FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Vragene ved Abu Nuhas i Egypten

13. juni 2010 | Egypten | Af Peter Leidersdorff

I Shadwankanalen, lige ud for nordkysten på øen Shadwan (der er Egyptens største ø i Rødehavet), ligger Shaab Abu Nuhas revet. Dette undersøiske rev har nærmest tiltrukket skibe. Her ligger fem fragtskibe, så hvis du er til vragdykning, så er du kommet til det rette sted.

Giannis D
er et 100 meter langt fragtskib, der er bygget i Japan, men var eget af et græsk firma. Det ramte revet i Abu Nuhas i fuld fart den 19. april 1983. Skibet, der var lastet med tømmer, sank ned på 24 meter. Forenden og bagenden er helt intakte, mens midten af skibet er ødelagt. Maskinrummmet, der kun ligger på 13 meters dybde, byder på let penetrering gennem tusindvis af glasfisk.
 
Man kan udersøge diverse rum og gange og her finder man ofte blæksprutter og muræner. Masten ved forstaven fortsætter horisontalt væk fra skibet og er et godt sted at lede efter skorpionfisk og nøgensnegle. Når du afslutter dykket, foregår det ved masten i midten, der går helt op til 4 meter under overfladen. Et godt sted at lave et sikkerhedsstop.
 
Det britisk byggede Carnatic er et af de ældste vrag, der dykkes i Det Røde Hav og er farvoriten for mange dykkere ved Abu Nuhas. Det ramte revet den 12. september 1869 ladet med guld, vin og bomuld på sin rute til Indien. Fragtskibet lå 36 timer og balancerede på selve revet, men måtte overgive sig og knækkede i to og sank parallelt med revet ned til 24 meter. Besætningen og passagere nåede på de 36 timer heldigvis at komme i redningsbådene og sejlede ind til Shadwan Island. 31 døde dog på øen, mens de ventede på hjælp. Alt guldet blev to måneder senere reddet af et andet engelsk fragtskib.
 
 
Her halvandet århundrede senere er dette 90 meter lange vrag stadig ved godt helbred. Trædækket er rådnet væk, hvilket afslører dets jernskelet og som har medført, at det minder om at dykke inde i et kæmpe stort hvalskelet. Man kan dykke hele skibets længde og kigge ind og finde gryntefisk, glafisk og nogle enkelte flagermusfisk.
 
Skelettet er bevokset med blødkoraller og her er mange nøgensnegle. Ved penetrering skal man være forsigtig, da her ligger man vinflasker, der er smadret. Dykket ender ved enten at gå op af linen ved boven ved omkring 12 meter eller du fortsætte hen til revet og følger det op til overfladen. Revet er her domineret af ildkoraller.
 
Chrisoula K var et 98 meter langt græsk fragtskib, der sank 31. august 1981 ladet med fliser. Skibet ligger med sin agterende og propeller på 26 meter, mens forenden er helt oppe ved 3 meter. Vraget tilbyder en masse swim-throughs og penetrering, men man skal passe på sig selv, da her er mange bjælker og pæle, der er faldet ned. Vraget er overgroet med hårdkoraller og man finder nøgensnegle, dragefisk, aftrækkerfisk. Ofte kommer her også delfiner forbi.
 
Kimon M er det dybeste vrag for 'normal' dykning ved Abu Nuhas. Dets agterende ligger på bunden ved 32 meter, mens forenden ligger noget mindre dybt på 15 meter. Dette 120 meter lange tyske fragtfartøj sank 12. december 1978 ladet med linser. Først lå skibet oprejst på revet, men strøm og vind skubbede skibet ned i dybet. Det meste af godset og motoren blevet reddet. Ved vraget finder man en masse nålefisk.
 
Seastar er det femte skibsvrag ved Abu Nuhas, men da det ligger på 90 meters dybde, bliver det ikke dykket ofte. Og hvis det dykkes er det af meget tekniske dykkere.
 

Dykkerforhold

Perfekt for: Vrag og fotografering
Dybde: 5 - 32 m
Sigtbarhed: 20 - 30 m
Strøm: Kan være stærk
Vandtemperatur: 22 - 28° C
Dykkererfaring: Begynder - Øvede
Antal dykkersteder: 6
Dykkersæson: Hele året
Afstand: 40 km nord for Hurghada og 50 sydvest for Sharm el Sheikh
Adgang via: Dagsture og liveaboard
 

Videoer fra Abu Nuhas

Åbner på koralrev.dk
 
 
 
 
 



Vælg land: