FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Bongoyo Island

28-03-2008 | Tanzania | Af Peter Steen Leidersdorff

Bongoyo Island er en lille tropisk ø, der ligger ud for Dar es Salaam i Tanzania. Øen byder på en dejlig hvid sandstrand med koralrev 10 meter fra kysten. Det er ikke muligt at overnatte på øen, men den kan besøges på dagsture.
 
Sandra var netop ankommet til Dar es Salaam dagen før og jeg havde arbejdet hele ugen. Så efter at have hentet hendes forsinkede baggage i lufthavnen, tog det ikke lang tid at beslutte os for, at vi skulle en tur på stranden og nyde det. Her er Bongoyo Island det letteste og mest oplagte valg.
 
Bongoyo IslandVi blev kørt ned til SlipWay, hvor man kan blive sejlet ud til Bongoyo fire gange om dagen. Vi får købt billetter til båden og til marine-parken, som øen er en del af.
 
Vi bliver først sejlet lidt ud i bugten i en lille båd, men kun for at komme om bord på en større båd, som skal sejle ud ud til Bongoyo. Temperaturen er en helt anden, så snart du kommer ned mod vandet i Dar es Salaam, så det er utroligt forfriskende at komme ud på havet, hvor temperaturen ligefrem er til at holde ud. Det har nok noget at gøre med, at der er en smule vind.
 
Sejlturen tager ca. 30 min og mens nyder vi at se de mange traditionelle dhows sejle forbi. Det vrimler med dem over det hele og det er svært ikke at fylde kameraet op med billeder af disse flotte sejlbåde.
 
Allerede på lang afstand kan vi se, at det er et lille tropisk paradis, vi er på vej ud til. Vandet går fra den flotte dybe blå farve til den mere turkise farve. Omkring 100 meter fra kysten bliver vi afhentet af en mindre båd, der sejler os ind til Bongoyo. Og ja, det er uden tvivl et lille paradis, vi er ankommet til...
 
Den dejligste hvide sandstrand, turkist vand og næsten ingen mennesker! De folk, som er derude, ligger lidt oppe bagi, hvor der er en cafe og lidt skygge. Vi vælger dog at smide os helt nede ved vandkanten. Vandet er næsten for varmt, men er alligevel alt for dejligt efter en uges arbejde i Dar es Salaam. Virkelig lige hvad jeg trængte til.
 
Bongoyo IslandUnder overfladen vrimler det med fisk og koraller. Det handler dog om at finde de rigtige steder, men hvis man gør det, så bliver man også belønnet. For her er mange forskellige koraller og faktisk mange, som jeg aldrig har set tidligere. Det sjoveste er dog, at her er virkeligt mange søanemoner med deres tilhørende klovnfisk - så hvis man gerne vil se "Nemo" fisk, så er Bongoyo stedet.
 
Det bliver til et par timers solbadning og snorkling, før vi bliver kaldt ud til båden igen for at sejle tilbage til Dar es Salaam. Bongoyo er virkelig flot og kan hamle op med nogle af de aller bedste strande, jeg har set. Jeg synes selv, at den slår de strande, jeg så på Zanzibar, som jo også er i "nærheden".
 
Så hvis du er i Dar es Salaam, så snyd ikke dig selv for Bongoyo Island. Frisk luft, fed strand, flotte dhows og dejlige koraller og fisk.
 
Flere billeder fra turen til Bongoyo Island
 
 
 
 
 



Vælg land: