun lever her i Udzungwa. Turen ned er ikke særlig hård og tager kun omkring halvanden time. Vi bliver dog overhalet af alle bærerne og kokkene med den store oppakning -men de er jo også vant til turen.
 
Se flere billeder fra Udzungwa Moutains National Park her.



Vælg land: