FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Bryllupskuller i oplevverden.nu

13-05-2007 | Tanzania | Af Jesper Guhle Mogensen

Der er gået bryllupskuller i oplevverden.nu.
Senest blev chefredaktøren gift med hovedskribenten - på Seychellerne, med sand mellem tæerne og grillet fisk til hovedret. Det kan man læse mere om et andet sted på siden (her). Jeg er også blevet gift. Et, på overfladen, ikke helt så romantisk bryllup, men dog en historie – en rejsehistorie...
 
Min fortælling begynder mens jeg arbejder som IT-rådgiver for MS TCDC, Mellemfolkeligt Samvirkes træningscenter i det nordlige Tanzania. Det er juli måned, 2006, og jeg er på min sidste måned af min kontrakt, og er godt på vej til at vænne mig til tanken om (synes jeg selv) en velfortjent ferie i Danmark, inden jeg begynder en ny kontrakt i Dar es Salaam. En aften sidder jeg på baren i TCDC. Der er fest, som der så ofte er på et sted hvor kursister, kommer og går, lærer hinanden at kende for at skilles igen med løfter om at holde kontakten ved lige. Til den slags arrangementer er jeg en outsider. En del af møblementet. Og jeg er også kun i baren for at få en godnat-øl og hilse på kolleger og venner der ligeledes holder sig i baggrunden, mens bandet og kursisterne giver den gas i festlokalet ved siden af.
 
Pludselig er der en ung, smuk kvinde der kravler op på barstolen ved siden af mig. Hun præsenterer sig og fortæller hvad hun laver på TCDC. Hun er kursist, og det er hendes sidste dag. Hun skal videre til Moshi, en by 40 kilometer væk, for at arbejde på et hospital som biomedicinsk ingeniør i en måned inden rejser hjem. Hun er fra Etiopien, men bor i Miami. Jeg er lidt befippet, men ikke mere, end at jeg under vores korte samtale beder om et telefonnummer. Og så forsvinder hun.
 
Et par dage senere ringer jeg og spørger om vi skal spise frokost sammen i Moshi. Det bliver en hyggelig dag, en intens dag. Hun er sjov, spændende, charmerende, smuk, men først og fremmest fuldstændig anderledes nogen anden kvinde jeg har mødt.
 
Der går 14 lange dage inden jeg ser hende igen, og det er til min afskedsfest på TCDC. Der er taler og gaver og meget andet ceremonielt gøgl, men først og fremmest er der hende. Vi taler, vi danser, og lige pludseligt er det næste dag og hun skal tilbage til Moshi, og jeg skal med et fly til København.
 
Og det burde jo være end of story. Et lukket kapitel. Et dejligt, men langsomt falmende minde. Men på vej hjem og under de første regnvåde dage i Danmark går det op for mig, at det kan jeg ikke acceptere. Og under vores daglige og timelange samtaler på Messenger og Skype finder jeg ud af, at hun har det på samme måde. Vi aftaler at mødes i London inden jeg rejser tilbage til Tanzania for at begynde min nye kontrakt.
 
Fire dage der giver ordet ”romantik” en helt ny mening for mig. Fire dage der for altid vil ændre mit syn på London. Vi bor på Park International, tæt på Hyde Park. Vi går lange ture, besøger Tate Modern og går på opdagelse i den imponerende samling af moderne kunst. Vi spiser sushi på KOI, og jeg guider hende igennem det store kolde bord på Lundum’s. Vi tager i The Fortune Theatre og ser ’The Woman in Black’ Vi køber en frisbee i Slick Willies og lader den svæve i sommerkåde Hyde Park. Vi besøger HMV og går amok i CD- og DVD-indkøb. Alle behandler os med den smilende overbærenhed, man tildeler folk der tydeligvis er forelskede.
 
 
Og pludselig og alt for hurtigt er der et nyt farvel. Denne gang i Heathrow.
 
De næste par måneder er jeg travlt beskæftiget med mit nye arbeje, mit nye hus, min nye tilværelse i Dar es Salaam. Og det er tungt, for jeg er ikke glad. Der mangler noget. Noget som jeg ikke tidligere har vidst at jeg ikke kunne leve foruden. Jeg overtaler hende til at komme og besøge mig i Dar. I 14 dage. For første gang har vi et strejf af en dagligdag sammen. Jeg kysser hende farvel om morgenen inden jeg tager på arbejde, og om aftenen laver vi mad sammen. Vi går i fitness center og på indkøb, og prøver i det hele taget at leve en ”normal” dagligdag. Jeg tager et par dage fri fra arbejde og vi har en lang weekend på Zanzibar, hvor vi bor på The Coffee House, et utroligt hyggeligt lille guesthouse midt i Stonetowns labyrint af gader. Vi lader os selv fare vild og slentrer i timevis rundt i Stonetown, vi går på fiskemarkedet, tager en taxa op til Kendwa, Zanzibars absolut bedste strand, hvor vi indlogerer os på White Sands Beach Hotel, et et dejligt afslappet hotel med små fantasifuldt dekorerede rum med udsigt over havet. Tilbage i Dar es Salaam, tager vi på Addis in Dar, byens bedste Etiopiske restaurant, og jeg bliver introduceret til en meget eksotisk og intim Etiopisk tradition, hvor man mader hinanden.
 
...Og så er hun væk igen. Jeg står og ser hende forsvinde ind gennem dørene til afgangshallen i lufthavnen i Dar. Og føler mig så usigeligt tom.
 
Jeg køber en billet til Miami, og tager ferie i begyndelsen af Januar 2007. Jeg har ikke noget valg, jeg bliver nødt til at se hende igen. Men jeg er også begyndt at blive lidt urolig. Det er vi begge to. Enhver der ejer en globus, kan hurtigt se, at der er meget langt fra Miami til Dar es Salaam. Vi kan praktisk taget ikke leve længere fra hinanden med mindre en af os flytter til det ydre rum. Og selvom vi begge to har rimeligt velbetalte jobs, så er vi langt fra rige – og alle vores penge går til flybilletter. Vi bliver nødt til at finde en løsning. Og hurtigt!
 
Jeg tager mit livs hidtil største beslutning da jeg en uge inden afrejsen går ind i en juvelerbutik i Dar og køber en ring. En lille ring, med en dybblå tanzanite. Således bevæbnet flyver jeg til Miami, og efter en længere slåskamp med Miamis paskontrol (der hurtigt opdager at jeg har boet i Afghanistan), er vi endeligt sammen igen. Vi har efterhånden nået en rutine, hvor vi lige skal mærke efter om det hele er sandt, om vi virkelig kan blive så lykkelige ved bare at være sammen, eller det er noget vi har bildt os ind. Men hurtigt falder vi ind i en dagligdag igen. Hun går på arbejde, og jeg arbejder enten fra hendes lejlighed eller fra en Starbuck cafe i South Beach. Jeg nyder i fulde drag, at Miami er tæt dækket a internet hotspots, så man bare kan smække sin bærbare op på diverse cafeer og have en trådløs bredbåndsforbindelse til rådighed. Om eftermiddagen går vi på stranden, og om aftenen besøger vi venner og familie. Miami er en vild og løssluppen smeltedigel af kulturer og frigjorthed, fuldstændig anderledes det indtryk man ellers har af USA som tilknappet og konservativ. Vi går på Sushi Blues og spiser sushi mens ejeren giver den hele armen på saxofon. Vi ser et udendørs stand-up-show på South Beach, et mavedansershow i The Colony Theatre, og Miami Heat slå New York KnicksAmerican Airlines Arena. Vi går til salsa. Og i fitnesscenter om morgenen.
 
Den anden dag jeg er i Miami, frier jeg til hende. Jeg sætter ringen på hendes finger, og hun siger ”ja”. ”Men hvornår?” spørger hun. ”I morgen?” foreslår jeg. Det tænker hun lidt over. ”Nej, jeg kan ikke tage fri fra arbejde i morgen”. Det går op for mig, at når jeg rejser fra Miami, vil mit liv være fuldstændigt forandret.
 
På grund af en lov i Miami, der siger at man først kan blive gift minimum to arbejdsdage efter at man har udfyldt ægteskabspapirerne, og på grund af at det tager et stykke tid at finde ud af, hvor det rette kontor ligger etc., kan vi først blive gift den allersidste dag jeg er i Miami. På min bryllubsdag vågner jeg om morgenen, elsker dybt og inderligt med min forlovede, kører til Miami Courthouse, bliver viet, spiser frokost med svigerfamilien, kører hjem, elsker dybt og inderligt med min hustru, kører til lufthavnen og kysser hende farvel.
 
Og så er det, at det går op for mig, at der er INGEN der ved at jeg er blevet gift. Ingen i Danmark og ingen i Tanzania. Jeg overvejer at ringe til min mor, men på den anden side virker det for underligt...”Hej mor. Ja, vejret er dejligt, og, nåh ja, jeg er for øvrigt lige blevet gift”.
 
Der går mindre end en måned inden vi ses igen. Denne gang i Østrig. Min familie har arrangeret en skiferie, og det er jo en strålende anledning til at præsentere dem for min hustru. Med den lille krølle, at der stadig ikke er nogen der ved, at jeg er blevet gift. Jeg mødes med min kone i München lufthavn, og vi tager sammen toget til Schladming. Min familie har over de sidste godt 30 år gjort det til en tradition at stå på ski i Schladming, og vi bor altid det samme sted, Hotel Sonneck, et hyggeligt lille familiedrevet hotel placeret godt oppe i skiområdet. Jeg indfører en helt ny trend inden for bryllupsarrangementer: Surprise Wedding. Jeg har arrangeret en lille fest på en restaurant i nærheden af vores hotel. Ingen kender anledningen. Da alle har fået noget i glassene, rejser jeg mig op og holder en improviseret tale. Talen begynder på en bar i det nordlige Tanzania, og mens jeg langsomt kommer igennem fortællingen om vores flygtige, men stadigt hyppigere og længere møder rundt omkring i verden, kan jeg se på min familie, at de tror de har regnet mig ud. De tror de er til forlovelsesfest. Da jeg endelig kommer til det punkt i fortællingen, der lyder: ”...Og så friede jeg til hende”, kommer der diverse glade suk og udbrud omkring bordet. Flere udbrud, da jeg fortsætter ”...Og så sagde hun ja”. Men der bliver et øjeblik helt stille, da jeg tilføjer ”...Og så blev vi gift”. Så begynder folk spontant at klappe. Bagefter går vi i Knappenkeller og danser det meste af natten væk.
 
Det er første gang min hustru oplever sne. Min mor og jeg klæder hende ordentligt på i en sportsforretning i Schladming. Hun synes vi overdriver, men vi insisterer: Sne er koldt. De første par dage er hun på skiskole, og til min store lettelse elsker hun det. Hun vælter rundt på løjperne som en tumling, men storgriner hver gang hun ender på hovedet i en snedrive. Efter en lille uge tager vi toget tilbage til München, og har en enkelt hotelnat sammen inden vi igen står i en international lufthavn og siger farvel.
 
Det er 10 uger siden nu. 10 lange uger. Den længste tid vi har været adskilt siden en smuk, ung kvinde satte sig på en barstol ved siden af mig på en bar i det Nordlige Tanzania for mindre end et år siden.. Det har ikke været nemt. Ikke mindst på grund af tidsforskellen. Når jeg står op om morgenen, taler jeg lidt med hende inden hun skal i seng. Efter arbejde taler jeg lidt med hende inden hun selv skal på arbejde. Jeg har kysset hende farvel i 5 lufthavne på tre kontinenter på under et år.
 
Men det er ok nu. Om to dage ankommer hun til Dar es Salaam. Og hun flyver på enkeltbillet.
 
Se DET er en rejsefortælling.
Jesp
 
Jesp arbejder som IT-rådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke og bor forøjeblikket i Dar es Salaam, Tanzania. Du kan læse mere om hans oplevelser på hans blog, http://guhle.typepad.com



Vælg land: