FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Havana

09-04-2008 | Cuba | Af Else og Henrik Mortensen

Vi kørte med taxa fra lufthavnen ind til vores hotel. Det første indtryk af Havana og omegn var nok ”Hold da op hvor er her forfaldent og fattigt”. Man føler, at man bliver sat mange, mange år tilbage og det første der slår en er, at det ikke kun er for turisternes skyld, at de stadig har de gamle amerikanerbiler. Alle gader vrimler med gamle amerikanerbiler, ladaer o.s.v. hvor flertallet har set deres bedste dage, hvilket man både kan høre og lugte.
 
Den første aften i Havana følte vi nærmest, at vi lige var dalet ned fra månen. Efter at være indlogeret på hotellet ville vi finde et sted at spise og begav os ud på den nærmeste gågade lige rundt om hjørnet. Vi blev straks antastet af en ung cubaner, der kunne vise os hen til en ”Paladar”, hvor vi kunne få hummer. En ”Paladar” er en slags minirestaurant i private menneskers eget hjem. Det er som regel gode spisesteder, hvor man får god cubansk mad til OK priser, og der er som regel lidt forskelligt at vælge imellem. Det første sted han anviste nede i en meget mørk sidegade havde desværre ikke hummer, men vi forsatte til en anden mørk sidegade (der er i øvrigt ikke meget lys nogen steder) hvor vi fik en meget lækker hummer til en fornuftig pris.
 
Vi fik et indtryk af byen og stemningen ved at vandre rundt, bl.a.i gågaden Calle Obispo, dejlige
Plaza de Armas og Plaza de la Catedral, Pradoen samt ikke mindst de mere lokale gader, hvor det traditionelle liv leves.
Vi besøgte ”Museo de la Revolusion” Dette museum er absolut et besøg værd, hvis man er interesseret i Cubas revolution, da det giver en fin og detaljeret beskrivelse af denne.
 
Der blev også til en kort udflugt til Cojimar, som ligger lige uden for Havana. Cojimar er et fiskerleje, kendt som stedet hvorfra Hemingway fiskede og stedet hvorfra tusinde cubanere i 1994 flygtede i småbåde. På restaurant La Terraza de Cojimar er der billeder af Hemingway og fiskeren der inspirerede til romanen Den gamle mand og havet. Personligt synes vi, Cojimar var lidt af en skuffelse.
Hemingway har også sat sine spor i Havana bl.a. på et par kendte barer med de dertil hørende verdensberømte drinks mojito og daiquiri og hotellet Ambus Mundos, der har en dejlig tagterrasse.
 
Vi oplevede også en søndag på ”El Malecon”, som er Havanas kendte promenade langs havet. Her er mange mænd og unge forsamlede. De hygger sig, fisker, bader og drengene springer på hovedet i vandet fra klipperne.
 
På alle barer små som store var der masser af god cubansk musik både om dagen og aftenen. Det er fantastisk livsbekræftende med alle disse glade musikere og deres dejlige musik.
 
Hotel Inglaterra er et af de ”fine” gamle hoteller lige midt i Havana centralt beliggende lige op til Parque Central. Man kan sagtens fornemme, hvor flot og elegant det har været. Hotellet er nu lidt slidt, men der er pænt og rent og faktisk et udmærket valg. Der er en dejlig tagterrasse, hvorfra man har et fantastisk udsyn over nogle af de smukke gamle bygninger i Havana.
De dage, vi opholdt os på hotellet, var der både om eftermiddagen og aftenen levende cubansk musik på terrassen foran hotellet, hvor man samtidig kan sidde og nyde det pulveriserende storbyliv. På tagterrassen er der ligeledes, hvis vejret tillader det, musik og mulighed for at spise om aftenen.
 
Vi havde besluttet, at vi kun ville bo på hotel i Havana. Under resten af opholdet ville vi bo privat for at få et bedre indtryk af cubanernes dagligdag.
 
Konklusion:
Cuba var en kæmpe oplevelse, som det kan være svært at sætte ord på, da indtrykkene spænder fra den ene yderlighed til den anden, fra fattigdom og forfald til glæde og charme, fra hestevogne til turistbusser med aircondition og ikke mindst en spændende historie fra kolonitid til socialisme, men oplev det selv, med musikken som et konstant akkompagnement.
Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men prøv det inden det er for sent.



Vælg land: