FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Azorerne - midt i Atlanten

15. oktober 2010 | Azorerne | Af Peter Leidersdorff

Med sin beliggenhed midt i Atlanterhavet, næsten halvvejs til Amerika, er Azorerne Europas vestligste og mest oversete rejsemål.
 
De ni frodige vulkanøer på den atlantiske højderyg giver besøgende så mange oplevelser, at mange vælger at tage tilbage for at stifte nærmere bekendtskab med de fascinerende øer. Hovedøen Sao Miguel er det bedste udgangspunkt for det første besøg på Azorerne. Med sine imponerende kratersøer, flotte te-plantager og den botaniske have omkring byen Furnas' varme kilder er her nok til at udfylde en hel ferie.

Øen Pico med sit knejsende bjerg, Terceira med den af UNESCO fredede by, Angra do Heroismo, eller Fayal med sine vidnesbyrd om de seneste vulkanudbrud og med havnen, der er søgt af alverdens langturssejlere, er blot nogle af de øer, der gør, at man forlader Azorerne med et indtryk af, at her er tale om meget mere end et område kendt fra vejrudsigten for sine vandrende højtryk.

Ud over deres meget smukke natur er øerne kendt for deres fortid som base for hvalfangere. Nu er fangsten indstillet og tilbage er kun et museum, der viser, hvordan disse mænd jagtede hvalerne i små både. For interesserede arrangeres der i dag udflugter på havet, hvor man på nært hold kan iagttage hvaler og delfiner.

En tur til Azorerne er et minde for livet, som man får lyst til at holde ved lige med flere besøg.



Vælg land: