FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


La Digue

14-06-2007 | Seychellerne | Af Sandra Leidersdorff

La Digue, som er den fjerde største ø, er kendt for sine granitklipper og ikke mindst for verdens mest fotograferede strand Anse Source D'argent. Øen ligger 50 km. nord-øst for Mahé. Vi sejlede dertil med en færge fra Praslin, som ligger 4 km. vest for La Digue. Vi skulle være der i fire dage og glædede os til at slutte ferien af på denne meget lille og eftersigende stille og rolige ø.
 
Da vi ankom til jetty'en med al vores baggage, besluttede vi hurtigt at tage en Ox-cart op til vores hotel, som vi vidste lå et stykke derfra. Det siges, at der ikke er biler på La Digue, men det passer ikke helt. Vi så nogle stykker -hovedsagligt taxaer- men der er nok ikke flere end 10-20 stykker. Derfor kommer man rundt enten på cykel eller i Ox-cart, som er en hestevogn trukket af en okse i stedet for en hest. Øen er ca. 6 km. lang og 3 km. bred og det er derfor perfekt at komme rundt på øen på cykel. Det er utroligt nemt at leje cykler. Man bliver næsten overfaldet på jetty'en af folk, der vil leje dig en cykel. De leverer den gerne på dit hotel og henter den igen, når du rejser. Vi gav vist 30 euro for to cykler i fire dage.
 
Vi skulle bo på Villa Mon Rêve og havde booket tre bungalows hjemmefra. Villa Mon Rêve lå et stykke fra selve "byen" og lå derfor for sig selv i et meget stille område. Det var et udemærket sted og Agnes, som både har hotellet og den tilstødende frisørsalon, var meget venlig. Vores ophold var inklusiv morgenmad og aftensmad, så derfor var det kun frokost, vi spiste ude. Vi fandt en lille take-away, som havde en masse retter til at tage med. De havde ca. 10 forskellige retter, som skiftede hver dag. Min favorit var "beef-curry" men ris og mango chutney. En ret stor portion kostede ca. 20 kr.! Der var også et stort indkøbscenter, som eftersigende skulle være det største på Seychellerne. Her kunne man købe alt fra møbler til brød og kager. Det kunne dog være svært at få fat i koldt vand om morgenen, da både supermarkedet og de små minimarkeder slukkede for deres køleskabe om natten.
 
Det gav en utrolig frihed at have cykler. Man kan cykle til alle steder på øen og var derfor ikke længere afhængig af busser og taxaer. Vi var ude ved Patatran og snorkle et par gange og det lykkedes Peter at se en havskildpadde her. Vi havde dog tidligere set en hel flok ved Anse La Blague på Praslin. Her var også en lille strand, men den forsvandt om eftermiddagen, når det blev højvande.
Anse Source D'argent, som er verdens mest fotograferede strand, skulle selvfølgelig også ses. Den ligger i et naturreservat og det kostede derfor 3 euro per person at komme ind. Her var bl.a. en gammel kirkegård og en indhegning med landskildpadder. Stranden var utroligt flot og de store granitklipper var virkelig betagende. Vi tog derud igen et par dage efter. Man kunne sagtens ligge for sig selv, men det var uden tvivl den strand, hvor vi så flest turister.
 
På syd-vest siden ligger der tre strande i forlængelse af hinanden; Grand Anse, Petit Anse og Anse Coco. Vi cyklede derud en dag. Man kommer først ned til Grand Anse, som er en bred hvid sandstrand med klipper i siderne og palmer i baggrunden. Det var en kæmpe strand, ikke mindst fordi der væltede enorme bølger ind, der var omkring 2-3 meter høje. På alle tre strande er der badning forbudt, men så ikke ud til at afholde folk fra at gå i vandet her. De lokale surfede endda på de enorme bølger -det så ret vildt ud!
Her lå en lille restaurant, som næsten var en lille hule, fordi der skulle være skygge for solen. Her grillede de hver dag til frokost og havde en meget lækker buffet.
Vi gik op over klipperne i den ene ende og kom så til Petit Anse. Den lignede den store strand -bare i en lidt mindre udgave. Her var bare stort set ingen mennesker. Vi bevægede os ud i vandet, men mærkede hurtigt den kraftige understrøm og blev derfor i vandkanten, hvor de store bølger stadig væltede en omkuld.
For at komme til den sidste strand, Anse Coco, skulle man ud på et lille "trek". Det tog ca. en halv time at gå derover og det var over klipper og igennem krat og buskads. Men det var besværet værd! Det var en utroligt flot strand, der lå i en lille rund bugt omgivet af palmer. Her var stort set heller ingen mennesker og man havde følelsen af at have den for sig selv.
 
La Digue var en hyggelig lille ø, men som er meget hurtigt set. Vi var glade for, at vi ikke havde mere end 4 overnatninger der. Den kunne også sagtens ses på en dagstur, som vi kunne se, at mange turister fra Praslin gjorde. Jeg ville dog ikke have været foruden dagene på La Digue, men tror ikke jeg skal derud næste gang jeg skal til Seychellerne.
 
Se også vores galleri fra Seychellerne her
 
Flere billeder fra La Digue
 



Vælg land: