FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Hotel Piedras y Olas i Nicaragua

06-01-2009 | Nicaragua | Af Peter Steen Leidersdorff

Hotel Piedras y Olas (Pelican Eyes) i San Juan del Sur i Nicaragua er uden tvivl et af de flotteste hoteller, jeg nogensinde har overnattet på. Her var jeg endda så heldig at have 3 dejlige overnatninger i helt overdådige eksotiske omgivelser.
 
Vores værelse på hotelletSan Juan del Sur ligger næsten helt nede ved grænsen ind til Costa Rica, i den sydlige del af Nicaragua. Det var en forholdsvis hård tur at komme derned fra Managua. Vejene er set bedre og det er bilen, som vi lejede, også. En 4x4 er helt klart at foretrække, også selvom det uden tvivl er en del dyrere. På vejen så vi Masaya vulkanen og var en hurtig tur igennem den smukke kolonianske Grenada. Turen derned var faktisk en oplevelse i selv og naturen er fantastisk flot. Man kan hele tiden skimte vulkaner, små landsbyer, søer og meget mere.
 
Efter lidt roden rundt i San Juan del Sur finder vi endeligt Piedras y Olas. Vi når dog først op til hotellet efter to forsøg med bilen. Der er en pæn stejl bakke op til det, men vi klarede det dog til sidst. Heroppe kunne vores lille fine Opel Corsa stå sammen med en masse flotte 4x4 biler - andre vidste åbenbart godt, at vejene var mindre gode.
 
Vores terrasse
Efter at have bestilt værelset i tre dage (kostede kun 100$ pr. nat - koster vist 120$ nu), kom der to unge fyre springende og bar vores rygsække (vi havde jo begivet os afsted på backpacker manér - hvis man ser bort fra bilen) op til vores værelse. Værelset var helt enormt stort. Næsten større end vores lejlighed hjemme i Danmark og det var selvom værelset her på hotellet kun er ét stort rum. Her er nok omkring fem meter til loftet og byggestilen er enormt tjekket. Leder mine tanker hen på Paradise Hotel, som jo er optaget i Mexico. Værelset har aircon, flere vifter i loftet, rent drikkevand i vandbeholder, TV og DVD, køleskab, to store dobbeltsenge og meget andet.
 
Det bedste ved værelset er dog badeværelset og vores terrasse. Badeværelset er super lækkert, med et kæmpe brusebad, hvor man bare kan stå i timevis. Terrassen er ca. 5x5 meter i størrelse og har en smuk udsigt ud over San Juan del Sur bugten og Stillehavet. Man føler den er placeret midt i regnskoven, når man sidder derude. Her vrimler med lyde og insekter.... men på den fede måde. Og solnedgangen ude over vandet er næsten ubeskrivelig smuk.
 
Lækker swimmingpool
Udover værelset er swimmingpolen og restauranten også værd at nævne. Så snart man bevæger sig i nærheden af poolen (som var bygget som en infinity-pool, hvor vandet ligesom løber ud over en skrænt) får man stukket håndklæder i hånden og inden man har lagt sig står der snacks ved bordet.
 
Restauranten serverede den bedst tænkelige mad. Det er dog kun morgenmaden, der er med i prisen, men den var også helt enorm. Frisk juice, lune muffins, tortilla med lækkert fyld osv, osv.
 
De tre dage i San Juan del Sur gik alt for stærkt - desværre var vejret ikke helt med os. Det er uden tvivl et sted, der kan anbefales, hvis man befinder sig i det sydlige Nicaragua og gerne vil opleve en smule luksus (som der er langt i mellem på disse kanter).
 
Læs mere om hotellet på deres hjemmeside:



Vælg land: