FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Rejseindtryk fra Sardinien

04-04-2008 | Italien | Af Maria C. Winther

I sommeren 2005 besluttede min kæreste og jeg – efter mange overvejelser om diverse mere eller mindre besøgte feriedestinationer – at vores sommerferie skulle gå til Italien. Efter fire dage i den romerske bageovn skulle vi nedkøles og forfriskes på Italiens næststørste ø, Sardinien. Og sådan blev det.
 
En dyr lærestreg
Vores eneste transportmulighed var at leje en bil. Vi havde planlagt en del udflugter hjemmefra og ville også gerne have muligheden for bare at ”fare lidt vild” på egen hånd. Der er desuden hverken regionale busser eller tog på øen, så vores lille Fiat Punto blev vores gode ven. Vi var faktisk så fokuserede på at passe godt på den lille bil – og så tilpas usikre på lokalbefolkningens intentioner – at vi besluttede og for at tage bilnøglen med os overalt. Også når vi skulle snorkle. Nøglen var elektronisk og kom derfor i en plasticpose (man er vel snedig) og derefter i min kærestes lomme med velcrolukning. Vi følte os sikre.
 
Efter en times opdagelsesrejse under havets overflade var nøglen imidlertid væk! Vi brugte yderligere en time på at lede efter den, men bad luck, ingen nøgle. Vi gik slukørede og fulde af salt op til de livreddere, som holdt til i en lille skurvogn oppe ved bilerne. Vi spurgte om de på nogen måde kunne hjælpe os, og én yngre kvinde talte heldigvis engelsk – i modsætning til de fleste andre på Sardinien. Vi måtte sande, at de sardinske redningsfolk er meget hjælpsomme på trods af sprogbarrierer og lukketider – og det skal lige nævnes, at vi havde efterladt penge og telefoner i bilen. De skulle jo nødigt blive væk. Så med hjælp fra de venlige redningsfolk, fik vi omsider fat i en bugsérbil, der kunne transportere vores Punto til vores bopæl og en nøgle, der blev sendt med kurér den næste dag – pris: 3000 kr! Det gør vi aldrig igen.
 
Mødet med Medusa
Med bil og nyerhvervet nøgle kunne vi igen begive os af sted i det meget varierede, meget vilde og meget smukke sardinske landskab. Øen er beriget med en helt fantastisk kyststrækning – og vi oplevede endda kun den vestlige og sydlige del. Fra vilde klippeformationer til forunderlige sandbanker og fantastiske strande med små kuglerunde kvartssten, er der noget for enhver smag.
 
Vi ville prøve det hele og havde udset os en ganske særlig og meget afsidesliggende strand, som vi havde læst om i guidebogen. Efter en køretur på flere timer nåede vi frem til stranden, som virkelig levede op til vores forventninger. Der var omkring 50 lokalt udseende mennesker på stranden, men ingen i vandet… Men vi er ikke så meget til solbadning og ville gerne udforske havets fauna med snorkel og maske. Bilnøglen lod vi ligge på stranden sammen med vores håndklæder. Det var en lidt kedelig omgang, for der var ikke mange fisk at se. Der var godt nok en del vandmænd, men dem har man ligesom set før, så de fik ikke meget af vores opmærksomhed. Det var feriens fejl nummer to!
 
Vi fik lov at svømme rund i en halv times tid før de slog til. Ca. 30 meter ude fra kysten besluttede jeg, at nu ville jeg ind og holde en pause. Jeg så aldrig brandmanden og går ud fra, at den enten var meget lille, eller havde meget lange tentakler. Min arm blev næsten lammet og jeg var tæt på at gå i panik. Ikke fordi det gjorde ondt – for det gjorde det – men fordi jeg var rædselsslagen for, at jeg eller min kæreste skulle møde endnu en brandmand. Heldigvis var min kæreste lige i nærheden og han fik mig ind på land uden yderlige drama. Min arm var helt rød og hævet fra albuen til håndledet og det føltes som om den havde været i kontakt med en glohed hestesko.
 
En kvinde forsøgte uden succes at hjælpe ved at prikke på brandsåret med en udtørret spritpind. Hun var dog ikke særlig overrasket over hændelsen og sagde bare: ”Ah, medusa” og noget med, at skadestuen i den nærmeste by først ville åbne om to-tre timer. Hvad gør man så? Vi anede ikke om der var gift i såret, eller hvordan man overhovedet behandler sådan noget. Vi besluttede at tage videre til den drypstenshule, som vi havde planlagt at se og så ellers se tiden an. Efter 20 min. var jeg færdig med at tude. Efter et par timer og en tur i de kølige huler var hævelsen ved at stabilisere sig, og efter ca. 3 uger var såret blevet til et ar med form som et ”flueben”. Jeg tror nok det vil være klogt at gøre som lokalbefolkningen en anden gang – når ingen bader, er der nok en mening med det – og så i øvrigt være opmærksom på, at fralandsvind giver større sandsynlighed for brandmænd.
 
Rejsen til bjergets indre
Vores østligste udflugt på øen blev den ca. 2500 år gamle nuraghe-landsby Tiscali. Byen er placeret i en klippehule og skulle efter sigende være den oprindelige nuraghe-befolknings sidste tilholdssted inden øen blev invaderet af folk fra fastlandet.
 
Vi havde en god lang køretur foran os, og kom måske ikke af sted i så god tid som vi burde, men da klokken var tre om eftermiddagen, kom vi frem til en parkeringsplads med masser af turister og en informationsbod. Fulde af forventninger spurgte vi kvinden i boden om, hvilken vej vi skulle gå, for at komme til den forladte landsby. Men kvinden rystede bare på hovedet og sagde, at vi skulle komme igen i morgen, for det var alt for sent at påbegynde turen nu. Men vi kunne ikke bare komme igen i morgen, vi havde kørt i flere timer og nu ville vi have oplevelser til gengæld. Så vi satte os ind i bilen og kørte i den retning, som vi regnede med var den rigtige.
 
Det blev en lang køretur ad små grusede bjergveje og plantager med oliventræer – og vi mødte stort set ingen mennesker. Da vi havde kørt i ca. tre kvarter begyndte der at holde parkerede biler i kanten af vejen og vi overvejede at stoppe, men pressede alligevel vores lille lejebil til at køre et stykke længere på de efterhånden skarpe klipper. Vi parkerede og overvejede situationen kort. Vi havde ikke set nogen skilte, som indikerede at vi var på rette vej, men vi ville gerne strække benene efter de mange timer i bilen og pakkede en taske med vand og lidt slik. Vi ville bare gå en lille tur, da vi jo ikke vidste hvad vi skulle gå efter.
 
Efter et par meter mødte vi to mænd med vandrestøvler, som så meget udmattede ud. Vi spurgte, om de havde været oppe i landsbyen, men det havde de ikke. De havde givet op og var vendt om. De mente helt bestemt, at det ville være for farligt at fortsætte turen med de sandaler vi havde på. Endnu en gang trodsede vi velmente råd og gik videre. Vi fulgte vejen, som efter et kvarters tid stoppede ved det, der lignede et udtørret flodleje. Der var svage spor efter en sti, så vi fortsatte ind mellem de to bjerge, som floden engang havde løbet mellem. Der var stadig ingen skilte eller pile, men ind i mellem stødte vi på små bunker af sten, som vi tolkede som vejvisere. Der var heller ikke rigtig anden vej at gå, så vi fortsatte en times tid, og begyndte at spekulere over, hvornår solen mon ville gå ned bag bjergene og gøre det umuligt for os at køre tilbage af den smalle og stenede bjergvej. Vi besluttede at vi ville vende om klokken halv seks.
 
Klokken 17.25 mødte vi det første skilt: ”Tiscali 20 min. den vej”. Vi kunne ikke stoppe nu. Vi havde ikke mødt nogen mennesker siden vi forlod bilen og dette var første tegn på, at vi var på rette vej. Vi ville bare se den landsby. Vi fandt noget, der mindede om en sti op ad bjerget. Vi gik på et meget uvejsomt spor, som ind i mellem forsvandt og ind imellem ledte os på vildspor ud på de skarpeste klipper vi nogensinde havde set. Efter en halv time mødte vi endnu et skilt: ”5 min. den vej”. Stien var efterhånden blevet en klatrevæg og efter 10 minutters yderlige vandring satte jeg mig ned og gav op. Min kæreste ville gerne fortsætte, og jeg sagde, at han kunne kalde, hvis han fandt en landsby deroppe et sted.
 
Da jeg havde siddet og surmulet lidt i nogle minutter, kom der pludselig tre unge tyskere imod mig nedefra – den ene en pige med meget små ballerinasko på! Da de var gået forbi mig, tog jeg mig sammen. Når hun kunne, så kunne jeg i hvert fald også – jeg havde trods alt trekkingsandaler på. Det viste sig at vi kun var ca. 10 minutters yderligere vandring fra målet og til vores store overraskelse blev vi mødt af en vred vagt, som ville have betaling for at lade os komme ind i huleområdet. Han var vred, fordi de tre tyskere var gået ind uden han havde opdaget det, og nu var på vej over afspærringen til de små stendynger, som skulle gøre det ud for landsbyens huse.
 
Vi fik mildnet vagten ved at appellere til hans glæde ved at fortælle om de få historiske fakta, man har om nuragherne. Denne landsby blev fundet i slutningen af 1800-tallet, men først for få år siden var der blevet bevilget penge til udgravning, efterforskning og bevaring. Derfor var stedet ikke blevet vedligeholdt og mange nysgerrige turister havde i årenes løb sat deres præg på stedet. Ikke desto mindre er det utroligt at stå midt inde i et så utilgængeligt bjerg og kigge på resterne af, hvad der engang var tilflugtssted for et udrydningstruet folk. Efter turen op til hulen er det nemt at forestille sig, hvor desperate disse mennesker har været, da de forsøgte at gemme sig her på dette ugæstfrie sted. Vagten fortalte os i øvrigt også, at vi var gået ad den gamle sti og det var derfor, vi ikke havde mødt skilte og andre vandrende på turen. Alligevel anbefalede han, at vi gik den samme vej tilbage, for den kendte vi jo. På den nye rute skulle man helst have en guide med, ellers kunne man fare vild.
 
Nedstigningen varede kun ca. en time og vi nåede langt væk fra de små bjergveje og ud på den nye motorvej, inden det blev mørkt. Vi havde en helt fantastisk oplevelse den dag, og det var vores held, at vi ikke lyttede til damen i informationsboden. Så det er altså ikke altid, man skal lytte til lokalbefolkningens råd. Man skal gøre som de gør og ikke som de siger!
 
Sardinien som rejsemål
Allerede den første aften på Sardinien oplevede vi den gæstfrihed, som befolkningen tilsyneladende har rigeligt af. Da vi i fuldstændig mørke ankom til vores destination, en lille by ved navn Solanas, kunne vi ikke finde vores B&B og spurgte en lille gruppe mennesker på gaden om vej. En ung dreng greb straks sin knallert og sagde at vi bare skulle følge efter ham. Vel fremme blev vi indlogeret på et hyggeligt og pænt værelse med bad og toilet og blev straks inviteret på hjemmelavet pizza i husets kælder, hvor man havde installeret den obligatoriske stenovn. Vi betalte 4.140 kr. for 9 overnatninger med morgenmad.
 
På Sardiniens vestkyst møder man ikke mange turister. Det kan være meget godt, hvis man gerne vil have nogle gode naturoplevelser i fred og ro, men det betyder altså også, at udbuddet af spisesteder er yderst sparsomt. Vi fandt hurtigt ud af, at hvis vi ville opleve den sardinske madkultur, så skulle vi nå hjem til spisetid hos Cecilia. Hun sørgede altid for, at invitere os på middag, inden vi tog af sted på vores dagsture, og det var nemmere at sige ja tak og skynde sig hjem fra dagens udflugt, end det var at finde en restaurant, som serverede mad fra eget køkken. Det var rigtig hyggeligt at spise i haven hos Cecilia omgivet af en masse italienere, som tilsyneladende kom fra nær og fjern, for at opleve hendes kogekunst. Vi følte os meget privilegerede over at blive inviteret ind, der hvor italienerne lægger deres hjerter – ved middagsbordet. Vi var ret overvældede over denne gæstfrihed, som senere viste sig at koste dyrt.
 
Da vi ved afrejsen skulle afregne for vores ophold, var prisen pludselig det dobbelte af, hvad vi havde stående på vores voucher. Tilsyneladende på grund af den mad vi havde spist. Cecilia kunne ikke engelsk og vi ikke italiensk, og hendes søn - som vi havde kommunikeret igennem de foregående dage - havde aftenen inden mistet en god ven, som var kørt galt på sin motorcykel. Puha, det var en svær situation. Vi havde ikke kontanter nok til at betale, og vi blev pludselig konfronteret med, at vores egen dømmekraft i forhold til gæstfrihed havde været skudt noget over målet i denne situation. Det endte med at vi gav de penge vi havde tilbage, mens den lokale præst forsøgte at trøste familien over sønnens tab. Samme dag - i lufthavnes biludlejningskontor - steg vores oplevelse med den mistede bilnøgle fra de aftalte 1500 kr. til 3000 kr.
 
Men alt i alt har vi et rigtig godt indtryk af Sardinien. Der er gode veje – omend dårlig skiltning – og en helt fantastisk natur. Befolkningen er rigtig hjælpsom, hvis man er i knibe – man skal bare ikke være naiv, når man er ude af kniben igen.



Vælg land: