FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Port Launay

16-05-2007 | Seychellerne | Af Peter Steen Leidersdorff

På vestkysten af hovedøen Mahe finder man marine nationalparken Port Launay. Man forstår godt, at Port Launay er en de lokales foretrukne strande med sit kridhvide sand, utrolige grønne vand, smukke palmer og spændende snorkling direkte fra stranden. Så bliver det ikke bedre…

Vi lejede en jeep og kørte sydpå for derved at køre over på vestkysten af Mahe, som vi ikke tidligere havde set. Man følger kysten stort set så langt man kan og når til sidst Port Launay. Stranden kan også nås via bus, hvilket faktisk så ud til være rimeligt let. Vi kørte et par gange med bus og man skal selvfølgelig være klar til at stå op meget af vejen, men ellers fejler deres busser intet og er uden tvivl det bedste alternativ til taxa og til at leje bil. Det koster ca. 2-3 kr. uanset hvor og hvor langt du skal hen.

Først på eftermiddagen når vi (endelig) Port Launay og det er tid til at nyde den fantastiske strand, som ligger i en lille dyb bugt. Stranden er hele vejen rundt omkranset af grønne kokospalmer og i begge sider af bugten er der koralrev – efter sigende nogle af de bedste på Mahe.

Vi møder kun èt andet par turister herude og resten af menneskerne på stranden er lokale. Mange af dem er unge, som er kommet direkte efter skole. At de lokale bruger stranden må jo vidne om, at den er god.

Jeg er (selvfølgelig) den første i vandet - på med mit snorkling-gear og så hurtigsvømning over til koralrevet. Revet vrimler med fisk og liv og korallerne er i nogenlunde fin form. Her er kun hårdkoraller, men området, som koralrevet strækker sig over, er meget stort og jeg når kun et par hundrede meter ud, før jeg vender om og svømmer tilbage. Jo længere jeg kom ud, desto klarere blev vandet og derved en federe oplevelse. Vandet tæt ved stranden var ikke specielt klart - slet ikke sammenlignet med de andre steder vi var på Seychellerne.
 
Da jeg når ind til stranden igen, opdager jeg et par drenge der står og fisker. Ingen fiskestang, bare en line med en krog med lidt mading - men det virker åbenbart fint, for der går ikke længe, før de hiver en forholdvis lang fisk op af vandet. Jeg får taget en video, hvor den ene af drengene stolt viser fisken frem - ret sjovt!
 
Port Launay er uden tvivl et besøg værd, hvis du er på Mahe. Den er bestemt en af de mest idylliske strande, jeg nogensinde har set og omgivelserne er helt perfekte...
 
Video fra Port Launay
Hent video (3,5 mb wmv)



Vælg land: