FORSIDE   |   LANDE   |   INSPIRATION   |   BILLEDER   |   OM OS  |   KONTAKT  


Naxos -øen med de smukke strande

18. juli 2008 | Grækenland | Af Sandra Leidersdorff

Naxos er den ideelle destination for en græsk ø ferie, idet den formår at kombinere de traditionelle kyklade-træk med et skønt klima og vidunderlig natur. Naxos har samtidig det højeste bjerg, Zas, og nogle af de flotteste strande på kykladerne.

Naxos er kendt for sin gæstfrihed og venlige indbyggere. Øen har en veludviklet infrastruktur og kan derfor tilbyde turisterne en bred vifte af overnatningsmuligheder i alle kategorier og for alle budgetter. Der er også et stort udbud af turistbureauer, hvor man kan leje biler, cykler, arrangere udflugter og meget mere. Naxos natteliv har også en del at byde på. Der er alt, lige fra små hyggelige cafeer til fine restauranter og store diskoteker.
 
Naxos har en fantastisk historie, da den var et stort kulturelt og kommercielt samlingspunkt gennem det meste af oldtiden og der er derfor mange imponerende arkæologiske og historiske lokaliteter spredt over hele øen. De mange landsbyer på Naxos, både langs kysten og oppe i bjergene er utroligt charmerende og bestemt et besøg værd. Naxos er kendt for sine flotte strande, der har gyldent blødt sand og krystalklart vand. Nogle mener endda, at Naxos har de smukkeste strande i hele det Ægæiske hav.

Overnatning på Naxos

Der er som sagt en bred vifte af overnatningsmuligheder på Naxos, hvad enten man er et par, en stor familie eller en hel gruppe venner. Der er alt, lige fra store resorts til små værelser, man kan leje af private. Der er store hoteller i alle badebyerne langs kysten. Hvis man ønsker at være tæt på nattelivet og butikker skal man bo i Naxos Town (Hora), Stelida, Agios Prokopios, Agia Anna, Maragas eller Plaka. På Plaka Beach er der en velorganiseret campingplads for dem, der ønsker at tilbringe deres ferie i Naxos’ tryllebindende natur.

Strandene på Naxos

Naxos er det perfekte sted for dem, der kan tilbringe endeløse timer med at dase i solen og svømme i havet.
Øen byder på lange sandstande, der er fyldt med turister (Agia Anna, Agios Georgios (St. George), Agios Prokopios, Mikri Vigla, Plaka og Stelida), men også små beskyttede bugter, for dem der gerne vil væk fra alle turisterne og tilbringe tiden et mere afsondret sted (Abram, Agiassos, Alyko, Amitis, Kalandos, Moutsouna, Panormos og Pyrgaki).
De fleste af standene har et stort udvalg af restauranter, cafeer, snack-barer, samt udlejning af parasoller og liggestole.
Windsurfere fortrækker strandene i Mikri Vigla og Orkos på grund af vindbetingelserne i dette område, som gør strandene fantastiske til denne sport. Nudiststrande findes i Plaka Beach og Kastraki Beach.

Seværdigheder på Naxos

Naxos er fyldt med spændende historiske steder, der som nævnt hænger sammen med, at øen var et stort kulturelt samlingspunkt gennem oldtiden.
Et af dem er Portara (porten til templet i Apollo), som er varemærket for øen. Et andet er det venetianske slot i hovedbyen Hora, som er et glimrende eksempel på middel- alderlig arkitektur. Endelig må du ikke gå glip af at besøge Det Arkæologiske og Metropolske Museum, såvel som de smukke kirker i Panagia Vlacherniotissa og Zoodochou Pigis. Selvfølgelig er de mange smukke strande også seværdig- heder i sig selv, ligesom de mange utroligt hyggelige og charmerende landsbyer oppe i bjergene og langs kysterne bestemt er et besøg værd.

Klimaet på Naxos

Klimaet på Naxos er perfekt til en uforglemmelig græsk ø ferie. Naxos har milde vintre og sjældent med nedbør. Sommeren på Naxos er meget solrig, varm og tør og derfor ideel for besøgende, der ønsker at slappe af i solen. Hvis du ikke er glad for høje temperaturer bør Naxos besøges i foråret eller efteråret, når vejret er lidt køligere, men stadig meget solrigt. Om sommeren, juni –september, er der mellem 25 og 35 grader. Oktober kan også være forholdsvis varm, men herefter er der ikke mere end mellem 7 og 15 grader hele vinteren. Forårsmånederne april og maj er som sagt også dejlige på Naxos, hvor temperaturen ligger på omkring 20 grader.

Hvordan kommer man til Naxos

Det er forholdsvis nemt at komme til Naxos. Hvis man tager til Naxos på charterferie fra Danmark, flyver man som regel til Santorini og skal så videre derfra med båd. Der går flere færger dagligt fra Piraeus – hyppigheden afhænger dog af, hvornår på sæsonen man kommer. Der er både hurtigbåde og noget langsommere færger. Priser og rejsetid afhænger derfor af, hvilken båd/færge man vælger. Det tager dog ca. 4 ½ time med highspeed og koster omkring 55 euro pr. vej. Tjek www.hellenicseaways.gr, hvor man også kan købe sine billetter online.



Vælg land: