FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Mafia Island i Tanzania

23. april 2010 | Tanzania | Af Peter Leidersdorff

Mafia Island og det omkringliggende øhav har en masse at tilbyde. Øen er ikke så besøgt som mange andre øer i Det Indiske Ocean, hvorfor den er fuldstændigt uspoleret og er et fremragende alternativ til Zanzibar og Pemba.
 
Mafia er en øgruppe, der ligger ud for Rufiji River Delta på fastlandet af Tanzania. Øgruppen består af Mafia, Jibondo, Juani og Chole. Deres placering, som de mest sydlige af øerne i Tanzania, har gennem historien gjort dem strategisk vigtige. Besøgende i dag finder dog mest små samfund af bønder og fiskere, der lever på samme måde, som de altid har gjort.
 
Infrastrukturen er ikke ret god og og der er kun elektricitet i distriktets hovedstad og i Utende, hvor turisterne befinder sig. Kun få huse har indlagt vand.
 
Man kommer til øen ved at flyve fra Dar es Salaam. Det er dog også muligt at sejle til øen, men det er både en besværlig og lang tur og kan ikke anbefales. Vejene er dårlige og de fleste lokaler cykler eller går rundt.
 
Mafia har gode muligheder for dykning og snorkling, da den omkranses af et barriererev. Her findes den største marine nationalpark i Øst Afrika, hvor man finder nogle af de fineste ikke-blegede koraller i Det Indiske Ocean. Derudover er her mange fastboende hvalhajer og djævlerokker, hvilket gør øerne til et oplagt rejsemål for dykkere. Øen besøges ofte af turister, der netop har været på safari og trænger til nogle dages afslapning ved vandet.
 
Har man mere lyst til at være over vandet, kan man opdage smukke forladte strande og dejlige øer ud for kysten. De dybe kanaler rundt om øerne er verdenskendte for sine fantastiske muligheder for fiskeri. Er man heldig, kan man møde den udrydningstruede søko (dugong) og på mange af de små øer, kan man møde havskildpadder, der kommer op på strandene for at lægge deres æg. Omkring øerne findes mere end 120 forskellige slags fugle, som bedst opleves fra dækket på en af de flotte og traditionelle dhows.
 
Her er flere utroligt flotte resorts at vælge imellem. Overnatning er generelt ikke speciel billig, men kigger man lidt rundt, er det muligt at finde nogenlunde priser.
 
Skal du dykke, er den bedste periode fra oktober til marts. Det bedste vejr på øerne er dog normalt fra maj til oktober. Regntiden kommer i marts og april og igen fra oktober til midten af december.



Vælg land: