FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


E-cigaretter med på ferie?

8. januar 2016 | verden | Af Redaktionen


Siden 11. september 2001, er reglerne i verdens lufthavne blevet strammet af flere omgange. Alt sammen naturligvis for at øge sikkerheden, men har du styr på reglerne, og ved du hvad (og hvor meget) du må have med i bagagen? Hvad med din E-cigaret, f.eks.?

I korte træk må du i din håndbagage, samlet medbringe 1 liter væske. Denne væske skal dog være opdelt i beholdere á maksimalt 100 ml. Der findes ikke et loft for hvor mange beholdere med væske du må medbringe, men det er et krav, at de alle kan være i den pose, som lufthavnen udleverer. Der udleveres kun 1 pose pr. passager.

E-cigaretter er blevet en af vores nye foretrukne måder, til at stimulere rygetrangen. E-cigaretter fungerer kort fortalt vha. en såkaldt ”E-væske” med eller uden nikotin, der via en atomizer, fordampes og kan suges ned i lungerne. Det er smart fordi E-cigaretternes E-væske indeholder langt færre skadelige stoffer end almindelig tobak, og dermed er mindre sundhedsskadelige end konventionelle cigaretter.

Men i og med at E-væsken, som navnet tydeligt indikerer, er en væske, er det en god idé at sikre sig, at den lille dampmaskine ikke bliver konfiskeret ved lufthavnens sikkerhedstjek, inden du går ombord i flyveren.

For selvom der er tale om en væske, er det ikke altid tilladt at medbringe E-væske i håndbagagen. Heller ikke selvom der er tale om mindre end de berømte 100 ml. De fleste steder sidestilles E-cigaretter dog med almindelige tobaksvarer, men der foreligger en potentiel risiko for konfiskering, hvis ikke du følger den pågældende lufthavns- eller flyselskabs retningslinjer. Derfor er det altid en god ide, at konsultere dit flyselskab inden afrejse.

Ingen generelle regler for E-cigaretter

Til trods for, at E-cigaretter ikke længere er et nyt fænomen, er der endnu ingen overordnede regler på området – i hvert fald ikke i forhold til at tage dem med på rejsen. Nogle flyselskaber vil ikke acceptere E-væske i håndbagagen, nogle vil slet ikke acceptere det overhovedet – heller ikke i din indtjekkede bagage, og andre igen tillader både E-cigaretter og E-væske, så længe det selvfølgelig pakkes i henhold til almindelig gældende praksis for væsker, altså i en beholder på max. 100 ml., i en pose på max. 1 liter.

Det er derfor vigtigt endnu engang at understrege, at det bedste du kan gøre, hvis du vil have din e-cigaret og e-væske med på rejsen, er at kontakte det flyselskab du skal flyve med, og lade deres instrukser agere din altoverskyggende rettesnor.

En ting er dog helt sikkert, og det er, at brugen af E-cigaretter, sidestilles med almindelig rygning. Derfor må du kun benytte e-cigaretterne i lufthavnens eventuelle rygekabiner, og aldrig ombord på fly. I hvert fald ikke i som reglerne er nu. Og med det globale syn på rygning og nikotin taget i betragtning, er det meget lidt sandsynligt, at det nogensinde vil blive acceptabelt.

Almindelige ”gammeldags” rygere skal dog også være opmærksomme, da noget så simpelt som en lighter, sagtens kan ske at blive konfiskeret. ”Herregud”, tænker mange nok, ”så kan man da bare købe en ny!” Og ja, det er selvfølgelig sandt, men hvis der er tale om en dyr, eller måske endda arvet lighter fra Zippo, Ronson eller S.T. Dupont, kan (og vil) det være en ubehageligt bitter pille at sluge.




Vælg land: