FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Koh Tao i Thailand

1. januar 2010 | Thailand | Af Sandra Leidersdorff

Koh Tao var en gang kun en destination for dykkere, men tiltrækker i dag også mange andre. Øen har en masse at byde på - selv om størstedelen af turisterne stadig kommer for at snorkle eller dykke.
 
Koh Tao er en lille ø, der ligger ca. 70 km. øst fra kysten mellem Suratthani og Chumphon. Koh Tao betyder "skildpaddeøen" og har fået sit navn, da vandet omkring øen oprindeligt var fyldt med havskildpadder. I dag har de dog fundet nye, mere afsides steder at lægge deres æg og har overladt de lange hvide sandstrande til turisterne. Man skal sejle for at komme ud til Koh Tao. Der går dagligt både fra den noget større naboø Koh Samui, hvortil man kan flyve. Desuden går der dagligt både fra fastlandet. Dette foregår fra Surathani, hvortil man også kan flyve (eksempelvis fra Bangkok). Det er dog også muligt at komme herud fra andre steder eksempelvis direkte med båd fra øen Koh Phangan. Det giver et ekstra stop at man ikke kan flyve direkte ud til Koh Tao og bevirker, at der ikke er helt så mange turister som på nogle af de større øer og at dem der er der, hovedsageligt er rygsæksrejsende. Desuden kommer mange, som nævnt, for dykningen.
 
Der er et stort udbud af hoteller til ethvert budget på Koh Tao. De fleste er placeret på de største strande; Sairee, Mae Haad, og Chalok Baan Kao. Priserne starter fra 150 baht for simple hytter (fælles toilet og ingen elektricitet) til flere tusinde baht pr. nat for en luksusvilla med alle tænkelige faciliteter. Den gennemsnitlige bungalow med en ventilator og bad og toilet vil være at finde for omkring 400 baht pr. nat og det dobbelte for et værelse med air-con. Højsæsonen er fra midten af december til april og igen fra juli til september. På disse tidspunkter og i de thailandske ferier som f.eks. Songkran (= Thailandsk nytår) i april, vil øen være fuldt booket. Tjek derfor om der er ledige værelser før ankomst - benyt evt. online-booking. Det skal også bemærkes, at de fleste dykker-resorts ikke vil reservere til ikke-dykkere i højsæsonen.
 
Ud over fantastisk dykning og snorklning byder Koh Tao også på mange andre spændende seværdigheder. Det kan anbefales at leje en cykel og udforske øen på egen hånd eller man kan leje en longtail-båd og finde de mange skjulte bugte på øen. Herudover byder øen på nogle fantastiske strande og fra stranden Sairee er det muligt at gå op til et udkigspunkt kaldet Two View, der er 313 meter oppe og er øens næsthøjeste punkt. Herfra er der en fantastisk udsigt! Ellers er det bare med at slappe af og nyde øens atmosfære - og ikke mindst den skønne thailandske mad.



Vælg land: