FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Sharm el Sheikh

07-08-2007 | Egypten | Af Sandra Leidersdorff

Vi valgte at bestille en rejse til Sharm el Sheik, da vores hovedformål var at komme til at snorkle. Egypten går under et af de bedste steder at dykke/snorkle i verden og man må sige, at det levede op til dette ry. Der var ikke så meget at se på oppe på land -men så længe man havde hovedet under vandet, var det helt fantastisk!
 
Det var længe siden, at vi sidst havde været på charterferie, så det krævede lige lidt omstilling. Da der blev klappet, da flyet landede, kiggede vi på hinanden og sagde: Så er vi på charterferie! Pludselig var der jo en guide, der hentede os i lufthavnen, den traditionelle intro-snak i bussen og hjælp til at tjekke in. Men derfra kan man jo så vælge at holde sig for sig selv.
 
Sharm el Sheikh ligger på den sydlige del af Sinai-halvøen. Vi boede et stykke uden for Naama Bay i et område, der hedder Hadaba. Vi boede på et 5-stjernet hotel, der hedder Iberotel Grand Sharm. Hotellet var rigtigt godt -fantastisk placering lige ud til Det Røde Hav og med en masse gode faciliteter.
Det lokale rev, som lå lige ude foran hotellets egen badebro, var over alt forventning! Vi snorklede derude flere gange om dagen, for man blev aldrig træt af at ligge lige så roligt i overfladen og betragte det helt utrolige liv under vandet. Det var dog bedst at snorkle tidligt om morgenen og lige inden solen gik ned. Der var der ingen andre mennesker og man kunne tydeligt se, at flere -og større- fisk kom frem så.
 
En af dagene var vi med et lokalt dykkercenter på en bådtur til Ras Mohammed. Her fik vi set en masse forskellige koralrev. Der er et kæmpe udbud af sådanne ture, da både rejsebureauerne og lokale agenter arrangerer dem.
Vi var også på en tur ud i Sinaiørkenen, hvor vi kørte off-road, spiste frokost i en beduin-lejr og red på kameler. Der var også tid til snorkling på denne tur, så vi fik både snorklet i Abu Galum og The Blue Hole. Det var en rigtig god tur med en masse forskellige oplevelser.
 
Området som vi boede i, Hadaba, var ikke noget særligt. I det hele taget bærer Sharm el Sheikh præg af nybyggeri; et stort område i ørkenen, hvor der er i gang med at blive bygget en masse store resorts. Der er derfor ikke så meget andet end kæmpe hotelområder, hvorfor mange af hotellerne også har 'All inclusive'.
Der er dog Naama Bay, som har nogle gågader og en betalingsstrand. Der er en masse små butikker, restauranter og natklubber. Vi var der inde en eftermiddag for at spise frokost. Der var næsten ingen andre turister, da det var over 40 grader -så vi blev overfaldt af lokale, der ville sælge os alt muligt. Det blev ret irriterende og gjorde, at man faktisk ikke gider være der. Hele området skulle dog vrimle med turister om aftenen og så er der nok større chance for at gå lidt i fred.
 
Vi havde en rigtig god uge i Sharm el Sheikh og fik snorklet en masse. Hvis man er interesseret i dykning og snorkling, er det et oplagt sted at tage hen. Man skal dog være indstillet på, at man er meget på sit hotelområde, hvilket også er fint nok, når man befinder sig i vandet det meste af dagen. Der er dog et minus ved Egypten; Faraos Forbandelse! Rygtet siger, at alle, der tager til Egypten, får dårlig mave. Og jeg kan desværre bekræfte dette rygte...



Vælg land: